Læseprøve - MED EGNE ORD

Gå til indhold

Hoved menu:

Læseprøve

Gourmand
 

Her følger en smagsprøve på min anden roman om Daniel Dreyer, som slår sig ned i Haubjerg som privatdetektiv.
I romanens femte kapitel møder vi dog ikke Daniel, men derimod introduceres to unge kvinder.
Når jeg kommer længere frem i arbejdet med teksten, vil der her komme flere godbidder.
God fornøjelse.


"ET TILFÆLDIGT SAMMENTRÆF?

Lonnie og Lærke blev begge født 29. juli 1992.
Resten af deres liv fulgte de vidt forskellige veje.
Præcis 25 år senere døde de samme dag med få timers mellemrum.

Lonnie Svendsen var hendes mors fjerde barn. Den onsdag, hun kom til verden, var en solbeskinnet og varm sommerdag, og ved middagstid begyndte veerne. Nabokonen blev i en fart sat til at passe de tre store, som dog ikke var mere end to, tre og fem år, mens der blev ringet efter ambulancen. Falckredderne hjalp den fødende kvinde ned ad boligblokkens terrazzotrappe, men de nåede ikke længere end til reposen mellem første og anden sal, inden Lonnie så dagens lys med et vræl, der kaldte alle opgangens beboere frem i dørene.
Den nyfødte pige viste sig at veje ikke mindre end 4.250 gram.
I de følgende år udfoldede den kommunale sundhedsplejerske store anstrengelser for at korrigere Lonnies vægt, som lå op til tyve procent over den anbefalede. I sine alleryngste år var Lonnie en glad pige, men efterhånden var det som om, hun blev mere indadvendt. Hun havde svært ved at holde kontakt til andre børn, og hun legede helst for sig selv. Hun blev ofte kaldt “tykke” eller “fede”. Hjemme sagde hun, at de andre var dumme, og hendes mor svarede bare, at det skulle hun ikke tage sig af, og hvis de blev for strenge, skulle hun bare give dem nogle på hovedet.
Lonnie viste sig lige som sine brødre og søstre at få stridt, kommunefarvet hår og opstoppernæse. Udseendet havde hun arvet fra sin mor, og det blev aldrig opklaret, hvem der var hendes far.
I de følgende år kom der yderligere et par søskende til, og pladsen blev trang i den toværelses lejlighed på tredje sal i det sociale boligbyggeri Liljeparken i provinsbyen Haubjerg.
Allerede før puberteten blev Lonnie uformeligt tyk, og på dagen for hendes tolvårs fødselsdag fik hun sin første menstruation. Ingen havde forberedt hende på, at den ville komme en dag, men netop denne dag havde hun sine nye, kridthvide cowboybukser på i skole. Der blev fnist en del i klassen, da hun med sin blodrøde gennemblødning måtte gå hjem efter spisefrikvarteret.
Hendes mor var kun sporadisk til stede i hjemmet. Hun havde sit stambord i bebyggelsens bodega Liljekonvallen, hvor hun røg og drak det meste af kontanthjælpen bort. Det blev ofte meget sent, inden hun vendte hjem til lejligheden, hvor børnene var holdt op med at vente hende.
Et par gange gjorde kommunen forberedelser til at fjerne børnene fra hende, men socialudvalgets formand turde ikke gennemføre fjernelsen, da morens psykiater påpegede, at de i så fald ville være ansvarlige for moderens selvmord, som hun truede med ved enhver lejlighed, hvor hun mente, at det kunne tjene hende.
I den lokale folkeskole kom det ikke til at gå meget bedre med kammeraterne, selv om lærerne prøvede at styre elevernes indbyrdes kontakt og sprog. Det viste sig hurtigt, at Lonnie var, hvad hendes klasselærer kaldte “en langsom lærer” og “noget ordblind”.
De fleste fag faldt hende svært. Det blev heller ikke bedre af, at hun til stadighed tog på. Når hun ikke var under opsyn hjemme, gik hun på rov i køleskabet og morens gemmer med slik og chokoladekiks. Skolelægen kaldte på klasselærerens opfordring moren til alvorlige samtaler om datterens stigende overvægt, som ikke blot var frygtelig usund, men som også i stadig højere grad blev socialt handicappende. Skolens idrætstimer var et sandt helvede for Lonnie, men også frikvarterene var en daglig prøvelse: hun kunne ikke sjippe, ikke hoppe i hinkerude og langt mindre deltage i fangelege.
Lonnies bedste timer på dagen var om eftermiddagen, når hun kom hjem fra skole, og hun kunne hygge sig foran fjernsynet med lidt mundgodt - og lidt mere mundgodt. Det hjalp ligesom noget på humøret.
Ved familiens måltider tog Lonnie også godt for sig, og hendes mor nænnede eller orkede ikke at sige til hende, at hun skulle spise noget mindre, “for det var vel ikke meningen, at pigen skulle gå sulten i seng?”
På den mest ydmygende måde viste det sig at være ganske svært at finde en yndig, hvid konfirmationskjole i hendes størrelse.
På lang afstand og i største hemmelighed beundrede Lonnie den søde Niels fra klassen over, men hun var aldrig i nærheden af at komme i kontakt med hverken ham eller andre attraktive drenge.
Som om hendes uformeligt store krop ikke var handicap nok i sig selv, havde skæbnen også givet Lonnie et bumset teenageansigt og et nedsat syn, der fordrede briller med glas så tykke som hinkestene.
Efter skolen var der ingen der havde lavet planer for Lonnies fremtid. Hendes klasselærer foreslog, at hun kunne blive pædagog. Det var en uddannelse, der åbnede mange muligheder, sagde hun.
Først måtte hun hellere afprøve arbejdet, så i et år blev hun medhjælper i en lokal daginstitution. Året efter blev Lonnie lukket ind på pædagogseminariet på kvote 2.

Lærke Gregersens forældre boede også i Haubjerg, om end i byens modsatte og langt dyrere ende. Hendes far var arkitekt og havde sin tegnestue i kælderen i familiens funkisvilla, mens Lærkes mor havde sin tandlægeklinik med tre ansatte inde på Haubjergs hovedgade. Lærke var forældrenes første og eneste barn.
Overlægen på sygehusets fødselsafdeling var blandt familiens gode, private venner, så der blev sørget for, at Lærkes mor blev indlagt på enestue søndag aften, så hun var klar til det planlagte kejsersnit næste morgen. Operationen forløb som planlagt, og klokken elleve blev arkitekten kaldt ind til mor og datter. Han medbragte en stor buket langstilkede, røde roser og et tungt guldarmbånd til sin kone, og sammen beundrede de den sovende pige, som allerede var et overordentligt smukt barn.
Det fortsatte hun med være, som hun voksede til. Alle beundrede den smukke, lille pige: hendes lange, glatte, lyse hår, grænsende til det hvide. Hendes harmonisk symmetriske ansigt var præget af hendes mandelformede, isblå øjne, de høje kindben og mundens smukt svungne amorbue.
Forældrene havde mange overvejelser, om datteren skulle i børnehave, men til sidst besluttede de at ansætte en ung pige i huset, som ikke bare kunne tage sig af datteren, men også stryge tøj og tørre støv af.
I Haubjerg Borger- og Realskole klarede Lærke sig gennemsnitligt uden nogen prangende resultater.
Inderst inde havde begge hendes forældre ubevidst forestillet sig, at deres eneste barn skulle følge i deres egne akademiske fodspor. Ved hendes konfirmation udtrykte hendes far i sin tale til datteren en vis skuffelse over det åbenlyse behov for nedjustering af deres forventninger.
I Lærkes sidste skoleår ansatte hendes forældre en lærerstuderende, som tre eftermiddage om ugen hjalp hende med lektierne, dog uden større succes.
Med alderen voksede hun sig stadig kønnere, og hun blev tydeligvis beundret af både jævnaldrende drenge og langt ældre mænd, deriblandt et par yngre lærere. Hun udviklede ekstraordinært lange ben, smalle hofter, små, spidse, højtsiddende bryster og et ansigt, som var let at beundre og hurtigt at glemme. Hun havde sin seksuelle debut med en fire år ældre og kraftigt beruset fyr i et buskads bag sportshallen til en byfest.
Mens det meste af hendes klasse fortsatte fra niende direkte til gymnasiet, havde Lærke lagt helt andre planer, som hendes forældre intet kendte til. Dagen efter skoleafslutningen købte hun en enkeltbillet til toget, og en time efter stod hun alene i verden på Københavns Hovedbanegård.

Senere var der folk, der prøvede at finde ud af, om Lonnie og Lærke havde mødt hinanden i deres år i Haubjerg, men det lykkedes aldrig hverken at be- eller afkræfte det. Og dog skulle deres skæbner optage en del mennesker i Haubjerg i en tid.
De to nøjagtig lige gamle 25-årige kvinder blev fundet døde hvert sit sted i kommunen den samme dag. Kunne det virkelig bare være et sammentræf?"

Denne side er senest redigeret 15. august 2017
 
 
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu