På sin vej hjem fra Cat Models havde Daniel et par ærinder inde i Haubjerg, og da han passerede det lille anlæg ved siden af supermarkedets parkeringsplads, blev han pludselig råbt an:
“Hør, det er sgu´da Daniel, ikke? Daniel Dreyer!”
På en kommunal bænk op ad en vedbendbevokset mur sad en lyshåret mand med en dåseøl i hånden og med en indkøbspose og en hund af ubestemmelig oprindelse ved sine fødder. Hans stemme var rusten og bar præg af, at det ikke var dagens første øl, han var i gang med. Daniel kunne ikke umiddelbart genkende manden, der - trods sit slidte udseende - kunne se ud til at være på hans egen alder.
“Daniel Dreyer, for fanden, kan du ikke huske mig?”
Daniel genkendte stemmen, men havde svært ved at placere den.
“Østergade Skole da, for fanden!”
Det udløste en delvis erindring hos Daniel. Hans gamle sidekammerat i de første skoleår. Men hvad var det nu han hed?
Manden stillede øldåsen fra sig, rejste sig med lidt besvær og rakte højre hånd frem mod Daniel. Malplaceret formelt:
“Er du blevet for fin til at hilse, Daniel? Din gode, gamle Jan, for helvede!”
Endelig: Jan Nielsen, han havde gået i klasse med, og som han havde fulgtes med i skole. Jans forældre havde boet i Daniels barndoms naboopgang, men de de to drenge havde ikke haft noget videre med hinanden at gøre i fritiden.
Daniel prøvede at ikke lade sig mærke med sin dårlige hukommelse eller kammeratens sølle tilstand, trådte helt hen til ham og så ham direkte i øjnene:
“Av, hvor er det længe siden, Jan. Giv dog en krammer.”
Den offentlige intimitet kom tydeligvis helt bag på Jan, og Daniel prøvede at abstrahere fra fornemmelsen af de forbipasserendes nysgerrige blikke og Jans øllede ånde.
“Hvad fanden går du dog og laver,” sagde Jan, da de igen kunne se hinanden an. “Du ser sgu godt ud, mand.”
Hvad skulle Daniel svare. Han kunne ikke få sig selv til at lyve om den gamle skolekammerats udseende.
“Tak, skal du have, Jan. Jeg klarer vel dagen og vejen. Hvad med dig, gamle?” Sikke dog et spørgsmål! Daniel ønskede allerede, at han kunne holde kæft med tilbagevirkende kraft. ”
Jan slog ud med hånden mod bænken og hunden, der havde stået og iagttaget dem.
“Ja, det ser du vel. Det er sgu´ ikke gået for godt.” Han klarede op i et smil: “Sæt dig ned og lad os få en sludder, Daniel. Jeg giver en lille en til halsen.” Han bukkede sig for at finde endnu en lunken discountpilsner i sin plastpose på jorden, men var nær væltet omkuld, hvis ikke Daniel havde grebet fat i ham.
“Nu må du passe på, gamle jas.” Hvor kom det udtryk dog pludselig fra?
Da Daniel havde åbnet dåsen, som Jan havde nødet ham, skålede de, mens Daniel var sig pinligt bevidst, at folk kiggede langt efter det umage par på bænken.
“Hils på Humle.” sagde Jan med et skævt smil og pegede på den brogede hund, der lydigt havde lagt sig mellem dem.
“Humle?”
“Når jeg nu holder så meget af humle, ikke?”
“Hvor bor du, Jan?”
I den næste halve time fortalte Jan om sit liv, siden han var gået ud af skolen. En læreplads som tjenerelev på en af omegnens bedre landevejskroer, udmærkelse i fagklassen, flot svendeprøve, ansættelse på en klassisk københavnsk restaurant i den dyre ende. En meget tilfreds chef, som valgte at financiere Jans videreuddannelse, da stedets sommellier gik på pension.
“Hvad giver du, Daniel? Mig som vintjener! Skål!”
De drak ud, og Jan afsluttede med et højlydt ræb.
“Jeg blev nu ret dygtig. Mit problem var bare, at jeg var mere til procenter end til terroir, farve, bouquet og eftersmag. Jeg glemte sgu´ at spytte ud, Daniel!”
“Må jeg give den næste?”
Da Daniel vendte tilbage, var det med en guldøl og en alkoholfri.
“Jeg skal jo køre hjem.”
“Ja, det slipper jeg jo for.” Jan knappede sin stærke øl op.
“Jeg er holdt op med vin og spiritus. Lægen siger at de stærke sager vil slå mig ihjel.”
Og så fortalte Jan videre om sin tilværelse. Om det lille, lejede kælderværelse, om problemerne med at skaffe penge nok, om afvænningsforsøg nummer et, to, tre og fire, om familien, som han ikke så til mere, om Humle, som var vistnok var en krydsning mellem en labrador og en dansk-svensk gårdhund.
“Lige som grisehandleren, du ved. Han er sgu min sidste, eneste rigtige ven, altså Humle. Nu i sidste måned var det Børge, vi begravede. Og jeg ved heller ikke, hvor længe jeg selv klarer det. Du så nok mine ben lige før. Nervebetændelse. Man mister sgu´ lysten til livet. Vi plejede ellers at give den en skalle her på bænken, men det var vist noget med leveren, du ved. De forsvinder sgu´ allesammen. Vi er kun tre tilbage her som “Ridderne af den gyldne Bænk”.
Men nu har vi bare talt om mig, Daniel. Fortæl om hvordan du lever.”
Da Daniel - uden at gå i detaljer - havde berettet om sin fortid som frømand, sin pensionering og sin flytning tilbage til sin barndomsby, rystede Jan på hovedet og sagde lige ud i luften:
“Det er derfor, jeg ikke tror en skid på ham Gud! Hvorfor fanden skal det være så uretfærdigt? Jeg ved godt, at det på en måde er min egen skyld, at jeg er endt her på bænken, men hvis skyld er det, at jeg altid har haft den forbandede trang til sprit? Du forstår at nyde smagen, Daniel og stoppe, når der er andet, der skal passes, men jeg har bare aldrig kunnet kontrollere det. Altid bare en enkelt mere! Og hvorfor fanden var der ikke nogen, der i sin tid sagde til mig, at tjener skulle jeg i et hvert fald ikke være?”
Daniel vidste ikke, hvad han skulle svare, så han bukkede sig ned og aede hunden over hovedet. Jan fortsatte:
“Ja, uden ham vidste jeg ikke, om jeg gad leve mere. Har du også hund, Daniel?”
“Jeg har tænkt på det, men hvor finder jeg sådan en som ham her?”
“Nej, det må du sgu´ nok sige.”
“Jeg må videre, Jan, men det har været rigtig godt at møde dig igen. Jeg håber, at vi ses en anden gang.”
“I lige måde. Du kan nok bare finde mig her. Hej, Daniel.”
“Hej, Jan.”
Det var først efter Daniel var drejet om det næste hjørne, at Jan fik øje på den sammenfoldede hundredekronerseddel, som sad stukket ind under dåseringen på den næste øl på bænken.
Da Daniel startede bilen startede musikanlægget automatisk. Jethro Tull fra deres mest dobbelttydige side:
“Do you wonder if I really care for you
Am I just the company you keep
Which one of us exercises on the old threadmill
Who hides his head, pretending to sleep?
Smile your little smile, take som tea with me awhile.
And every day we´ll turn another page.
Behind our glass we´ ll sit and look
At our ever-open book
One brown mouse sitting in a cage.”