Læseprøver - MED EGNE ORD

Gå til indhold

Hoved menu:

Læseprøver

Tripel Salto
 
Herunder findes de første, gratis læseprøver fra bind 3 i krimi-serien "Daniel & Dødssynderne".
Denne roman beskæftiger sig med dødssynden Vellyst.
I oldkirken var det en af de 7 såkaldte dødssynder. Andre ord for samme synd kunne være: Begær, attrå eller liderlighed.
Bogen udkommer lørdag den 16. november på Bogforum i BellaCentret i København.
Alle, der ser dette, er hermed inviteret til reception klokken 12.

Hvis du ikke kan vente, kan du i mellemtiden fornøje dig med de to første krimier med den empatiske privatdetektiv Daniel Dreyer.
De to første dødssynder, han har beskæftiget sig med er Grådighed (Grådighedens pris) og Fråseri (Gourmand).
Bøgerne kan købes online eller i din boghandel - som papirbog eller e-bog - eller lånes på biblioteket. De kan også erhverves her: "Grådighedens pris" - "Gourmand"
Læs mere om Grådighedens pris.
Læs mere om Gourmand
 
 
TAKE OFF
ONSDAG 16. OKTOBER

Den 275 tons tunge Airbus A340 accelererede ud af den længste bane i Narita International Airport lidt øst for Tokyos centrum. De 300 passagerer pressedes tilbage i deres sæder, mens mange af dem uvilkårligt strammede deres greb om sædernes armlæn. Da SAS flight nummer SK984 brød gennem de lavthængende skyer, strålede middagssolen ind gennem de små vinduer og oplyste hele kabinen.
Det var ikke alle sæder i Business Class-sektionen, som var besat. Af de to sæder allerforrest i kabinen var det kun vinduespladsen, der var besat. Her sad en ganske ung kvinde alene og kiggede ned på det bølgende, hvide landskab, der udgjordes af det solbeskinnede skydække.
For en europæer så hun ganske asiatisk ud, men de fleste japanere ville tydeligt lægge mærke til hendes europæiske træk. Hendes navn røbede også hendes etnisk blandede afstamning. Sakura Toft. Hendes efternavn havde hun fået fra sin far - Victor Toft - mens hendes japanske mor Misaka stædigt havde holdt på, at hun skulle lyde det romantiske fornavn Sakura, som på japansk betyder kirsebærblomst.
Da flyet havde nået dets marchhøjde, og der fortsat bare var udsigt til et uendeligt skylandskab, vendte Sakura sig bort fra solen, skubbede skoene af og trak benene op under sig på sædet.
Sakuras far målte ikke mindre end 193 og havde som ganske ung spillet volleyball på højt plan, men det var hendes mor, der havde givet sin skikkelse i arv til datteren. Målt på bare fødder var Sakura blot 152 centimeter. Til gengæld var hun - efter de fleste målestokke - en ualmindelig smuk kvinde i svøb. Hendes glatte, kulsorte hår hang tungt ned til hendes skuldre og indrammede hendes ovale ansigt, der havde en diskret gylden tone. Hendes dråbeformede, brune øjne og fremstående kindben bar tydelige vidnesbyrd om hendes østasiatiske gener, mens hendes næse - efter hendes far - var proportioneret efter europæisk målestol. Sakuras udseende bekræftede, at globaliseringens genetiske smeltedigel ofte gav de smukkeste resultater. Også hendes lille og spinkle - og næsten drengede - skikkelse fik mange mænd til at vende sig om efter hende. Små fødder, men relativt lange ben og en spændstig, let fjedrende gang. Stramme balder, flad mave, markerede skuldre, smalle hofter og små bryster.
Sakura blev født i Tokyo for godt sytten år siden. Hendes far var vicedirektør i den østasiatiske del af det verdensomspændende foretagende AgeWell, som udviklede og solgte koncepter inden for ældrepleje baseret på ideer fra de skandinaviske velfærdsmodeller. Gennem sit arbejde havde Victor Toft mødt den yndige, japanske plejehjemsleder Misaka Kawamura. Bare ti måneder senere kom deres smukke datter Sakura til verden.
En gang om året tog Victor Toft, som nu var blevet leder af AgeWells voksende japanske afdeling, sin lille familie et par uger med på ferie i Danmark. Sakuras far havde, lige siden datteren kom til verden, forfægtet det synspunkt, at en person, der har to modersmål, aldrig vil blive arbejdsløs. Heller ikke selv om det ene sprog er det lille danske, der - som en digter havde sagt - lød “som havregrød i kog”. I hjemmet talte hendes far derfor altid dansk, og fra hun kunne forstå det, blev der - hver aften faderen var hjemme - læst danske godnathistorier.
I alle årene, siden hun begyndte i børnehaven, havde Sakura dagligt dyrket gymnastik. I begyndelsen mest af pædagogiske grunde og for at styrke den lille piges almene motorik, men hurtigt stod det klart, at hun havde ganske særlige evner.
Det japanske samfund er i høj grad baseret på, at alle naturgivne fordele og evner udnyttes til deres yderste, og ikke mindst skolebørnenes undervisning bærer præg af dette princip. I hele Sakuras skolegang fra de første klasser og frem til andet år på Tokyos førende gymnastikcollege, havde der kun været få dage, hvor hun ikke havde tilbragt flere timer i de tilstedeværende træningsfaciliteter. På grund af hendes storartede gymnastiske evner så man igennem fingrene med hendes temmelig jævne præstationer i de almindelige skolefag. Først og fremmest var hun ubetinget gymnasiets dygtigste, kvindelige gymnast med spidskompetence i “øvelser på gulv”. Hun blev i fagkredse nævnt blandt favoritterne til at vinde det åbne japanske mesterskab i løbet af få år. Da hun jo var dansk statsborger, kunne hun ikke komme på tale til det japanske landshold.
I nogle år var Sakura også veninde med dansk pige, hvis familie var udstationeret langt fra Danmark, så hun var nogenlunde til mundtligt dansk. Det kneb mere med at læse og skrive det underlige sprog, så der ville blive noget at tage fat på, når hun nu skulle begynde i en dansk første gymnasieklasse efter efterårsferien.
AgeWell rokerede med deres folk i de forskellige afdelinger verden over. Nu var lederen af den småskrantende sydamerikanske afdeling faldet om med et hjertestop. Så efter mange, succesrige år i Tokyo blev Victor Toft nu med få ugers frist forflyttet til Buenos Aires. Det var der jo for så vidt ikke noget galt i, men niveauet på argentinsk idrætsgymnastik var langt fra imponerende, næsten ikke-eksisterende.
Da nyheden kom, havde Sakura en hel dag og en hel nat grædt som pisket, for dagen før var hun blevet udtaget til deltagelse i de kommende japanske mesterskaber til foråret. Og hun ville under ingen omstændigheder med forældrene til den argentinske udørk, nu hvor hun så frem til en spændende sportskarriere.
Dagen efter fandt faderen frem til en anden mulighed: Det var alligevel på tide, at datteren også skulle have en ordentlig, dansk uddannelse, og på nettet havde han fundet frem til Haubjerg Sports College i sit gamle fædreland. Egentlig var det såkaldte “sports-college” bare en del af den hæderkronede og traditionsrige Haubjerg Kostskole og Gymnasium, som havde indgået en aftale med det danske gymnastikforbund om at tilpasse undervisningen til gymnasternes træning i det nybyggede anlæg.

Sakura virrede med hovedet, og hendes tunge, sorte hår faldt ned over hendes ansigt. Hun faldt i en dyb søvn, der kom til at vare de fleste af de elleve timer, det varede, før flight SK984 landede i regnen i Københavns Lufthavn.



 
 
EN MØRK OG STORMFULD NAT
ONSDAG 16. OKTOBER
 
Han åbnede havedøren på klem og konstaterede, at regnen var hørt op.
Aftenen var mørk, som sene, overskyede oktoberaftener nu engang er i Danmark, og den vestlige vind flåede de allersidste gule blade af træerne.
Det var i orden; regnen kunne han ikke holde ud, men mørket og vinden var hans venner, der sørgede for at veje og stier nærmest var mennesketomme.
Han trak døren til og gik ind for at klæde om: Et par tætsiddende leggings, partisanhue, hættetrøje i glat kunststof, tynde læderhandsker, sokker og et par Nike løbesko, alt sammen helt sort. Han lagde sin mobiltelefon i brystlommen. Også den var sort og i et matsort etui og med dens flash-funktion slået fra på kameraet.
Hans mountainbike stod indendørs under trappen op til første sal. Han havde købt en dyr model, ligeledes matsort. De blanke dele havde han selv malet sorte, og han havde fjernet de lovpligtige reflekser. Han var en veltrænet cyklist, men brugte aldrig denne cykel i dagtimerne - kun på sine udflugter i mørket, som nærmest opslugte den dunkle, hastigt forbipasserende cyklist. Han pakkede sit mintbolsje ud af dets plast, tog det i munden og var klar til sin aftenudflugt.
Som han havde regnet med, var der så godt som tomt på villavejene. Han mødte en enkelt hundelufter, der stod med ryggen til - helt optaget af hundens afføringsanstrengelser. Ellers var der ingen på gaden her klokken halv elleve i Torlev - en landsby nogle kilometer sydøst for købstaden Haubjerg.
Midt i mellem de mange private parcelhuse havde man en del år tidligere opført Vestergårdsparken - en stor og fremsynet bebyggelse med gedigne boliger, som studerende, børnefamilier og pensionister havde råd til at leje. Nogle rækkehuse og endnu flere små dobbelthuse i ét plan lå rundt om et stort, grønt areal. Velvoksne buskadser snoede sig rundt om husene og lod umærkelig de små haver på én gang være en del af fællesarealet, samtidig med at man - trods manglen på hække - kunne føle sig privat og ubevogtet på ens egen stump græs og ens egen terrasse.
Manden i sort skubbede sin ulåste cykel ind mellem nogle store buske i Vestergårdsparkens beplantning. Trods det manglende løv skulle man være en meget skarp iagttager for at få øje på den. På grund af den fremherskende bekymring for den stigende CO2-udledning og den globale opvarmning havde bebyggelsens beboerbestyrelse sidste år besluttet, at hver anden gadelampe skulle slukkes. I en overskyet nat uden månelys kunne den sortklædte skikkelse derfor færdes uset gennem Vestergårdsparkens stier og haver. Mørket hindrede ikke hans orientering, Vestergårdsparken var et af hans foretrukne og ofte opsøgte jagtterræner. Systematisk startede han med en tur langs rækkehusene. Det var kun sjældent, at der var gevinst her. De fleste beboere havde deres soveværelser på første sal, og han havde aldrig vovet at klatre op på skure eller i træer for at belurer folk. Ganske vist var der toilet og brusebad i stueetagen, men de vinduer var forsynet med matteret glas, og det var kun sket en enkelt gang, at han fra terrassen havde set nogen gå nøgen gennem stuen til badet med et håndklæde over armen. Det havde været en radmager og rundrygget mand, som vist måtte være mellem firs og skindød. Det havde overhovedet ingen interesse!
Heller ikke i aften var der gevinst. Mange steder var der mørkt over det hele; et sted sad en midaldrende, skaldet mand i et hjørne af stuen og spillede computerspil. “Minecraft” hed det vist.  Den slags havde aldrig interesseret den lydløse mand i sort.
Han så godt efter, at der ikke kom nogen ad den smalle vej, der løb tværs gennem bebyggelsen, inden han forsvandt over mellem de små dobbelthuse, hvor han uden en lyd forsvandt ud af syne. Her var hans mission meget lettere. Alle vinduer var frit tilgængelige i øjenhøjde: Stue, kammer, køkken og - ikke mindst - soveværelset. Ikke fordi, der var noget i vejen med stuen; der havde han skam også haft gevinst et par minderige aftener, hvor elskende par i forskellige variationer forenede sig på sofaen eller på gulvtæppet. Det var den slags aftener, der holdt hans mod oppe, når han aften efter aften opsøgte sine favoritsteder. Selv om mange mennesker havde både gardiner og persienner, var det overraskende, hvor ofte de undlod at bruge dem.
I aften var vist en nitte. Manden i sort fortsatte ad små trampestier, sandsynligvis lavet af flere generationer af børn, som havde banet sig vej gennem buskadserne under deres lege. Vinden ruskede stadig og skabte en susen i grenene. På den ene side holdt det nysgerrige indendørs, men han følte sig ikke rigtigt tryg ved støjen. Hvis der var en eller anden emsig person, som havde opdaget ham og fulgte efter ham, kunne han overhøre de lyde, som en forfølger nødvendigvis måtte lave. På vej mod skjulestedet med sin cykel tjekkede han den næste række huse. I et af dem boede der nogle unge piger - sikkert studerende - som havde fordelt værelserne mellem sig. Nogle gange havde hende den kønne, lyshårede været ved at gå i seng, da han kom forbi hendes stuevindue. Hun sov åbenbart nøgen, men inden hun kravlede under dynerne og slukkede lyset, stod den sortklædte gemt bag et par buske og video-optog hendes afklædning på sin telefon. Han nød hendes smækre skikkelse og yndefuldhed, mens hun var fuldstændigt blottet for bevidsthed om at være iagttaget.
Efter at have oplevet og optaget den ubekendte blondine, lå hendes belurer hjemme og så den lille film igen og igen, til han endelig faldt i søvn med hendes billede i sin indre biograf. Hendes vindue var et af de steder, hvor han gang på gang vendte tilbage, men det var kun sjældent, han ved et træf indfandt sig netop ved hendes sengetid. Sådan var det også i aften; der var ikke lys i hendes værelse. Han havde heldigvis overspillet alle sine optagelser til sin computer, hvor han kunne nyde dem på en større skærm om end i ret dårlig teknisk kvalitet.
Da den sorte mand cyklede hjemad, begyndte det igen at regne. Trods modvinden mærkede han, hvordan den lystfyldte spænding aftog, og han langsomt slappede af i krop og i sind. Det var jo ikke den første aften, han havde listet forgæves rundt i buskadserne. Han havde ganske vist flere steder, som han skiftede til at opsøge, men Vestergårdsparken var et af de bedste at liste uset rundt i, og samtidig var det stedet, der oftest gav tilfredsstillende gevinst.
Tilfredsstillende! Det havde ofte irriteret ham, at man - både i den offentlige omtale og mand og mand imellem - havde adskillige stereotype opfattelser af vindueskiggere. For det første var det vist meget sjældent, at der fandtes såkaldte “voyeurer” blandt voldtægtsmænd eller andre seksualforbrydere. Mange sammenlignede dem også med blottere, som fra store frakker åbenbarede familiejuvelerne i stiveste puds. Han var meget opmærksom på, at han kun blev mentalt vakt, men aldrig fysisk ophidset under sin beluring, men altid gemte den fornøjelse til han gik til ro efter en spændende aften. Han betragtede selv sine udflugter i mørket som en slags uskyldig fritidsinteresse for enlige mænd. Der var jo ingen, der tog skade af hans hemmelige hobby.
I aften havde ikke været blandt de minderige, men man kan jo ikke vinde hver gang.
 
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu