Vis mig dit kranie ... - MED EGNE ORD

Gå til indhold

Hoved menu:

Vis mig dit kranie ...

Det smukke kranie
 
I forberedelserne til min roman "Det smukke kranie fra Købmagergade" fik jeg læst rigtig mange gulnede sider med "krøllede bogstaver" om og af den ene af hovedpersonerne, nemlig Carl Otto.
Den viden, jeg skaffede mig på den måde, brugte jeg selvfølgelig i romanen, men der manglede jeg at sætte hans gerning ind i 1800-tallets vekslende syn på, hvad der er god videnskab. Det perspektiv har jeg i stedet belyst i nedenstående kronik, som blev offentliggjort i dagbladet Politiken den 17. april 2017.


KRONIK
 
Vis mig dit kranie,
og jeg skal sige dig, hvem du er!
 
I begyndelsen af 1800-tallet lå Københavns førende boghandel og forlag i Østergade. Det var drevet af J. C. Fr. Brummer. I 1802 udsendte forlaget Adam Oehlenschlägers ”Digte”, der betegnede romantikkens gennembrud i Norden. Med en ny bølges overvældende kraft ændrede den ikke blot tidens digterkunst, men romantikkens tankegang afløste den rationalisme, der havde præget oplysningstidens tænkning og videnskab. Fra nu af gjaldt det om at finde sammenhængen mellem Ånden og Naturen. Dette intuitive tankesæt kom til at gennemsyre kunsten og den videnskabelige tænkning i årtier frem.
23 år senere - i 1825 - udsendte den unge, medicinske doktor Carl Otto (1795 – 1879) et digert værk – også på Brummers forlag. Det var virkelig en banebrydende bog på mere end 400 sider. Dens betydning skulle dog vise sig at være stærkt tidsbegrænset. Carl Otto kaldte bog for ”Phrænologien eller Galls og Spurzheims Hjerne- og Organlære i fuldstændig oversigt og i sine senere Fremskridt med Bidrag til dens nøiere Kundskab og Stadsfæstelse”.
 
Før jeg begyndte mit arbejde med den historiske roman ”Det smukke kranie fra Købmagergade”, havde jeg aldrig hørt eller læst om Carl Otto og ”Phrænologien”.
På sin vis er det underligt, så glemt denne mand er i vore dage. Ikke blot omgikkes han tidens kendte elite: H. C. Andersen, Thorvaldsen, Rahbek, Baggesen, Weyse, Grundtvig samt kong Frederik VII. Desuden gjorde han en enestående medicinsk karriere som professor ved Københavns Universitet og medlem af Det kongelige Sundhedskollegium. Og så var han en overordentlig flittig og engageret forfatter og redaktør af flere tidsskrifter. I en længere årrække var han ”Ordførende Mester” i Frimurerlogen. Desuden var han lægelig leder af sygeafdelingen i datidens statsfængsel: Tugt-, Rasp – og Forbedringshuset på Christianshavn.
Men han udmærkede sig mest som frenolog. Den frenologiske lære havde han mødt under sin treårige ”Grand Tour” til Berlin, Wien og Paris, hvor han stiftede bekendtskab med frenologiens - eller kraniologiens – fædre: Gall (1758 – 1828) og hans assistent og efterfølger Spurzheim (1776 – 1832), som i Paris underviste den unge dansker i deres teorier. Ikke mindst Spurzheims systematiske tilgang til frenologiens detaljerede lære gjorde et stort indtryk på Carl Otto.
Hjemme i København igen begyndte Otto sin udbredelse af frenologiens lære dels ved universitetsforelæsninger, dels ved udgivelse af sine tidsskrifter ”Ny Hygæa” og ”Tidsskrift for Frenologien” samt i sit store bogværk, som tidligere omtalt.
I ”Prænologien” (som jeg herefter kalder hans bog) gør Otto i sit omstændelige sprog rede for frenologiens teoretiske baggrund: Ethvert menneskes evner og karakteregenskaber afspejler sig i dets kranies ydre dimensioner og kan ved systematisk undersøgelse og opmåling fortælle, hvad netop dette individs personlighed dybest set gemmer. Årsagen til denne sammenhæng skal allerede søges i det ufødte individs hjerne- og kranieudvikling. Mens hjernen i foster- og spædbarnstilstanden vokser, er hovedskallen og dens materiale endnu ikke udviklet færdigt, men tager løbende form efter hjernens dimensioner.
I begyndelsen af 1800-tallet var det en relativ ny viden, at det udelukkende var hjernen, der var sjælens eller sindets sæde. Tidligere havde man diskuteret, om ikke i et hvert fald nogle af menneskets impulser havde deres sæde i hjertet, i bugens organer eller sågar i underlivet. Det var nu kasseret viden, men hvordan kunne hjernen så indeholde alle de komponenter, der udgjorde menneskets sjæl med forstand, karakter, moralopfattelser, følelser, instinkter og impulser? Gall og Spurzheim – og med dem også Carl Otto – mente, at hjernen var en kompleks samling af mange forskellige organer, som hver især dirigerede det enkelte menneskes evner og karakteregenskaber. Hvert organs styrke gav sig udtryk i dets størrelse og dermed i de ujævnheder, der findes uden på hovedskallen. Et kraftigt organ udviklede en bule på kraniets yderside, mens et svagt udviklet organ tilsvarende efterlod en hulning udvendigt på hovedet!
Men ikke nok med det; den frenologiske teori havde udviklet et veritabelt ”landkort” over hjernekistens overflade med nøje angivelser af de enkelte egenskabers beliggenhed. Gall, Spurzheim og Otto er ikke hundrede procent overensstemmende om kortets præcise udformning, men i alle væsentlige træk er de enige. I ”Phrænologien” gengives et menneskehoved med indtegning af de forskellige organers placering. Det vil i denne sammenhæng føre for vidt at gennemgå dem alle, men det er tankevækkende at nævne nogle få af de 35 organer, Otto redegør for, og ikke mindst deres rangordning i drifter, følelser og intellektuelle evner. Blandt drifterne findes (selvfølgelig) kønsdriften, men også børnekærligheden, selvforsvarsdriften, ødelæggelsesdriften, havelysten og lysten til list! I følelsernes område findes blandt andet selvkærlighed, behagelyst, ærbødighedsfølelse, retsfølelse, godmodighed og håb. Til forstandsevnerne hører formsans, tyngdesans, farvesans, stedsans, talsans, tidssans, tonesans og sammenligningsevnen.


De forskellige "hjerneorganers" beliggenhed ifølge Carl Ottos værk "Prænologien"

Otto forklarer, at man bør have erfaring, inden man kaster sig ud i opmåling af et kranie. Forsigtigt føres fingerspidserne fra område til område af kraniet, og den trænede iagttager vil mærke, hvilke organer – og dermed egenskaber – der er veludviklede eller det modsatte – hos den undersøgte person.
I sine erindringer – som blev udgivet posthumt – fortæller Otto, at når hans kone skulle ansætte en ny tjenestepige, lod han pigen gennemgå en sådan undersøgelse, og familien havde aldrig oplevet et tyende, der stjal eller slog porcelænet itu! Og dog indrømmede Otto, at det nogle gange kunne være vanskeligt, at konkludere ud fra en frenologisk undersøgelse af en ”almindelig” person. Frenologiens styrke viste sig, når man undersøgte tre marginale grupper mennesker: Genier, ”afsindige” og kriminelle. Særlig den sidstnævnte gruppe fik Otto lejlighed til at undersøge som læge ved Tugt-, Rasp og Forbedringshusets sygeafdeling, hvor han arbejdede i mere end 20 år.
Hele anden del af ”Phrænologien” helliger han sin undersøgelse af syv dødsdømte og halshuggede fanger, der havde deltaget i fangeoprøret i straffeanstalten i sommeren 1817. Det var ganske vist flere år, inden Otto blev ansat, men han havde altså adgang til at opmåle de præparerede hovedskaller, som i ”Phrænologien” gengives på et kobberstik.
I straffeanstalten var behandlingen af fangerne brutal og umenneskelig, og efter flere mindre tilløb brød et stort og planlagt oprør ud i fængslet i juni 1817. Det blev ingen succes. Ganske få fanger undveg, men de blev hurtigt fanget og bragt tilbage. Selve den lille soldaterkonge Frederik VI dirigerede slagets gang fra Christianshavns Torv, hvor hærafdelinger fyrede geværer og kanoner af mod det brændende fængsel. Efter få timer var oprøret nedkæmpet. Kun to personer omkom: en såret fange kunne ikke undvige flammerne, og en brandmand blev ved et uheld skudt ned af soldaterne. Straks nedsatte den enevældige konge en standret, der skulle finde og dømme de fanger, der havde anstiftet opstanden, efter den militære straffelov. Retten måtte ikke hæves, før de skyldige var dømt. Man truede alle de indsatte med, at hvis de ikke angav de skyldige, ville hver tiende fange blive henrettet. Efter 40 timers uafbrudt forhør blev der afsagt syv dødsdomme. Kongen underskrev dommene, og alle fangerne overværede henrettelserne næste morgen på det område, hvor Christiania nu ligger. I månederne derpå fortsatte yderligere forhør, som resulterede i yderligere syv henrettelser. Og det var hovederne af disse ulykkelige mennesker, som Otto år senere underlagde frenologisk analyse. Og som forventet konkluderede Otto, at de allesammen opfyldte de frenologiske kriterier, der indikerede kriminelle tilbøjeligheder.
Elleve år efter ”Phrænologien” udkom, bragte Ottos frenologiske passion ham tæt på ”fedtefadet”.
I 1836 blev den velhavende litterat og forlægger Jens Peter Tønder myrdet i København. Ved tilfældigheder lykkedes det at fange forbryderen Petri Claudius Ferdinand Emil Worm, som kom fra en ”pæn” familie, det var gået slemt tilbage for. Han havde hørt om Tønder, opsøgte og strangulerede ham og stak af med ikke mindre end 10.000 rigsdaler i obligationer samt nogle sølv- og guldmønter. Men han blev fanget, og ved retten blev han dødsdømt. Da Worm var en nydelig og ”pæn”, ung, veluddannet mand med hang til romantik og digteskrivning, vakte hans retssag en del opsigt i København. I dag ville man tale om, at der nærmest opstod en art kult omkring ham; en del af byens damer sendte ham breve og blomster i fængslet.
Carl Otto var også interesseret i Worm: Hvordan ville – på den ene side - hans ”pæne” fortid og hans kunstneriske sind og – på den anden side - hans forbryderiske handling kunne aflæses i hans kranieorganisation? Da tiden for Worms halshugning nærmede sig, lavede Otto – ifølge hans egne erindringer – en underhåndsaftale med skarpretter Ravnholdt, der skulle foretage halshugningen. Kunne Ravnholdt ikke skaffe dette kranie af vejen, inden det røg i kisten med resten af forbryderen og give det videre til Otto? Det lovede Ravnholdt, men Worm må have haft en fornemmelse af dette komplot, for han fik sine betjente til at love, at de ville sørge for, at hans hoved kom med i kisten, der skulle stedes til hvile på fængslets begravelsesplads lige uden for volden på Amager. Og sådan blev det!
Og anonyme mennesker lagde blomster på Worms grav om natten. Men Otto gav ikke op så let. Han fik sin assistent bataljonskirurg Kruse og en sygeopvarter til at grave Worms hoved op ved nattetid og bringe det til Otto. De fik fat i hovedet, men blev forstyrret, så de ikke nåede at dække graven til, inden de måtte flygte. Og dagen efter løb rygterne igennem København: Hvad var der mon sket?
Carl Otto begyndte at frygte en politiundersøgelse, for næsten alle i den lille by vidste om hans forkærlighed for kranier. Til alt held var Ottos barndomsven Kjerulf blevet byens politidirektør, og han sørgede for at henlægge undersøgelsen. Jeg har desværre ikke kunnet finde Carl Ottos undersøgelsesresultater af stakkels Worms hovedskal.
 


Carl Otto blev født i 1795 på den danske, vestindiske koloni Sankt Thomas. Hans far var bataljonskirurg og forretningsmand og blev overordentligt velhavende. Tilbage i København levede Carl er privilegeret liv med tjenestefolk, privatskole og senere Borgerdydsskolen, hvor han tog en fin studentereksamen. Videre til universitetet med praktisk lægegerning på Frederiks Hospital i Bredgade. Lægeeksamen og doktorgrad og så den store (ud)dannelsestur rundt i Europa. Hjemme igen blev han ikke glad for sit arbejde som praktiserende læge på Christianshavn, men endelig fik han opfyldt sine ikke ringe ambitioner om en fast stilling på universitetet sammen med arbejdet på straffeanstalten.
I 1845 blev Carl overfaldet af en fange og fratrådte derefter sin stilling.
I 1862 måtte Carl nødtvungent i en alder af 67 fratræde sin stilling på universitetet og i Den overordentlige Sundhedskommission.
I sine sidste år boede han i Købmagergade tæt ved Rundetårn. Her blev han enkemand, og her skrev han sine memoirer. Og i disse år brugte han megen flid og entusiasme på sit medlemskab af Frimurerlogen, hvor han i en årrække var såkaldt ”Ordførende Mester” – en slags formand.
I april 1879 døde han og blev begravet på Assistens Kirkegård, hvor hans og hans kones gravsted er bevaret endnu.
 
Det romantiske verdensbillede, som Oehlensschlägers digte havde indvarslet, blegnede i løbet af 1800-tallet, og dets videnskabssyn, som var baseret på mere intuitive spekulationer, afløstes af det positivistiske syn på videnskaben. Her gjaldt kun den viden, der var solidt baseret på empiriske undersøgelser.
Det er ganske tydeligt, at Carl Otto blev fanget i gabet mellem disse to forståelser. I hans videnskabelige arbejde og i hans livslange felttog i frenologiens tjeneste holdt han stædigt fast i de grundlæggende teorier, som han havde sat sig ind i som ingen andre danskere. Og selv om han udførte utallige målinger af kranier, drog han aldrig den grundlæggende teori i tvivl. Skønt han utvivlsomt var et overordentligt velbegavet menneske, bærer hans frenologiske virke et tydeligt præg af hans personlige tilgang, som nok så meget var baseret på fornemmelse og intuition. I hans erindringer skriver han selv: ”Jeg blev født et Gemyts- og ikke et Forstandsmenneske”!
På den måde kom han til at stå temmelig alene mellem to videnskabsparadigmer. Han modtog megen kritik – også på universitetet, hvilket den nærtagende mand havde svært ved at acceptere.


Carl Ottos og Anna Ottos gravsten på Assistens kirkegård i København

I min roman ”Det smukke kranie fra Købmagergade” lader jeg Carl Otto i en høj alder afsværge sin tro på frenologiens sandhedsværdi. Der er i den virkelige verden overhovedet ingen indicier, der peger på, at han nogensinde modtog tvivlens nådegave, men snarere at han gik i sin grav som landets ubestridte bannerfører for den frenologiske vranglære. Hans livsværk om ”Phrænologien” gik i glemmebogen og godt det samme!
Når man igennem lang tid beskæftiger sig intensivt med en afdød person, kan man – trods denne persons udprægede svage sider – godt komme til at holde af vedkommende. Sådan nåede jeg at få det med Carl. Jeg ved jo godt, at det ikke hjælper ham, at jeg – i fiktionens verden – lader ham blive klogere, men egentligt er det en skam, at en så entusiastisk, velbegavet og flittig mand brugte sine evner og kræfter så forkert. Han var uheldig at være født og oplært i en verden og en uddøende videnskabstradition, som han ikke kunne slippe.


Forsiden af "Det smukke kranie fra Købmagergade"
Denne side er senest redigeret 17 . 4. 2017
 
 
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu