Læseprøve - MED EGNE ORD

Gå til indhold

Hoved menu:

Læseprøve

Det smukke kranie
 
Her er en gratis prøve fra min historiske roman "Det smukke kranie fra Købmagergade"


"INTRODUKTION

Jeg er så heldig at bo midt i det gamle København. Egentlig er jeg født i en af de udstrakte forstæder med parcelhuse, vejfester og indkøbscentre. Hvordan, det lykkedes mig at avancere ind til min hovedstads middelalderby for her at nyde mit otium, er en lang historie, som jeg skal gøre ganske kort.
Det drejer sig om, at en gren af familien i darwinistisk forstand var mindre egnet og brat afsluttedes ved et uventet dødsfald af en formuende grandonkel, der ejede huset her på Købmagergade, tre langspyt fra Rundetårn og ti fra Kultorvet. Min ven Staten tog sin del af arven, men den har jo sådan set gjort sig lige så fortjent til den, som jeg har. Og da min livsledsager og jeg havde solgt den ligusteromkransede parcel, var der endda råd til at give den gamle ejendom en grundig overhaling.
Stueetagen er indrettet til tempel for usikre, men mærkeafhængige mennesker, som her betaler femdobbelt for at købe deres tøj i et støjinferno. De næste etagers lejligheder er udlejet til andre mennesker, der elsker det gamle København. Og selv om det er hårdt for bentøjet at klatre op til fjerde sal, har vi to gamle her indrettet en lille hybel med ganske lidt at gøre rent. Og så fik vi indrettet etagen over os til en tagterrasse. Her har vi selv designet en oase, der ikke blot kan bruges i de få lune, danske sommerdage og -nætter, men som man også har stor glæde af forår og efterår. Det drejer sig mest om at etablere læ med kroge til både sol og skygge.
Men det er naturligvis ikke alt det, jeg ville fortælle om.
Den lille, mørke og halvfugtige gårdsplads skulle – for resten af arven - ryddes for cykelskure, revnet asfaltbelægning og grimme skraldebøtter. Resten af huset var sat i stand, og vi havde fået et dyrekøbt, men tillidsfuldt forhold til vores murermester, Glade Peter. Den gård skulle han nok få orden på! Der blev nedbrudt og kørt væk til den store guldmedalje, og tegningen til en okkerfarvet gårdhave - næsten som at være i Toscana - tegnede sig tydeligt for os og husets øvrige beboere.
”Bag den plade dér skulle der nok være plads til en grill eller en lille pizzaovn”, mente Peter.
Næste morgen – ja, Peter ville nok nærmere kalde det hen ad formiddagen - bankede det voldsomt på vores entrédør. Det lød som om en eller anden prøvede at slå den ind med en spegeskinke. Sådan er Peters næver! Han var helt bleg, da han rakte mig en snavset pose så stor som et økologisk hvidkålshoved. Snoren, som var af læder havde øjensynligt holdt den lukket i den ene ende, og dinglede nu løst filtret ind i kager af sort spindelvæv.
”Her,” sagde Peter, ”jeg har aldrig været ude for noget lignende!” Hans stemme dirrede. Jeg fik ham roligt gelejdet ind i stuen og skænkede en stor perikonsnaps til os hver. Jeg betydede ham, at han ikke skulle sige noget.
”Skål!”
Det blev til endnu en dram, inden Peter begyndte at få sin naturlige, landlige ansigtskulør igen. Jeg gjorde tegn til at ville åbne posen, men han bremsede mig.
”Nej, vil du godt vente med dét, til jeg er gået?” sagde han. ”Så skal jeg fortælle dig hvordan.”
Og så fortalte han småstammende, at han havde fundet posen i et lille hulrum, som fandtes bag den rustne metalplade i gården. Han havde været nysgerrig efter at se, hvad han havde fået fat på, og da han åbnede posens lædersnor trillede et lille, hvidt menneskekranie ud på gårdspladsens byggerod.
”Nu har du fået det, det er jo fra dit hus, og så vil jeg altså ikke have mere med det at gøre. Du kan sætte det til pynt i reolen eller gå til politiet med det, men jeg vil altså ikke rodes mere ind i noget som helst!”
Og så slog hoveddøren i efter Peter.
Og der stod jeg. Med et menneskekranie i hænderne!
Det var der ingen tvivl om. Ikke noget med plastik og Halloween-sjov, det var bestemt ægte. Men ikke ret stort. Absolut for stort til at have tilhørt en abe, men måske et barn? Og så manglede underkæben. Den var heller ikke i posen. Posen var i øvrigt lavet af noget, der lignede kraftig sejldug, der var blevet imprægneret med en slags voks. Ja, det er jo faktisk derfor, at voksdug hedder voksdug!
Kraniet manglede de fleste tænder, og de resterende var slemt misfarvede. Jeg ved ikke hvorfor, men selv om jeg aldrig før har haft et kranie i hænderne, var jeg alligevel sikker på, at det ikke var nyt. Det lignede vel mest et biologisk præparat, som havde fået al hud, hår og kød kogt af. Som noget på et museum. Og bleget bagefter, måske i brintoverilte? Jeg vendte og drejede det, da min livsledsagerske stakåndet kom brusende ind af døren og stoppede med et sæt, da hun så mig.
”Sig mig engang, hvad er det? Hvad er det, du foretager dig?” brast det ud af hende.
”Jeg har fået det af Peter”, fik jeg fremstammet, ”Det er vist et kranie.”
”Ja, det skal jeg da lige love for,” replicerede den kønne, som engang har læst anatomi. ”Så var det derfor Peter så sådan ud! Har du ringet til politiet?”
”Næh, altså, det er jo blevet fundet her hos os, så …”
”Ikke tale om!” sagde hun og rev bestemt kraniet og voksdugsposen ud af mine hænder. Hun kan være ret bestemt. Idet min bestemte hustru rev det hele til sig, faldt der en tyk papirrulle ud af posen. Den var rullet ganske fast sammen og blev holdt sammen af et stykke tyndt sejlgarn. Rullen var af størrelse som vores kagerulle – godt og vel. Den trillede et par omgange på det skæve gulv. Jeg samlede den op og løsnede snoren forsigtigt.
”En kraniepost!”
”Det er altså ikke morsomt, der her,” blev jeg straks irettesat.
Derefter fulgte en lang ægteskabelig forhandling om, hvad vi skulle stille op med fundet, som nu bestod af både hovedskallen og papirrullen. Ved snilde og list fik jeg til sidst gennemtrumfet, at vi skulle se, hvad papirrullen indeholdt, før vi blandede myndighederne ind i det.
Papirrullen blev andægtigt lagt på spisebordet. Arkene var tynde, gulnede stykker linnedpapir, som virkede skøre. De var beskrevet med sort blæk og nummererede. Skriften virkede på den ene side, som om den var skrevet med en øvet hånd, men samtidig var den ofte rystende, som skrevet af et ældre menneske. Og skriften var gotisk håndskrift.
De fleste mennesker kender den gotiske trykskrift, der hedder fraktur, man ofte kalder ”krøllede bogstaver”. Gotisk håndskrift er noget ganske andet og er vanskelig at læse for uøvede. Nu er jeg så heldig, at jeg i forbindelse med et slægtsforskningskursus, jeg har gået på, har lært at dechifrere denne skrift, så nu var det mig, der var ovenpå.
”Når jeg har læst det igennem, skal jeg nok fortælle dig, hvad det går ud på,” lovede jeg højsindet min livsledsagerske, der indså sit midlertidige nederlag, trak på skuldrene og gik i køkkenet for at smøre sin frokost.
Og igennem de seneste måneder har jeg kæmpet mig igennem hele den beretning, der stod optegnet på rullen fra kraniet. Når jeg skriver, at jeg har kæmpet, skyldes det ikke den rystende hånd, der førte den spruttende pen, ej heller den gotiske håndskrift. Men beretningen er skrevet af et menneske, der i dén grad vikler sig ind i meget, meget lange, indskudte og indviklede sætninger og gerne formulerer sig temmelig floromvundet, ikke mindst når han selv har noget i klemme, så at sige. Jeg har derfor valgt ikke at gengive manuskriptet i sin oprindelige ordlyd, men har givet sproget en mild modernisering, så nutidige læsere kan holde ud at læse det. Hvis der findes nogen, der vil læse det i dets originale ordlyd, må de henvende sig på Det kongelige Bibliotek i København, hvor jeg afleverede det efter at have afsluttet den beretning, du nu sidder med i hænderne, kære læser.
Og kraniet? Det vender vi tilbage til senere. Men nu får du altså historien om det smukke kranie fra Købmagergade."


Resten af de 360 sider må man læse i selve bogen.

Denne side er senest opdateret 21. 2. 2017
 
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu