På norsk - MED EGNE ORD

Gå til indhold

Hoved menu:

På norsk

Det smukke kranie
 
30. november 2018 - Det smukke kranie - på norsk!

Netop i dag har jeg lavet en aftale med den norske oversætter Janicke Kittilsen, om at hun oversætter min historiske roman "Det smukke kranie fra Købmagergade".
Janicke og jeg "mødte hinanden" på netværks-sitet "BabelCube", som netop er designet til den slags møder mellem forfatter og oversætter. Kan anbefales - og så er det gratis!



Janicke Kittilsen

Det er endnu ikke afgjort, hvornår "Kraniet" kan fås på norsk, men det lover jeg at informere om til den tid - nok en gang i foråret 2019.

Herunder kan du læse starten af romanen - både på dansk og på norsk:

 
 
DET SMUKKE KRANIE FRA KØBMAGERGADE

PROLOG

Den mørke skikkelse lukker forsigtigt og ganske stille døren bag sig. På den udendørs repos står den helt stille et øjeblik. Lytter i natten. Men alt er stille i den sovende by. Dagen før var varm som en rigtig sommerdag. Luften er stadig lun, selv om det er langt efter midnat.
Inde i den lille gård mellem de fireetagers huse rører der sig ikke en vind. Og øverst er der en lille firkant med udsigt til den lyse nattehimmel, hvor man knapt kan skelne en stjerne. I et hjørne af dette felt anes det øverste af Rundetårn. Vi befinder os i gården bag en ejendom på Købmagergade nummer 60, og det er blevet lørdag den 20. maj 1876.
Den krumbøjede skikkelse bevæger sig langsomt og usikkert ned ad svalegangens trappe. Den er iklædt en alt for stor, mørk kavaj med opslået krave. Hovedet er dækket af en sort hue, som er trukket langt ned i panden. I det blege lys anes et par hvide bakkenbarter og et hurtigt glimt fra et brilleglas. Uden på skikkelsens sko er der trukket et par sokker, der dæmper dens fodtrin. Ét forsigtigt trin ad gangen. Næsten uden en lyd, men dog en lille, stille knagen fra enkelte trappetrin. Det er tydeligt, at skikkelsen tilhører en gammel, hvidhåret og rundrygget mand.
I samme nu, han når gårdspladsen, lyder timeslaget fra Frue Kirke. Klokken er et, og da lyden er døet hen, ligger byen igen stille hen.
Den formummede skikkelse bevæger sig hen over den lille gårdsplads. Under kavajen knuger han en pakke ind til kroppen. Da han har passeret retiraderne, løfter hans magre hånd slåen til staldporten. En sødlig lugt af hestemøg slår ud i den klare luft og blander sig med de menneskelige uddunstninger fra lokummerne. Skikkelsen lukker porten stille efter sig og står et øjeblik helt stille og lytter. Fra kuskens kammer længst til venstre i stalden høres højlydt snorken og en hundehvalps sagte piben. Skikkelsen famler en æske svovlstikker frem og tænder en lysestump i en kørelygte, der hænger i en kæde ned fra loftet. Hesten vågner og rører på sig, og imens bliver skikkelsen stående ganske stille. Efter en tid går han atter; langsomt som om han for hvert skridt søger et sikkert fodfæste, hen til staldens bagvæg, hvor han med et suk synker ned i knæ. Han forbliver i den stilling et øjeblik. Så åbner han en snavset og rusten metallåge på størrelse med et par folieark. Lågen skydes til siden. Den skjuler et lille rum, som man knapt aner størrelsen af. Fra kavajen trækker skikkelsen en voksdugspose, der er snøret sammen med en kraftig læderstrik. Forsigtigt bliver denne pakke lagt ind i det lille rum, inden metalpladen atter skydes på plads.
Skikkelsen rejser sig igen, lydeligt stønnende. Atter på benene udstøder han et lille host, som får hestene til at vende deres ører. Hundehvalpen kradser på døren. Med en del besvær får manden bakset nogle trækasser hen foran pladen. Efter en stund stolprer skikkelse tilbage samme vej, som han kom, puster lyset ud og forlader igen stalden. I gården høres ikke en lyd fra den sovende by.

 
DET VAKRE KRANIET FRA KØBMAGERGADE

PROLOG

Den mørke skikkelsen lukker døren forsiktig og ganske stille bak seg. På den utendørs trappeavsatsen står den helt stille et øyeblikk. Lytter ut i natten. Men alt er stille i den sovende byen. Dagen før var varm som en ordentlig sommerdag. Luften er fremdeles varm, selv om det er langt etter midnatt.
Inne i den lille bakgården mellom de fireetasjes husene er det helt vindstille. Øverst er det en liten firkant med utsikt til den lyse nattehimmelen, hvor man nesten ikke kan skimte en stjerne. I et hjørne av dette feltet kan en ane det øverste av Rundetårn. Vi er i gården bak en eiendom på Købmagergade nummer 60, og det er lørdag 20. mai 1876.
Den krumbøyde skikkelsen beveger seg langsomt og usikkert ned trappen til svalgangen. Den er ikledd en alt for stor, mørk kavai med oppslått krage. Hodet er dekket av en sort lue som er trukket langt ned i pannen. I det svake lyset kan en se et par hvite skinnskjegg og et raskt glimt av et brilleglass. Utenpå skikkelsens sko er det trukket et par sokker som demper fottrinnene Et forsiktig trinn om gangen. Nesten uten en lyd, bare noen små og stille knirk fra enkelte trappetrinn. Det er tydelig at skikkelsen tilhører en gammel, hvithåret og rundrygget mann.
I det samme han kommer ned på gårdsplassen høres timeslaget fra Frue kirke. Klokken er ett og da lyden stilner, ligger byen igjen helt stille.
Den utydelige skikkelsen beveger seg over den lille gårdsplassen. Under kavaien knuger han en pakke inntil kroppen. Etter å ha passert utedoene, løfter den magre hånden hans slåen til stalldøren. En søtlig lukt av hestemøkk slår ut i den klare luften og blander seg med de menneskelige dunstende fra bøttedoene. Skikkelsen lukker døren stille etter seg og står et øyeblikk helt stille og lytter. Fra kuskens kammers lengst til venstre i stallen høres høylytt snorking og forsiktige pip fra en valp. Skikkelsen famler etter en eske fyrstikker og tenner en lysestump i en kjørelykt som henger ned fra taket. Hesten våkner og rører på seg, så skikkelsen blir stående helt stille. Etter en tid går han, langsomt som om han for hvert skritt leter etter et sikkert fotfeste, til stallens bakvegg der han med et sukk synker ned på kne. Han sitter i den stillingen et øyeblikk. Så åpner han en skitten og rusten metalluke på størrelse med et par ark i folioformat. Luken skyves til siden. Den skjuler et lite rom, som en nesten ikke ser størrelsen på. Fra kavaien trekker skikkelsen opp en vokspose som er snøret sammen med et kraftig lærtau. Forsiktig blir denne pakken lagt inn i det lille rommet, og metallplaten blir skjøvet på plass igjen.
Skikkelsen reiser seg igjen, med tydelige stønn. Når han er på beina igjen hoster han litt, og det får hestene til å snu på ørene. Valpen skraper på døren. Med en del vanskeligheter får mannen stablet noen trekasser foran platen. Etter en stund stavrer skikkelsen tilbake samme vei som han kom, blåser ut lyset og forlater stallen igjen. I gården høres ikke en lyd fra den sovende byen.

 
 
Fredag 1. februar 2019 - Så kører "Kraniet"!

Så modtog jeg de første ti sider af "Det smukke kranie fra Købmagergade" på norsk fra Janicke Kittilsen.
Selv om dansk og norsk (bokmål) ligner hinanden ganske meget, er det alligevel næsten bevidsthedsudvidende at læse ens egen gamle tekst på et nyt sprog. Den glæde får jeg nok også på svensk, tysk og engelsk, men næppe på italiensk og slet ikke på portugisisk.
Det er så meningen, at forfatteren skal godkende oversættelsen og give et ok til den videre oversættelse, hvilket jeg straks har gjort. Det bliver meget spændende, når Janicke - sikkert i løbet af foråret - kan melde: Færdigt arbejde, og vi så skal til at udgive på norsk. Jeg kan næsten ikke vente.
 
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu