På norsk - MED EGNE ORD

Gå til indhold

Hoved menu:

På norsk

Grådighedens pris
 
August 2020

""
Så er "Grådighedens pris" udkommet på norsk oversat af Kirsten E. Male. Den norske titel er "". Tidligere har Kirsten oversat "Det vakre kraniet fra Købmagergade", og endnu en gang leverer hun varen. Jeg har al mulig grund til at være tilfreds og håber selvfølgelig, at bogen vil få en stor læserskare i Norge, som her får et første indblik i Daniel Dreyers univers i og omkring Haubjerg. 
Bortset fra teksten bliver bogen udgivet med Anne Clemensens bemærkelsesværdige coverdesign.

Den norske udgivelse kommer både som e-bog og som paperback på mange online-boghandler. Søg bare på tiltel og forfatter.

Gør dine norske venner og familie opmærksom på den!

 
 
18. februar 2020 - Grådighedens pris - på norsk!

Kirsten E. Male har lovet at oversætte "Grådighedens pris" til norsk.



Kirsten bor med mand og to hunde 50 kilometer fra Lillehammer. Hun er uddannet bibliotekar, har arbejdet i det norske sygehusvæsen inden for psykiatrien, og nu driver hun en selvstændig praksis i hypno-terapi. Hun har også boet i Sverige og kommer jævnligt i Danmark. "Grådighedens pris" udkommer på norsk engang i løbet af sommeren.

Herunder finder du bogens første del på dansk og på norsk.

Følg Kirsten her.
 
 
GITTA
TORSDAG 5. OKTOBER

I sygestuens dæmpede lys sad en ældre, gråhåret mand med sin datters hånd i sin. Sådan havde han siddet siden i går aftes. Et par gange var hans øjne gledet i, men hurtigt – ved viljens kraft – åbnede han dem atter.

Klokken halv fire om morgenen udåndede hans 40-årige datter. Stille.

Han hørte, hvordan hendes anstrengte åndedræt blev mere overfladisk for hver vejrtrækning, og efter blot et halvt minut var det ophørt. Det var vist det, man kalder en rolig død.

En moden sygeplejerske kom ilende til og tændte sygestuens skarpe loftlys. Med et rutineret blik tjekkede hun hurtigt monitoren over sengen. Vejrtrækning og hjerteaktivitet var ophørt. Med et tryk på en knap tilkaldte hun assistance, men begyndte straks selv at undersøge patienten.

Den høje, gråhårede mand rejste sig besværet, og uden et ord gik han langsomt gennem stuen, hen ad den nattestille hospitalsgang, ned ad trappen og ud på den mørke parkeringsplads foran sygehuset. På denne tid af døgnet holdt her ganske få biler, og han låste sig ind i sin sorte Range Rover.

På førersædet sad han og stirrede ud i mørket. De første tårer banede sig vej ud af øjenkrogene og gled ned ad hans furede kinder. De banede vejen for selve sammenbruddet. Hans ansigt fortrak sig i en grotesk grimasse, og han faldt ind over rattet og hulkede højt og grimt i den sorte efterårsnat. Knud Emmanuel Tranedal græd for første gang i rigtig mange år. Senest det skete, var for 40 år siden, da hans elskede datter Gitta blev født, og hendes mor døde straks derefter.

Nu var Gitta også død.
 
GITTA
TORSDAG 5. OKTOBER

I pasientrommets dempede belysning satt en eldre, gråhåret mann med sin datters hånd i sin. Slik hadde han sittet siden kvelden før. Et par ganger hadde øynene hans glidd igjen, men hurtig - av ren viljestyrke - åpnet han dem igjen.

Klokken halv fire om morgenen utåndet hans 40-årige datter. Stille.

Han hørte hvordan den anstrengte pusten hennes ble mer overfladisk for hver gang hun trakk pusten, og etter bare et halvt minutt stoppet det. Det var visst det man kaller en rolig død.

En moden sykepleier kom ilende til og slo på det skarpe taklyset. Med et rutinert blikk sjekket hun hurtig monitoren over sengen. Åndedrett og hjerteaktivitet hadde stanset. Med et trykk på en knapp tilkalte hun assistanse, men begynte straks selv å undersøke pasienten.

Den høye, gråhårede mannen reiste seg tungt, og uten et ord gikk han langsomt gjennom rommet, ned den nattstille sykehuskorridoren, ned trappen og ut på den mørke parkeringsplassen foran sykehuset. På denne tiden av døgnet sto det ganske få biler her, og han låste seg inn i sin svarte Range Rover.

I førersetet satt han og stirret ut i mørket. De første tårene banet seg vei ut av øyenkrokene og gled nedover hans furete kinn. De banet vei for selve sammenbruddet. Ansiktet hans fortrakk seg i en grotesk grimase, og han falt over rattet og hulket høyt og dystert i den svarte høstnatten. Knud Emmanuel Tranedal gråt for første gang på svært mange år. Sist det skjedde, var for 40 år siden da hans elskede datter Gitta ble født, og hennes mor døde straks etter.

Nå var Gitta også død.
 
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu