Læseprøve - MED EGNE ORD

Gå til indhold

Hoved menu:

Læseprøve

Tripel Salto
 
Herunder findes den første, gratis læseprøve fra bind 3 i krimi-serien "Daniel & Dødssynderne".
Denne roman beskæftiger sig med dødssynden Vellyst.
I oldkirken var det en af de 7 såkaldte dødssynder. Andre ord for samme synd kunne være: Begær, attrå eller liderlighed.
Bogen udkommer lørdag den 16. november på Bogforum i BellaCentret i København.
Alle, der ser dette, er hermed inviteret til reception klokken 12.

Hvis du ikke kan vente, kan du i mellemtiden fornøje dig med de to første krimier med den empatiske privatdetektiv Daniel Dreyer.
De to første dødssynder, han har beskæftiget sig med er Grådighed (Grådighedens pris) og Fråseri (Gourmand).
Begge bøger kan købes online eller i din boghandel - som papirbog eller e-bog - eller lånes på biblioteket.
Læs mere om Grådighedens pris.
Læs mere om Gourmand
 
 
EN MØRK OG STORMFULD NAT
ONSDAG 16. OKTOBER
 
Han åbnede havedøren på klem og konstaterede, at regnen var hørt op.
Aftenen var mørk, som sene, overskyede oktoberaftener nu engang er i Danmark, og den vestlige vind flåede de allersidste gule blade af træerne.
Det var i orden; regnen kunne han ikke holde ud, men mørket og vinden var hans venner, der sørgede for at veje og stier nærmest var mennesketomme.
Han trak døren til og gik ind for at klæde om: Et par tætsiddende leggings, partisanhue, hættetrøje i glat kunststof, tynde læderhandsker, sokker og et par Nike løbesko, alt sammen helt sort. Han lagde sin mobiltelefon i brystlommen. Også den var sort og i et matsort etui og med dens flash-funktion slået fra på kameraet.
Hans mountainbike stod indendørs under trappen op til første sal. Han havde købt en dyr model, ligeledes matsort. De blanke dele havde han selv malet sorte, og han havde fjernet de lovpligtige reflekser. Han var en veltrænet cyklist, men brugte aldrig denne cykel i dagtimerne - kun på sine udflugter i mørket, som nærmest opslugte den dunkle, hastigt forbipasserende cyklist. Han pakkede sit mintbolsje ud af dets plast, tog det i munden og var klar til sin aftenudflugt.
Som han havde regnet med, var der så godt som tomt på villavejene. Han mødte en enkelt hundelufter, der stod med ryggen til - helt optaget af hundens afføringsanstrengelser. Ellers var der ingen på gaden her klokken halv elleve i Torlev - en landsby nogle kilometer sydøst for købstaden Haubjerg.
Midt i mellem de mange private parcelhuse havde man en del år tidligere opført Vestergårdsparken - en stor og fremsynet bebyggelse med gedigne boliger, som studerende, børnefamilier og pensionister havde råd til at leje. Nogle rækkehuse og endnu flere små dobbelthuse i ét plan lå rundt om et stort, grønt areal. Velvoksne buskadser snoede sig rundt om husene og lod umærkelig de små haver på én gang være en del af fællesarealet, samtidig med at man - trods manglen på hække - kunne føle sig privat og ubevogtet på ens egen stump græs og ens egen terrasse.
Manden i sort skubbede sin ulåste cykel ind mellem nogle store buske i Vestergårdsparkens beplantning. Trods det manglende løv skulle man være en meget skarp iagttager for at få øje på den. På grund af den fremherskende bekymring for den stigende CO2-udledning og den globale opvarmning havde bebyggelsens beboerbestyrelse sidste år besluttet, at hver anden gadelampe skulle slukkes. I en overskyet nat uden månelys kunne den sortklædte skikkelse derfor færdes uset gennem Vestergårdsparkens stier og haver. Mørket hindrede ikke hans orientering, Vestergårdsparken var et af hans foretrukne og ofte opsøgte jagtterræner. Systematisk startede han med en tur langs rækkehusene. Det var kun sjældent, at der var gevinst her. De fleste beboere havde deres soveværelser på første sal, og han havde aldrig vovet at klatre op på skure eller i træer for at belurer folk. Ganske vist var der toilet og brusebad i stueetagen, men de vinduer var forsynet med matteret glas, og det var kun sket en enkelt gang, at han fra terrassen havde set nogen gå nøgen gennem stuen til badet med et håndklæde over armen. Det havde været en radmager og rundrygget mand, som vist måtte være mellem firs og skindød. Det havde overhovedet ingen interesse!
Heller ikke i aften var der gevinst. Mange steder var der mørkt over det hele; et sted sad en midaldrende, skaldet mand i et hjørne af stuen og spillede computerspil. “Minecraft” hed det vist.  Den slags havde aldrig interesseret den lydløse mand i sort.
Han så godt efter, at der ikke kom nogen ad den smalle vej, der løb tværs gennem bebyggelsen, inden han forsvandt over mellem de små dobbelthuse, hvor han uden en lyd forsvandt ud af syne. Her var hans mission meget lettere. Alle vinduer var frit tilgængelige i øjenhøjde: Stue, kammer, køkken og - ikke mindst - soveværelset. Ikke fordi, der var noget i vejen med stuen; der havde han skam også haft gevinst et par minderige aftener, hvor elskende par i forskellige variationer forenede sig på sofaen eller på gulvtæppet. Det var den slags aftener, der holdt hans mod oppe, når han aften efter aften opsøgte sine favoritsteder. Selv om mange mennesker havde både gardiner og persienner, var det overraskende, hvor ofte de undlod at bruge dem.
I aften var vist en nitte. Manden i sort fortsatte ad små trampestier, sandsynligvis lavet af flere generationer af børn, som havde banet sig vej gennem buskadserne under deres lege. Vinden ruskede stadig og skabte en susen i grenene. På den ene side holdt det nysgerrige indendørs, men han følte sig ikke rigtigt tryg ved støjen. Hvis der var en eller anden emsig person, som havde opdaget ham og fulgte efter ham, kunne han overhøre de lyde, som en forfølger nødvendigvis måtte lave. På vej mod skjulestedet med sin cykel tjekkede han den næste række huse. I et af dem boede der nogle unge piger - sikkert studerende - som havde fordelt værelserne mellem sig. Nogle gange havde hende den kønne, lyshårede været ved at gå i seng, da han kom forbi hendes stuevindue. Hun sov åbenbart nøgen, men inden hun kravlede under dynerne og slukkede lyset, stod den sortklædte gemt bag et par buske og video-optog hendes afklædning på sin telefon. Han nød hendes smækre skikkelse og yndefuldhed, mens hun var fuldstændigt blottet for bevidsthed om at være iagttaget.
Efter at have oplevet og optaget den ubekendte blondine, lå hendes belurer hjemme og så den lille film igen og igen, til han endelig faldt i søvn med hendes billede i sin indre biograf. Hendes vindue var et af de steder, hvor han gang på gang vendte tilbage, men det var kun sjældent, han ved et træf indfandt sig netop ved hendes sengetid. Sådan var det også i aften; der var ikke lys i hendes værelse. Han havde heldigvis overspillet alle sine optagelser til sin computer, hvor han kunne nyde dem på en større skærm om end i ret dårlig teknisk kvalitet.
Da den sorte mand cyklede hjemad, begyndte det igen at regne. Trods modvinden mærkede han, hvordan den lystfyldte spænding aftog, og han langsomt slappede af i krop og i sind. Det var jo ikke den første aften, han havde listet forgæves rundt i buskadserne. Han havde ganske vist flere steder, som han skiftede til at opsøge, men Vestergårdsparken var et af de bedste at liste uset rundt i, og samtidig var det stedet, der oftest gav tilfredsstillende gevinst.
Tilfredsstillende! Det havde ofte irriteret ham, at man - både i den offentlige omtale og mand og mand imellem - havde adskillige stereotype opfattelser af vindueskiggere. For det første var det vist meget sjældent, at der fandtes såkaldte “voyeurer” blandt voldtægtsmænd eller andre seksualforbrydere. Mange sammenlignede dem også med blottere, som fra store frakker åbenbarede familiejuvelerne i stiveste puds. Han var meget opmærksom på, at han kun blev mentalt vakt, men aldrig fysisk ophidset under sin beluring, men altid gemte den fornøjelse til han gik til ro efter en spændende aften. Han betragtede selv sine udflugter i mørket som en slags uskyldig fritidsinteresse for enlige mænd. Der var jo ingen, der tog skade af hans hemmelige hobby.
I aften havde ikke været blandt de minderige, men man kan jo ikke vinde hver gang.
 
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu