Af mudder er du kommet - MED EGNE ORD

Gå til indhold

Hoved menu:

Af mudder er du kommet

Gamle skriverier > Dramatik
 
Pressefoto for forestillingen: Susanne Heinrich, Clasen & Margrethe Koytu

Stykket er skrevet for børn og andre over 10 år som en musical bygget over en nutidig udgave af eventyret om "Konen i muddergrøften".
Stykket behandler nutidsmenneskets jagt efter luksus, kærlighed og magt, men også denne jagts omkostninger også set i et bredt økologisk perspektiv.
Stykket var produceret af og spillede i Holbæk Egnsteater i foråret 1985.

Holdet bag produktionen var:
Manuskript og sangtekster: Michael Clasen
Musik & sangtekster: Ina Løndahl
Instruktion: Ina Løndahl
Musik- og lydindspilning: Fuzzy
Kostumer og dekoration: Søren Nielsen
Lyd: Konrad Jahn
Lys: Ole Schneekloth
Medvirkende: Margrethe Koytu, Susanne Heinrich & Michael Clasen

Sangtekster fra teaterforestillingen:

DRØMME I
tekst & musik: Ina Løndahl

Drømme er en del af vor virk´ lighed -
de fortæller om det der sker i vort hjerte og sind.
I drømme kan man gøre så mange ting,
det er lissom et eventyr, der ruller forbi.
Drømme kan man sagtens bruge.
Drømme kan brænde som ild.
Drømme kan stilles til skue,
så lad os kigge med på dette drømmespil.

MORGENSANG
tekst: Michael Clasen, musik: Ina Løndahl

Først er der bare intet,
idet du vågner op.
Og intethedens mørke
det rører ved din krop.
Så - langsomt - kommer lyset
og himmel, jord og hav
de dukker frem af tågen
og farves lissom rav
Du ved, det er det største
og smukkeste motiv,
og morg´nen er den første
i resten af dit liv.

Mens solens skive stiger,
og stjernerne går væk,
så vågner alle planter
på mark, i skov og hæk.
Og nu er solen oppe,
den varmer strandens sand.
Du ved, du netop lever
af sol og jord og vand.
Du ved, det er det største
og smukkeste motiv,
og morg´nen er den første
i resten af dit liv.

Den første fugl er vågnet
og synger over land,
mens fiskene de springer
på havets blanke vand.
Og intet bli´r til alting,
du tror, at du er gal
for på den første revle,
der ligger der en hval!
Du ved, det er det største
og smukkeste motiv,
og morg´nen er den første
i resten af dit liv.

KALDESANG
tekst: Michael Clasen, musik: Ina Løndahl

Varme, vise væsen
fra det dybe vand.
Hvide, våde hval,
kom og hjælp mig arme vand!
Varme, våde, hvide hval
fra det dybe vand,
kom og hjælp mig arme mand.

LUXUS
tekst: Michael Clasen, musik: Ina Løndahl

Når det mindste er for lidt
og største ikke nok,
da da dada - da da dada
Når det bedste er for dårligt,
og dit liv er ævl og brok
da da dada - da da dada
Når din sidste smøg er røget,
og der er ingen penge igen.
Når du gribes helt af mismod
så hør en gang, hvor du skal hen:
Ønsk dig op i Luxusland,
Luxus-, Luxus-, Luxusland.
Her er mer´ end nok af alting.
Her er laks og kaviar.
Her swimmingpool med udspring.
Her er park og egen bar.
Ingen pekun´iær bekymring:
Diamantringe! Hva´behar?
Ønsk dig op i Luxusland,
Luxus-, Luxus-, Luxusland.
Her er mer´ end du begærer.
Her er over al forstand.
Her er mer´, end du kan bære
båd´ i pose, sæk og i spand
Du kan aldrig få
for meget af
det gode her i Luxusland.

PENGE
tekst: Michael Clasen, musik: Ina Løndahl

Penge, penge, penge -
hvis man bare har nok,
lever man lyk´ ligt og længe
uden problemer og brok.
Massevis af grunker,
gryn og klejner og spir,
"tyve" og "hunde" i bunker,
stabler af femmer´ og ti´r.
Stakkevis stakater.
Tænk at ha´ penge som skidt:
Lastvogne fyldt med dukater.
Livet med penge er frit!
Glemme alt om øre´.
Livet det bli´r en fryd.
Bare ku´ ligge og høre
sedlernes knitrende lyd.
Tusindvis af "tusser"
stablet i en reol.
Mønter af guld, som man pudser
blanke, som var hver en sol.
Penge, penge, penge
både til æg og til salt.
Stopfyldte tegnedrenge.
Pengene skaffer os alt!

STJERNE
tekst: Ina Løndahl & Michael Clasen, musik: Ina Løndahl

En stjerne er smuk,
et lille fnug
limet på himlens hvælving med et hjertesuk.
En stjerne er blid,
tindrende hvid,
og den har haft en lang, uend´lig levetid.
Mennesker lever utrolig kort,
de er som sekunder på himlen.
De lyser og brænder og går så bort
og glemmes af alle i vrimlen.
Men har du set blot et enkelt blink
et lys sendt til dig fra det fjerne,
så har du fået et lille stænk
liv fra din egen stjerne.

ELSK MIG - HER OG NU OG ALTID
tekst: Michael Clasen, musik: Ina Løndahl

Elsk mig her og nu og altid
vis mig at du holder af
gør mig glad, gør mig varm
la' mig ligge i din arm
vis at jeg er den som du elsker.
Ja, elsk mig her og nu og altid
bare det ka' gi' mig fred
så elsk mig nu og lad det blive ved.
En lomme fuld
af sølv og guld
ka' ikke gi' din hånd et klem
og venskab koster mer' end millioner
og selv den allerstørste check
ka' ikke tørre tårer væk
Et klap på skulderen det er nemlig gratis
og selv den største diamant
den gir' jeg gerne væk i pant
for vished om, at du endnu ka' li mig.

Elsk mig her og nu og altid
vis mig at I holder af
for koncertsalens sus
er som tusinder knus
vis at jeg er den som I elsker
ja, elsk mig her og nu og altid
bare det ka' gi' mig fred
så elsk mig nu og lad det blive ved.

NEJ
tekst: Michael Clasen, musik: Ina Løndahl

Vi lærer Ja og Amen
fra vi er ganske små.
Vi sir' det alle sammen,
før vi har lært at gå
Det' praktisk, når man fjerner
hvert et NEJ fra vore hjerner.
Et JA i hver en sætning
gir' kæft og trit og retning.
Når du sir' JA, så er du bare pæn og positiv,
mens NEJ, det gør dig farlig og rebelsk og lidt naiv.
Ja, tænk at dette lille NEJ kan skabe den ståhej.
Det ord, der viser dem, du har din vilje, det er NEJ!

Det kræver mod og kræfter
at turde vise trods.
Det kræver stærke drifter,
at turde kaste los.
Vi lærer at behage
fra vores første dage.
Det' ikke nok at tie,
Hvis vi vil være frie.
Hvis alle men´sker verden over gør som der bli´r sagt,
bestemmer kun de få, der elsker at ha´ magt.
Hvor var vi nu, hvis ikke jordens folk stod op og skreg:
"Vi mener, hvad vi si´r, og vi tør godt sige NEJ!"

DRØMME II
tekst & musik: Ina Løndahl

Af drømme skal vi vågne til virk´ lighed
og forsøge at bruge drømmen på ondt og på godt.
For drømme de skal tydes med varsomhed,
de fortæller os, hvor vi er, og hvad vi gør galt.
Drømme kan man ikke styre.
Drømme er en del af fantasi´n.
Men drømme kan være dyre,
hvis man ikke husker dem og kender værdi´n.

AF MUDDER ER DU KOMMET
tekst: Michael Clasen, musik: Ina Løndahl

Af mudder er du kommet,
til mudder skal du bli´,
Du fødes, vokser, elsker,
lever til det er forbi.
De milliarder stumper,
der samles i din krop,
de skal atter skilles
for at nye liv kan bygges op.
For sådan er ideen
i livets kollektiv,
at fødsel, liv og død igen
skal genopstå som liv.
Og hvis du søger meningen
med livet er mit svar:
Blot lev det liv, du lever
og elsk det liv, du har.

Af mudder kommer konen -
af mudder hendes mand.
Af mudder kommer men´sket,
men det har glemt hvordan.
Af mudder er vi kommet -
en brik i livets ræs.
Til mudder skal vi blive igen -
et led i cirklens kreds.
Af mudder kommer mennesket,
som nu kan gøre det slut,
så alting bli´r til intet -
og cirklens kreds bli´r brudt.
Og hvis du spø´r om meningen
med livet, er mit svar:
Blot lev det liv, du lever
og elsk det liv, du har.


Billedbog
Mange år efter teaterforestillingen - i 2004 - udskrev Gyldendal en billedbogskonkurrence. Jeg besluttede mig for at skrive teaterteksten om, og på nettet fandt jeg en virkelig dygtig og meget ung illustrator: Christian Guldager. Desværre vandt vi ingen pris, men herunder er teksten (ordnet som bogopslag) og nogle få af Christians tegninger og skitser.



1. opslag:
I byen ved fjorden bor konen og manden.
De er ikke noget særligt.
Det er manden godt tilfreds med.
Han er i det hele taget temmelig tilfreds og glad. Han er især glad for at fiske.
Han går tit ned til fjorden med sin gamle fiskestang.
Nogle gange fanger han en fisk, men de fleste gange fanger han ingen.
Men selv om han intet fanger, nyder han alligevel sine ture til fjorden.
Manden kan særligt godt lide at være nede ved fjorden, når solen står op. Det er det smukkeste, han
ved.
Nogle gange står han op, mens det endnu er mørkt udenfor, og hans kone stadig sover.
Nede ved stranden sætter han sig på en sten og venter på, det bliver lyst.
Når solen begynder at varme, og tågen forsvinder, og manden får sved på panden, føler han sig
lykkelig og ved, at han ikke er noget særligt.

2. opslag:
Mandens kone er ikke lykkelig. Hun ved også, at hun ikke er noget særligt.
Og det er hun ked af.
Nogle gange bliver hun så ked af det, at hun græder.
Bare jeg dog var noget særligt, tænker konen. Hun vil helst være noget særligt godt, men det tror hun ikke selv, at hun nogensinde bliver.
Bare jeg dog så var noget særlig skidt, tænker hun.
Så finder hun sin hemmelige vinflaske frem og drikker.
Helt alene.
Og så bliver hun endnu mere trist.
Og så græder hun igen.
Og så tænder hun for sit fjernsyn for at blive i bedre humør.
Det bliver hun også en gang imellem. Men de fleste gange bliver hun endnu mere ked af det.
"Bare det var mig, der var i fjernsynet," siger konen højt til sig selv, fordi der ikke er andre at tale med, "så var jeg noget særligt!"
Og så drikker hun lidt mere vin.
Og falder i søvn i sin stol foran fjernsynet.
Og så drømmer hun om at være noget særligt.



3. opslag:
Manden sidder på en sten nede ved stranden.
Da solen står op over det blanke vand, og tågen letter, og han får sved på panden, ser han noget, han
aldrig har set før:
Ude i vandet ligger der en hval!
En hvid hval! Blank og mægtig. Den ligger helt stille.
Manden vader ud til den. Mens han står i det lave vand og kigger på hvalen, hører han en bedrøvet
stemme hviske:
"Hjælp mig dog, mand".
Det er hvalen, der taler!
Og mens solen stiger og varmer, skubber og trækker manden den store, hvide hval udad.
Med sine bare hænder graver han sand væk under den.
Og mens han arbejder i vand til midt på brystet, fortæller hvalen ham om livet ude i de store have.
Da solen igen er på vej nedad, kommer hvalen fri.
"Er der noget, du ønsker dig," spørger den manden.
"Tjah, jeg kunne vel godt bruge en ny fiskestang," siger han.
Hvalen slår et slag med sin store, hvide halefinne og forsvinder i fjordens vand.
"Farvel." Manden vinker efter den.
Da han igen kommer ind på stranden, er hans gamle fiskestang væk. Der, hvor den lå, er der i stedet en
fin, ny fiskestang.
I det samme føler manden en kold vind, der får ham til at gyse.
Bare lidt.
Små bølger kruser vandet.
Og mens solen forsvinder i fjorden, går manden igen hjem til sin kone.
I aften synes han, han er noget særligt.



4. opslag:
Da manden kommer hjem til sin kone, er det igen blevet mørkt.
Konen sidder og sover.
Da manden slukker fjernsynet, vågner hun.
Men hun er stadigvæk ked af det. Hun skælder ud på manden, fordi han ikke har fanget en eneste fisk hele
dagen. Men mest fordi hun er ked af det.
Manden fortæller sin kone om hvalen, der var strandet. Og som kunne tale.
Og fordi hans kone stadig er ked af det, bliver hun vred på ham.
Og fordi hun selv har drukket, siger hun, at han lyver, og at han slet ikke har været på fisketur, men har været på værtshus og drikke øller hele dagen.
Uden hende.
Først da han viser hende den fine, ny fiskestang, tror konen på ham.
Men så bliver hun endnu vredere, fordi han kun har ønsket sig en fiskestang.
Han skulle have ønsket sig noget, der var meget mere værd.
Penge.
Mange penge.
Det kan manden godt forstå.
Måske skulle han gå ned til stranden og kalde på hvalen?
Hvis den kom tilbage, kunne han bede den om en hel pung fuld af penge.
"Hvad så når vi har brugt dem?" spørger hans kone. "Nej, sig til den, at den skal gøre os rige for altid. Vi skal altid have flere penge, end vi har brug for."
"Hvorfor det?"
"Fordi så er vi verdens rigeste mennesker, og så er vi noget særligt," siger konen og smiler.
Og mens manden går ned til fjorden, tænker han på, at hans kone faktisk er køn, når hun smiler.

5. opslag:
Manden vil helst være glad.
Men når hans kone er ked af det, bliver han også i trist humør.
Og derfor vil han gerne gøre hende glad.
Og hvis hun bliver glad, bare hun bliver rig, vil han da gerne prøve at få fat på hvalen.
Det tænker han, mens han går ned til fjorden.
Og hvis hvalen kunne trylle en ny fiskestang frem, kan den vel også skaffe nogle penge.
Mange penge, havde hans kone sagt.
Nede ved fjorden er der mørke skyer på himlen. Det blæser koldt, og sorte bølger slår ind mod stranden.
Manden kalder på hvalen:
"VARME, VISE VÆSEN
FRA DET DYBE VAND.
HVIDE, VÅDE HVAL:
KOM OG HJÆLP MIG ARME MAND".
VARME, HVIDE, VÅDE HVAL
FRA DET DYBE VAND:
KOM OG HJÆLP MIG ARME MAND.
Et stykke ude kommer hvalen til syne i bølgerne, der skummer, når de slår ind over dens brede, hvide
ryg.
"Hvad vil du?" spørger den med sin bedrøvede stemme.
"Min kone og jeg vil gerne have en ting til, hvis det kan lade sig
gøre," råber manden mod vinden.
"Hun vil gerne være rig".
"Rig?" spørger hvalen, "hvad er det?"
"Det er, når man altid har penge, så man kan købe alt, hvad man har lyst til. Og min kone vil så gerne være verdens rigeste kone."
"Gå bare hjem", svarer hvalen, "I er allerede verdens rigeste."
"Tusind tak." Manden bukker. "Tusind millioner tak".
"Det var så lidt," svarer hvalen og dykker ned under bølgerne, der stadig bliver større og mørkere.
Fjordens vand lugter ikke godt.



6. opslag:
Da manden kommer hjem, hvor han og konen plejer at bo, ser der helt anderledes ud.
Nu ligger der et stort, smukt, hvidt hus med gyldent tag. Men på døren står der, at her bor manden og konen.
Han går gennem huset og ud i en stor have.
Midt på den grønne plæne er der et stort, rundt svømmebassin. Rundt om vandet vokser der smukke blomster og træer i det hvide sand.
Og under en palme sidder konen og drikker lyserød vin med bobler i.
"Det er jo fantastisk," siger manden.
"Nå, der er du," siger hun.
"Er det alt sammen vores?" spørger han.
Konen svarer ham ikke.
"Hvor er det dog dejligt at være rig," siger manden glad. "Tænk, nu kan vi leve lykkeligt resten af vores liv. Er du ikke glad?"
"Jeg keder mig," svarer konen.
"Hvordan det?" spørger han.
"Det var dumt, at jeg kun ønskede mig penge. Jeg skulle have ønsket noget mere.
"Hvad?" spørger manden forundret.
"Jeg længes efter, at der er nogen, der holder af mig".
"Jeg holder da af dig", siger han.
"Det er noget andet," vrisser konen. "Jeg vil have, der er noget, jeg er god til. Noget jeg er den bedste til. Så folk synes, jeg er dygtig og beundrer mig."
"Hvad vil du nu have?"
"Jeg vil have succes. Jeg vil være populær. Jeg vil være berømt. Kan du ikke forstå det?"
"Hvorfor er du altid utilfreds?"
"Jeg vil være verdens berømteste sangerinde," siger konen.
"Det kan man da ikke."
"Jeg kan!" siger hun. "Du skal bare gå ned til hvalen og sige det."
Det vil han ikke høre tale om.
Så græder konen.
Manden prøver at trøste hende, men hun siger til ham, at hun kun kan blive glad igen, når hun bliver en verdensberømt sangerinde.
Til sidst lover han at spørge hvalen, om det kan lade sig gøre.
Så græder konen ikke mere.

7. opslag:
Manden går igen ned til stranden.
Han må læne sig forover mod vinden.
Fjordens vand er blevet grumset, og bølgerne slår langt op på stranden.
Vinden river i de sorte skyer, der suser lavt hen over vandet.
Manden kan ikke forstå sin kone:
Hvordan kan hun tro, at hvalen kan gøre hende til en berømt sangerinde? Har hvaler forstand på musik?
Han kalder igen på hvalen:
"VARME, VISE VÆSEN
FRA DET DYBE VAND.
HVIDE, VÅDE HVAL:
KOM OG HJÆLP MIG ARME MAND.
VARME, HVIDE, VÅDE HVAL
FRA DET DYBE VAND:
KOM OG HJÆLP MIG ARME MAND.
Stormen river ordene ud af munden på ham, og bølgeslaget overdøver hans stemme, synes han.
Hvalen dukker op mellem bølgerne.
"Hvad er der?" spørger den.
"Min kone har et ønske til," råber manden. "Men det er så pjattet, at jeg næsten ikke kan være bekendt at sige det".
"Hvad vil hun nu?" spørger hvalen med sin bedrøvede stemme.
"Jo altså, hun vil være sangerinde," siger han stille. "Verdens berømteste sangerinde! Er det ikke fjollet?"
"Det er hun allerede," svarer hvalen.
"Tak," siger manden.
Han tænker sig om.
I lang tid.
Så siger han tvivlende:
"Kan du opfylde alle ønsker?"
"Ja," svarer hvalen, "undtagen ét!"
"Hvad er det for et?" spørger han.
"Er der mere, hun ønsker sig?" svarer hvalen.
"Nej, det er der ikke," skynder manden sig at sige.
Og hvalen forsvinder igen i bølgerne.
Manden ryster på hovedet og smiler for sig selv.
Så vender han sig om og går hjemad.
Vejret bliver stadig dårligere: Bladene bliver revet af træer og buske, papir og plastikposer flyver mellem husene. Et sted er nogle ledninger blevet revet ned, og gadelyset er gået ud.

8. opslag:
Manden synes, han kan høre en lyd, der blander sig med stormens tuden. Musik?
Han går hurtigere til. Nu synes han også, at han kan høre sang.
Han løber hjemad gennem mørket. Over tagene, kan han se lys et sted.
Lyden af musik og sang bliver hele tiden stærkere.
Da han drejer om det sidste hjørne, kan han slet ikke se det smukke, hvide hus for mennesker. Han har aldrig før set så mange mennesker på én gang. Og de er alle sammen så glade. De står tæt ved siden af hinanden og danser på stedet. De klapper og synger med på musikken:
Manden kan også godt lide musikken. Han prøver at synge med, men det er nu ikke så let. Han strækker sig for at se med.
Foran hans kones hus er der en stor scene. Og forrest mellem de store højtalere står en sangerinde. Hun synger smukt. Projektørernes farvede lys er rettet mod hende. Hun er også smuk at se på. Hun danser over scenen og sender fingerkys ud til publikum. Lyset fra projektørerne følger hende. Manden ser, at det er hans kone!
Så er hendes ønske gået i opfyldelse.
Publikum jubler.
Hvor er hun dog dygtig. Og smuk.
Manden kan mærke, at hans hjerte slår hurtigere. På scenen løfter hans kone armene og klapper i takt til musikken. Straks gør hele publikum det samme.
Og de fortsætter, da hans kone igen synger:
Rundt om manden danser og synger og klapper alle med på sangen. Han står helt stille og ser på sin
kone. Han føler sig dejlig varm indeni.

9. opslag:
Da musikken holder op, og publikum strømmer væk, maser manden sig frem mod sin kone.
Hun sidder omme bag scenen. Helt stille. Hun ser lige ud i luften. Hendes silkebluse er gennemblødt.
Manden løber hen til hende og giver hende et stort knus og et kys på munden.
Hun drejer hovedet væk fra ham.
"Hvor er du dog dygtig," siger han begejstret. "Og smuk. Jeg elsker dig. Alle elsker dig!"
"Hvorfor er de så bare gået deres vej?" Konen lyder vred. Og ked af det.
"Jamen, der kommer jo mange flere koncerter. Senere." Manden tager sin jakke af og lægger den over sin kones skuldre.
"Det kan godt være. Det er da herligt, at få dem til at klappe og pifte og synge og skrige. Når jeg vil. Jeg elsker at have magt over dem."
Manden ved ikke, hvad han skal svare.
Konen rejser sig med et sæt.
Mandens jakke falder på jorden.
"Jeg vil have magt!"
"Magt?" spørger manden forvirret. "Hvordan det?"
"Magt, forstår du ikke det? Magt til at bestemme. Over alle! Over alle mennesker i hele verden!"
"Nu må du altså holde op." Manden råber. "Magt? Hvad skal du med magt?"
"Du synes måske, at alt er, som det skal være?" råber konen tilbage.
"Ja, det synes jeg faktisk." Manden er meget sikker. "Vi har penge, et smukt hus, en have med blomster og
svømmebassin. Du har succes, og jeg har en ny fiskestang. Vi har da alt, man kan ønske sig."
"Hvor er du dog dum," vrænger hun ad ham. "Du tænker kun på dig selv!"
"Hvordan det?" Nu er manden ikke så sikker mere.
"Hvad med alle de mennesker i verden, der lider nød? Hvad med dem, der er fattige, dem, der sulter og dem, der er syge? Men dem er du måske ligeglad med, når bare du selv har det godt?"
Det er manden ikke. Han synes også, det er synd for dem.
Konen fortsætter:
"Dem kan jeg gøre rige, mætte, raske og lykkelige, hvis bare du gad gå ned til hvalen og sige til den, at den skal gøre mig til Verdenspræsident!"
"Verdenspræsident?" Mandens stemme knækker over: "Det er umuligt! Præsident, det er noget man bliver valgt til. Af folket. Ikke af en hval. Du er vanvittig!" Han ser vredt på sin kone.
Hun står helt stille og stirrer på ham.
I lang tid.
Så siger hun stille:
"Farvel."
Hun vender sig om og begynder at gå. Væk fra ham.
"Stop," råber han.
Men konen fortsætter.
Han løber efter hende. Hun vender sig om. Stirrer ham lige ind i øjnene.
"Hvad gør du?" spørger han hende.
"Jeg går fra dig," siger hun, "tror du måske, jeg vil være her hos dig, som bare tænker på dig selv og er ligeglad med alle andre mennesker?"
I lang tid står de og ser hinanden i øjnene.
Så siger manden stille:
"Jeg skal nok."
Han vender sig og går ned mod fjorden. Han ser træt ud.

10. opslag:
Der er ingen mennesker på gaderne. Aldrig før har manden oplevet sådan et uvejr: Stormen river alt i
stykker. På de øde gader flyder det med knuste ruder, tagsten og væltede lygtepæle.
Kan hvalen virkelig opfylde hans kones ønske?
Og vil han gerne vil have, at den gør det?
Bølgerne er højere end ham selv og slår helt op over landevejen. Snavset skum flyver i store klatter ind over markerne.
Manden råber på hvalen af alle sine kræfter. Alligevel kan han ikke engang høre sin egen stemme:
"VARME, VISE VÆSEN
FRA DET DYBE VAND.
HVIDE, VÅDE HVAL:
KOM OG HJÆLP MIG ARME MAND.
VARME, HVIDE, VÅDE HVAL
FRA DET DYBE VAND:
KOM OG HJÆLP MIG ARME MAND".
Ude fra bølgerne hører manden hvalens stemme. Han kan ikke få øje på den:
"Hvad er der nu?" spørger den.
"Min kone har et ønske endnu. Det er det sidste."
"Hvad ønsker hun sig nu?" hører manden svagt gennem uvejret.
"Hun vil have magt," råber han tilbage.
"Magt? Hvordan det?" spørger hvalen.
"Hun vil være præsident."
"Ikke andet?"
"Hun siger, at hun vil være Verdenspræsident!" brøler manden mod vinden.
"Gå blot hjem, det er hun allerede," lyder hvalens stemme sørgmodigt.
Manden siger ikke noget.
"Er du ikke glad?" spørger stemmen gennem larmen.
"Det ved jeg ikke," svarer han stille.
"Farvel da," lyder det. "Og på gensyn!"
"På gensyn?" siger manden til sig selv.



11. opslag:
Træerne vælter ud over vejene.
Og på vejen hjem bliver manden gang på gang væltet omkuld. Han må kravle på alle fire.
Det begynder at tordne. Lynene oplyser den sorte himmel. Regnen føles underlig. Varm og tyk. Den lugter også mærkeligt. I et lyn ser manden på sine våde hænder. De er røde! Han stikker en finger i munden. Regnen smager af blod!
Og i det næste lyn ser manden, at græsset krøller sig sammen, visnet og gult.
Han rejser sig for at løbe hjem, men bliver igen kastet omkuld. Langsomt må han kravle videre. Uden om væltede træer og lygtepæle.
Han ser døde dyr langs vejen: Fugle, hunde, katte og køer.
Manden kaster op.
Han ser ingen mennesker på sin vej. Men nogle gange synes han, han kan høre skrig. Skrig fra mennesker.
Skrig fra voksne og børn, der er bange.
Eller er det bare stormens hyl?
Den røde regn falder stadig kraftigere. Byens gader er oversvømmede og alt skinner blodrødt i lyset fra lynene.
Der hvor det hvide hus og den farvestrålende scene lå, ser manden nu en stor, grå bygning. Helt af beton.
Højt oppe skinner et svagt lys i et lille vindue. Han finder en dør. Den er tyk og lavet af stål. Han skubber til den. Den glider tungt op.
Manden kravler indenfor, og skubber døren i bag sig. Langsomt kommer han op at stå. Her er helt stille. Og mørkt.
Han stryger en tændstik. I dens gule lys ser han en ståltrappe, der fører opad. Tændstikken brænder ud. Han slipper den. Den falder ned på stengulvet og går ud.
Langsomt går manden op ad trappen.

12. opslag:
For enden af trappen, er der endnu en dør. Den er ikke helt lukket til. Manden skubber den langsomt op.
Inde i rummet sidder konen bag et stort, blankt skrivebord. Hun sidder bøjet og skriver. På bordet står en lysestage, der oplyser rummet.
Manden træder stille indenfor.
"Nå der er du endelig," siger konen uden at se op.
"Det er orkan, og det lyner og tordner." Mandens stemme er hæs. "Det regner med blod, og græsset visner, og dyrene dør. Der er oversvømmelse". Han er bange og rasende: "Og du sidder bare her."
Konen svarer uden at se op:
"Jeg har travlt, kan du nok se. Mens du bare står og ævler om vejret, er jeg i gang med at frelse verden."
"Frelse verden! Den går under!"
"Nu overdriver min lille mand vist." Konen rejser sig. "Mine videnskabsmænd er ved at opfinde ny medicin, der virker mod alle sygdomme, nye planter og dyrearter, der giver mere mad og nye energikilder, der ikke forurener."
"Er du klar over, hvad ...," begynder manden, men konen afbryder ham:
"Der har været nogle mindre problemer på et par af fabrikkerne, men jeg har givet ordre til at få det bragt i orden igen."
"Vi skal dø," siger manden rasende. "Alle skal dø. Mennesker og dyr og planter. Vi skal dø! Dø! Og hvorfor? Det skal jeg sige dig:
Fordi der engang var en fuld kone, der ville være rig. Og fordi der engang var en rig frue, der ville være populær. Og fordi der engang var en sangerinde, der ville have magt. Og fordi her sidder en Verdenspræsident, der bare blæser på naturlovene! Derfor skal alt dø!"
"Er du klar over, at det er din Verdenspræsident, du taler til?" råber konen. "Jeg vil ikke dø! Jeg vil regere verden og bestemme over alt levende. Og jeg vil leve evigt!"
I det sammen begynder præsidentpaladset at gynge som et skib på havet. Manden og konen vælter om på
gulvet. Lysestagen på skrivebordet falder på gulvet, og lysene går ud.
De ligger på gulvet i mørke. Manden siger:
"Det var vist et jordskælv."
"Nu skal du ikke snakke udenom," lyder det fra konen. "Du hørte, hvad jeg sagde."
"Ingen kan leve evigt!" siger manden bestemt.
"Jeg kan! Vi skal ned til hvalen!"
Manden og konen ligger i mørke på gulvet.
"Jeg går ikke derned igen," siger manden stille. "Det er slut!" Han lyder, som om han er ved at græde.
"Der er én ting, du glemmer."
"Hvad er det?"
"Den her!"
Manden finder igen sine tændstikker.
Han ser, at konen sidder med en lille sort kasse i skødet. Oven på kassen er der en rød knap.
"Med ét eneste lille tryk her kan jeg på én gang affyre alle bomber i hele verden," siger hun og ser ham
lige ind i øjnene: "Se at komme af sted. Ellers ..."
"Du tør ikke," svarer manden.
"Hvis jeg ikke kan herske over livet, vil jeg i et hvert fald bestemme over døden."
"Vi skal alligevel dø," svarer manden.
"Tør du tage ansvaret?" spørger konen.
Han svarer ikke.
Konen løfter hånden:
"Nu tæller jeg ned," siger hun truende: "Tre ... To ..."
"Stop!" skriger manden.
"Jeg skal nok!

13. opslag:
Udenfor er uvejret holdt op, og alt er stille. Byen ligger øde. Og ødelagt. En kold sol kaster sine første stråler over de væltede træer og resterne af sammenstyrtede huse.
De går ned mod stranden. Manden forrest, konen nogle skridt efter.
I hånden holder hun den sorte kasse med den røde knap.
Han går langsomt med tunge skridt, men hun skynder på ham.
Vejen ned til fjorden er næsten ikke til at kende: Træer er revet op med rødder, biler ligger væltet, og der er store huller i vejen. Strandens sand er dækket af sort, stinkende mudder, døde måger og fisk. Knuste skibe ligger skyllet op på stranden. Solens blege skive kommer til syne. Fjordens vand stinker og bobler.
Manden vender sig om mod konen. Han græder.
"Kald på den!" siger hun.
Han tøver.
"Nu!" siger hun.
Han falder på knæ i mudderet:
"VARME, VISE VÆSEN
FRA DET DYBE VAND.
HVIDE VÅDE HVAL:
KOM OG HJÆLP MIG ARME MAND.
VARME, HVIDE, VÅDE HVAL
FRA DET DYBE VAND:
KOM OG HJÆLP MIG ARME MAND".
Det grumsede vand begynder at boble, som om det kogte. Hvalen dukker op. Skidtet driver ned af dens ryg.
"Jeg troede ikke, der var flere ønsker?"
Inden manden når at svare, siger konen:
"Du skal give mig magt over hele jorden. Magt over liv og død."
Hvalen svarer ikke.
Hun fortsætter:
"Jeg vil leve evigt!"
"Det er dét ønske, jeg ikke kan opfylde."
"Der kan du se," siger manden til hende.
Hun overhører ham:
"Du vil altså ikke?"
"Nej. Og jeg kan heller ikke."
"Hvis du ikke vil lade mig herske over liv og død, så kan jeg bestemme over døden med den her!"
Konen peger på den sorte kasse, hun holder i hånden.
"Det kan I mennesker jo."
"Jeg begynder nedtællingen nu!"
"Den startede for længe siden."
"Tre ..."
"Gør dog noget!" råber manden ud til hvalen.
"To ..."
"Det er for sent", råber hvalen.
"En ..."
"Nej," råber manden.
Og konen løfter fingeren for at trykke på den lille røde knap.

14. opslag:
Bang!
Manden smækker hoveddøren efter sig.
Hans kone vågner med et sæt.
Manden kommer ind i stuen. Han smiler. I hånden holder han en stor, blank fisk.
"Se," siger han. "Jeg fangede den lige, inden solen gik ned. Er den ikke smuk?"
Hun rejser sig og løber hen til ham. Inden han kan nå at lægge fisken fra sig, omfavner hun ham.
"Jamen dog," siger manden overrasket.
Konen putter sig ind til ham. Han lader fisken falde på gulvet og holder om hende. Sådan står de længe.
"Hvornår skal du ned til fjorden igen?" hvisker hun.
"Tja? Måske i morgen."
"Må jeg følges med dig?"
Forundret holder han hende ud fra sig. Ser på hende:
"Mener du det?"
Hun nikker.
"Selvfølgelig må du det, men ..."
Mere når han ikke at sige, hans kone kysser ham på munden.

15. opslag:
Manden og konen laver mad sammen. Hun koger fisken, mens han skræller kartofler. Da de har spist, går de i seng. Men hun kan ikke falde i søvn. Hun vender sig fra side til side. Hun tænker.
"Jeg drømte en forfærdelig drøm i dag," hvisker hun: "Det var så uhyggeligt. Jeg er bange."
"Kom, og lig i arm," siger hendes mand, "så kan vi måske drømme en god drøm sammen".
Og sådan falder de i søvn.
Arm i arm.
Manden og konen.
Og sammen drømmer de om en god fremtid.



Denne side er senest opdateret 23. 6. 2016
 
 
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu