Historien om Anne - MED EGNE ORD

Gå til indhold

Hoved menu:

Historien om Anne

Gamle skriverier > Dramatik
 
... er titlen på det historiske egnsspil, som Vipperød Teater- og Musikforening opførte i forsommeren 1990.
Jeg var dybt involveret i projektet som initiativtager, forfatter og instruktør.



- IDE
Engang i 1980´erne fortalte min daværende nabo, gårdejer Helge Larsen på Malthesminde i Vipperød, at der havde udspillet sig dramatiske begivenheder på ejendommen mere end 150 år tidligere. Historien skulle være beskrevet i et af årsskrifterne for Historisk Forening for Holbæk Amt.
Og ganske rigtig: Historien står i Historisk Samfund for Holbæk Amt, Årbog 1981, er skrevet af Niels H. Frandsen og hedder "Mordbrand, hjul og stejle".
Hvis man ikke lige ligger inde med dette skrift kan det med fordel lånes på Holbæk - eller et andet - bibliotek (Decimalklasse: 46.4 Holbæk Amt)
I foråret 1989 kontaktede jeg Vipperød Musik- og Teaterforening for at høre om teaterforeningen havde lyst og tid til at være med til et stort projekt: en friluftopsætning af et historisk egnsspil med udgangspunkt i den dramatiske historie på Malthesminde.
Svaret var positivt og planerne tog hurtigt form. I sensommeren 1989 lavede jeg research i arkiver og gamle bøger og i løbet af efteråret blev stykket HISTORIEN OM ANNE skrevet.
Straks efter nytår 1990 startede prøverne, og i forsommeren var der premiere på Ågerupgård i Ågerup ved Holbæk.

- HANDLING
Stykket er centreret om hovedpersonen Anne Andersdatter, som var en tyvagtig og fordrukken social taber. Hun blev født i Opager på Lolland i oktober 1781 og døde - knapt 45 år gammel - af tuberkulose på Københavns Forbedringshus. I nogle få år - 1822 - 1825 boede hun i Vipperød på Malthesminde, og det var her hun blev arresteret for forsøg på at stikke ild til gården. Mordbrand var en meget alvorlig forbrydelse, der i mange tilfælde gav dødsstraf, men Anne slap altså med at sidde på livstid i fængsel.
Inden da havde hun i øvrigt en lang karriere med rapseri og ildspåsættelser.
Folk, der lever stille og lovlydigt, kan det være vanskeligt at finde mange spor af i de gamle papirer, men om dem, der kommer i konflikt med loven, findes der en del dokumenter i arkiverne.
Men selv for dem, der - som Anne Andersdatter - fylder en del i de gulnede optegnelser, er og bliver disse optegnelser blot en rå skitse, som må iklædes kød og blod og følelser for at interessere andre end historikere. Og her startede den kunstneriske proces med at gøre de historiske facts til medrivende dramatik:



I efteråret 1989 skrev Clasen nedenstående oplæg til teaterforeningens medlemmer angående historien om Anne Andersdatters liv og død. Det giver stadig et retvisende indtryk af stykkets hovedsyn og gennemgående linier.


"SOM JEG SER ANNE ANDERSDATTERS LIV
Hun vokser op under kummerlige former. Ikke alene tilhører hendes forældre datidens underklasse. Desuden er familien kriminelt belastet. Og som familien er, sådan er dens enkelte medlemmer naturligvis også, mener omgivelserne - først og fremmest repræsenteret i landsbyens øvrige beboere. For selv om landsbyfællesskabet står foran dets opløsning med landboreformerne, er det stadig familien og landsbyen, der er de vigtigste faste punkter i tilværelsen fra vugge til grav. Og naturligvis bliver Anne drillet og holdt udenfor de øvrige børns selskab.
Og barndom, som vi kender det, bliver der ikke meget af: Anne kommer tidligt ud at tjene hos bønder på egnen. Her må hun klare sig selv, så godt, det nu kan gå. Eller så ringe, som det naturligvis må gå. Hun lever i enestående grad op til sin sociale arv og omverdens negative forventninger.

Lad mig indskyde et par bemærkninger om Annes personlige egenskaber: Jeg ser hos hende - udover den omtalte dårlige sociale ballast - nogle dominerende træk:
Hun er præget af tidens rodløshed: Fællesskabets faste rammer, som leves i overensstemmelse med naturens og årets gang og århundreders gamle traditioner, viger for den nye tids krav til individet: Klar dig så godt, du kan. Krav som nogle kan leve op til med stor succes, mens de fleste får fiasko - om end mindre udtalt end Anne.
Hun er naiv grænsende til decideret dårlig begavet. Dette er åbenlyst i nogle pressede situationer, som hun mildest talt burde have klaret bedre.
Hun er et følelsesmenneske, der i de pressede situationer reagerer mere instinktivt end eftertænksomt. Ikke blot hendes instinkter styrer hende, hele hendes personlighed er styret af stærke følelser: angst, had, kærlighed, seksualitet, oprørskhed, kampiver og misundelse.

I hendes ungdom, der i øvrigt heller ikke kan sammenlignes med vores begreb om ungdomstid, forfølges hun selvfølgelig stadigvæk af sin families dårlige omdømme.
Hendes eneste egentlige undervisning er hendes konfirmationsforberedelse. Hendes evner for udenadslæren er ikke store. I hele barndommen har hun været nødt til at slå fra sig, og præsten oplever hende, som han siger: Meget næbet og uartig. Og som han knapt nok tør tænke, men naturligvis ikke vover at sige, føler han sig på en gang tiltrukket og frastødt af hendes farlige, vågnende seksualitet. En seksualitet der fik naturligt afløb og på samme tid var under kollektiv kontrol under bondesamfundets gamle normer, men nu er rastløs og søgende.
Hvert forår på Valborgsaften vælges der for hver af landsbyens unge en partner, som han/hun skal/må ”gå med" i det kommende år.
Der holdes - ligesom ved høst- og juletid - gilder, der tillod langt friere adfærd for deltagerne, end vi i dag måske forestiller os. At de unge ligger hos hinanden er en naturlig ting, og hvis forholdet får følger, gifter de sig. En meget høj procentdel af datiden brude er i lykkelige omstændigheder på den store dag.
Anne bliver sat sammen med landsbyens deciderede tåbe og invalid - Hans Krøkke - og hun vil intet have med ham at gøre. Hun er rasende af skam og indestængt lyst.
Han bliver senere slået ned og kommer helt forslået til Anne, der lader sit gode hjerte løbe af med sig. Hun hjælper ham, kommer til at holde af ham, og hun bliver gravid. Inden hun opdager det, er Hans Krøkke forsvundet ud af hendes liv - måske døde han, måske var det ham selv, der havde været ude om sine klø, og han derfor bliver sat fast, hvem ved?
Anne pønser på en udvej. En ting kan hun bare ikke bære: at fremstå i hjemmet og landsbyen som enlig mor til et barn undfanget ved Hans Krøkke, som nu er væk.
Hun får en pige, hun er gode venner med, til at stjæle til sig fra deres fælles madmor. Pengene vil Anne bruge til at starte en ny tilværelse et andet sted - bare langt fra hendes hjemegn. Anne bliver angivet, får lovning på frit lejde, hvis hun tilstår alt. Hendes husbond bryder dette løfte og melder Anne til myndighederne. I retssagen bliver hendes fars gamle tyverier også inddraget, og begge bliver dømt. Anne skal sidde i Møns Tugthus, men da hun er højgravid bliver hun i Nakskov Arrest. Her føder hun sin førstefødte datter, som er et lille skravl, der straks bliver døbt Karen. Karen dør to dage derefter.
Anne er dybt nedbrudt af sorg. Over fængselsstraffen, skammen, graviditeten, hormonændringerne, men allermest over barnets død. Anne bliver overflyttet til Møens Tugthus. Hun spiser ikke i længere tid, og en dag prøver hun at begå selvmord ved at skære pulsårerne over i halsen. Forsøget bliver opdaget, og hendes liv bliver reddet - biologisk set.Efter fængselsstraffen er det en hårdere og mere hensynsløs Anne, der bliver løsladt. Og det er spørgsmålet, om hun ikke direkte er sindssyg. Hun kommer i et hvert fald ikke under nogen behandling. Hvilket måske heller ikke er beklage, datidens sindssygebehandling mindede mest af alt om middelalderens tortur.
Nok en retssag begynder med Anne i rollen som anklaget: En sag, man næsten ikke kan forholde sig til, så grotesk er den:
Anne tager en fremmed mands ko, der jo ellers ikke er så let at stikke af med eller skjule. Og koen er til overflod øremærket! Hvad gør hun ved det? Hun skærer såmænd dens ører af! Så er den jo ikke til at kende igen! Da hun ingen steder har at gøre af den, prøver hun at få forskellige mennesker til at have den hos sig. De nægter selvfølgelig, og Anne bliver taget, man kan næsten sige på fersk gerning. Er det bare en umådelig dum og naiv pige, der laver det håbløse nummer? Nej, det tror jeg ikke. Jeg kan kun se en stakkels sindsforvirret kvindes skrig om hjælp og omsorg. I dag var hun utvivlsomt blevet erklæret utilregnelig og indlagt til mentalobservation og lægehjælp. I stedet bliver hun slæbt gennem en retssag, der naturligvis ender med endnu et ophold på Møen
Hvordan det her lykkes hende at rejse sig mentalt, er vanskeligt at forestille sig, men ikke desto mindre lykkes det hende at stikke af fra tugthuset. Hendes videre fremfærd tyder på, at hun er kommet sig, men også at hun slet ikke er så dum, som kvægtyveriet lader ane.

Hendes næste faste opholdssted er hos den pensionerede degn Feilberg i Raklev ved Kalundborg, som fæster hende som tyende under falsk navn. Og hun har ikke kun været almindeligt tyende, hun føder også en dreng, som degnen er far til. Også selvom han på ingen måde vil være ved den illegitime forbindelse. Måske har Anne selv nydt degnens selskab om natten, måske har hun sågar holdt af ham, måske har hun blot set frem til at blive gift med enkemanden og få status og et materielt bedre funderet liv. Men degnen skal ikke nyde andet end den uforpligtende fornøjelse: Annes søn bliver døbt Christian og derefter bortadopteret. Og så bliver Anne forresten fyret! Man må betænke, at hun er en undvegen straffefange; selvom hun havde haft lyst og mod til at lægge sag an mod Feilberg, ville det have gået galt: Hun kunne næppe klare en retssag uden det kom for en dag, hvem hun i virkeligheden var. Med andre ord: endnu en øretæve fra tilværelsen og endnu et barn, hun aldrig mere får at se.
Hvad lærer Anne af denne lektie? Hun bliver hård som flint; en beregnende og snu kone, der nu kun giver præcis så meget af sig selv, som hun mener er nødvendigt For at opnå sit mål, som nu kan sammenfattes meget enkelt: En tilværelse uden afhængighed af en herre eller madmor, et sted at bo, varme og mad. Og spiritus. Annes spriritusforbrug stiger herefter støt, selv om det i perioder lykkes hende at holde sig ædru. Nemlig så længe det er nødvendigt for at opnå sine mål. Og ellers giver snapsen hende det beskyttende bevidsthedslag, der gør verdens stød og slag til at bære og dækker over de sorger, hun bærer rundt på.
Hun får job i huset i en de mest velhavende købmandsgårde i Kordilsgade i Kalundborg.
På den anden side af gaden bor Peder Post, der er ungkarl, husejer og en fin rebstige for Anne til et socialt niveau, kun få i datiden turde drømme om.
Anne gør meget ud af sig selv, smiler og skæmter med Peder, som hun virkelig får tændt. Og så lykkes det: Han frier. Anne har ikke noget imod manden og kan da godt nyde at være sammen med ham, men samtidig er det - mildt sagt - et fornuftsparti, hun bruger al sin charme på at få hevet i land. Der er lyst første gang for dem i kirken, da bomben springer: Hjælpsomme mennesker fortæller Peder, at Anne har en fortid! Ikke et ord om tyveri eller tugthus, men en uskyldig bemærkning, om at Peder Post nok ikke kan klare det selv, men er nødt til at gifte sig en søn til! Annes fejltrin - eller er det en fejldisponering - fra Raklev indhenter hende. Post vil ikke vide af Anne: en falden kvinde, der har født udenfor ægteskabet! Eller har han selv søgt efter et påskud til at gøre det forbi? Det varer i et hvert fald ikke længe efter de har brudt, før han gifter sig til anden side.
Lykkedes det ikke Anne at spille spillet? Opdager Peder - måske bare instinktivt - at hun ikke elskede ham, og aldrig havde gjort det? Var hun for gammel og udslidt? Måske, men det er slet ikke sikkert, som det måske fremgår af Annes videre historie. Såret og grænseløst skuffet og endnu en gang ydmyget i offentligheden, er Anne opfyldt af had, jalousi og hævntørst. Og efter en julefest, hvor hun har indhentet noget af al den snaps, hun ikke drak, da hun opvartede Peder, stikker hun ild til stråtaget på hans hus. Ilden bliver slukket, men i den efterfølgende undersøgelse lykkes det - mærkeligt nok - ikke myndighederne at få Anne i fedtefadet.
Så stikker hun halen mellem benene og forsvinder - nok en gang.

Denne gang til Hagestedgård ved Holbæk, hvor hun kommer i huset. Her møder hun den meget yngre Hans Larsen, der bliver stormende forelsket i Anne. Han er en overbeskyttet mors dreng, der altid har været genert overfor pigerne. Annes verdensdamefacon - hun havde jo været i huset hos flere højborgerlige og honette familier - og hendes erotiske udstråling og seksuelle erfaring får Hans til at falde pladask for hende. Anne flytter en tid hjem til Hans, der bor hos sin mor, men det går naturligvis ikke; de to kvinder trækker i ham fra hver side, og Hans' mor har gennemskuet Anne.
Anne kan på sin side godt se, at Hans ikke er nogen drømmehelt eller bare lidt velhavende. På den anden side kan han vel forsørge hende og give hende et eget hjem? De bliver hurtigt gift i Ågerup Kirke og flytter ind til leje i et dobbelthus nær Malthes Kro i Vipperød. Her må de dele den ene lejlighed med en ældre mand. Ikke den ideelle honeymoon. Og arbejde og penge er der ikke for eget af; Hans går som daglejer og har i perioder job hos en vognmand i Holbæk.
Og i løbet af et par år er ægteskabet slidt helt i stykker, og Hans´ betagelse og forelskelse forduftet. Og i det stykke hjælper Anne selv godt til: Hendes drikfældighed tager til i foruroligende omfang. Ingen dag kan startes uden et par pægle brændevin, som let kan hentes på kroen. Hvis man har penge. Anne har ikke meget arbejde; hvem ansætter en fordrukken daglejer, når der er ædru nok? Desuden bliver hun kværulantisk og trættekær, når hun har fået noget at drikke. Hun skændes bl.a. med kromanden. For at få penge nok sælger Anne ud af familiens ejendele, men også af andres. En morgen har Hans og hun et skænderi - om penge som sædvanligt. I irritation og ærgrelse slår Hans hende, så hun i sin morgenrus falder om på gulvet.

Da han er ude af døren samler Anne nogle gløder fra ildstedet og går op til kroens lade. Her kaster hun gløderne ind af et hul i væggen.
Branden bliver hurtigt slukket og gør ingen skade, men i undersøgelsen, der følger, bliver Anne anklaget og sat i Holbæk Arrest, mens undersøgelsen løber. Hun roder sig ind i den ene løgn og selvmodsigelse efter den anden, og må også opleve, at alle sagens vidner, vidner til ugunst for hende. Også Hans, der nægter at have slået hende. I forhør efter forhør roder hun sig længere og længere ud i løgne, til hun endelig tilstår. Herefter står anklagen på forsøg på mordbrand, der efter Danske Lov straffes med døden. I løbet af forhørene har herredsfoged Jacob Dall prøvet at fastslå Annes virkelige identitet. Og til trods for at Annes resterende straf fra Møen og hendes rømning aldrig kunne snige sig op til nær så hård en straf, benægter Anne hårdnakket i flere måneder, hvem hun virkelig er. Hvorfor denne ulogiske benægten af fortiden? Smerter det for meget? Eller slår det hele bare klik for hende?

Herredsretten dømmer hende til døden. Sagen appelleres til Landsretten, der stadfæster straffen. En dødsdom skal altid prøves ved Højesteret, og her blæser nye vinde. Anne får en klækkelig strafnedsættelse til nogle års fængsel i Københavns Tugthus på Christianshavn, hvor hun bliver indsat.
Få år tidligere havde der her været flere fangeoprør på grund af de forfærdelige forhold, man bød fangerne. Nogle fanger blev i den anledning henrettet, men forholdene blev ikke ændret meget til det bedre. Så det var stadig en hård straf. Mange overlevede ikke nogle års ophold der.
Heller ikke Anne. Efter en del ophold på tugthusets sygeafdeling, dør hun - muligvis af tuberkulose - efter et par år.
Hun bliver begravet på tugthusets egen kirkegård. Dødsdommen blev alligevel fuldbyrdet.
Men var dommen ikke allerede afsagt, da hun kom til verden 45 år tidligere på Lolland?"

Oversigt over scenerne:

Med amatørfotos fra en opførelse af friluftforestillingen.



1. billede: Anne Andersdatter introduceres. Fødsel & dåb.



2. billede: Anne er 4 - 5 år, ingen vil lege med hende, hun sendes ud at tjene.



3. billede: Dukketeater i landsbyen. Stavnsbåndet ophæves.
4. billede: Anne som 7-årig vogterpige.
5. billede: Vogterbørnene og Anne til konfirmationsforberedelse.



6. billede: Min søn, vil du i verden frem?



7. billede: Anne konfirmeres.



8. billede: Anne er midt i 20'erne, Valborgaften.
9. billede: Bodil stjæler, Anne er gravid.
10. billede: Hellig Tre Kongers aften.



11. billede: Byretten i Nakskov.



12. billede: Annes barn dør.



13. billede: Karen og Christina befrier Anne, der er på vej til tugthuset.

Pause

14. billede: Anne er sidst i 20'erne og er, under falsk identitet, i tjeneste i Kalundborg hos Feilberg
15. billede: Voldtægt. Anne bliver gravid igen og smides på porten.



16. billede: Anne bortadopterer barnet.
17. billede: Skillingsvise.
18. billede: Anne er sidst i 30'erne og i tjeneste i Kalundborg hos Madam Ostermann



19. billede: Marked i Kalundborg.
20. billede: Annes kæreste Peder Post slår op.
21. billede: Anden juledag.
22. billede: Karen og Christina kommer med deres mor.
23. billede: Anne er først i 40'erne og bor i Vipperød.



24. billede: Kartoffelfolkene
25. billede: Hæleri?
26. billede: Mordbrand
27. billede: Holbæk Arrest/Landsretten.



28. billede: Anne i Højesteret.



29. billede: Anne dør. Sig nærmer tiden.


SANGTEKSTER:

Lærken den sang for mig
(tekst: Michael Clasen; musik: Jean Zederkopff)

Lærken den sang for mig
højt over bondens ager:
Dit liv det skal blive en leg.
Og slut er nød og klager.

Ude er fattigdom, slid og klage.
Lykke og rigdom i alle dine dage!

Kvælden den kom så sort.
Drømmen var smuk og fager:
Dit liv det skal blive så stort
og rigt, så snart det dager!

Ude er fattigdom, slid og klage.
Lykke og rigdom i alle dine dage!

Ridderen på sin hest
hilste mig næste morgen:
dit liv det skal blive en fest,
Rid med til kongeborgen!

Ude er fattigdom, slid og klage.
Lykke og rigdom i alle dine dage!


Flæskesteg - øllebrød
(tekst: Michael Clasen; musik: Jean Zederkopff)

Flæskesteg, øllebrød!
Det er Carolines fød`!
Det er ved den søde grød!

Postevand, gammelt brød!
Det er Abelones fød`!
Det er ved den sure grød!

En kan få
himmelblå
strømper på sin hæl og tå!

Men de små
de må gå
uden sko og strømper på!

Hvem er du -
lige nu?

Hellig Valborg
(tekst Michael Clasen; musik: Jean Zederkopff)

Pigerne:
Hellig Valborg, til din ære,
vil vi på din aften bære
kranse og bånd,
kranse og bånd -
flettet af nænsom pigehånd.

Maj, maj, du skønne
for piger og karle,
for lærke og svale.
Maj, maj, du grønne
for karle og piger,
hvor safterne stiger
og alting spirer
og grønnes.
Du og jeg og maj.

Karlene:
Hellig Valborg, til din ære,
vil vi på din aften bære
sommer i by,
sommer i by,
rejse vor majtræ højt mod sky.

Maj, maj, du skønne
for piger og karle,
for lærke og svale.
Maj, maj, du grønne
for karle og piger,
hvor safterne stiger
og alting spirer
og grønnes.
Du og jeg og maj.

Karlene:
Hellig Valborg, til din ære,
vil vi på din aften bære
landsbyens bass,
landsbyens bass
rundt om dit træ på byens plads.

Maj, maj, du skønne
for piger og karle,
for lærke og svale.
Maj, maj, du grønne
for karle og piger,
hvor safterne stiger
og alting spirer
og grønnes.
Du og jeg og maj.

Anne:
Hellig Valborg, til din ære,
vil jeg på din aften bære
den, som jeg får,
den, som jeg får,
den, som du gi´r til mig i år.
Maj, maj, du skønne
for piger og karle,
for lærke og svale.

Maj, maj, du grønne
for karle og piger,
hvor safterne stiger
og alting spirer
og grønnes.
Du og jeg og maj.

Pigerne:
Hellig Valborg, til din ære,
vil vi på din aften bære
hver vores karl,
hver vores karl -
hvis han sku` bli´e fuld og gal.
Maj, maj, du skønne
for piger og karle,
for lærke og svale.

Maj, maj, du grønne
for karle og piger,
hvor safterne stiger
og alting spirer
og grønnes.
Du og jeg og maj.

Karlene:
Hellig Valborg, til din ære,
vil vi på din aften lære
hver vore pig´,
hver vore pig´
alt om en vårnats trylleri.
Maj, maj, du skønne
for piger og karle,
for lærke og svale.

Maj, maj, du grønne
for karle og piger,
hvor safterne stiger
og alting spirer
og grønnes.
Du og jeg og maj.

Kartoffelhøsternes sang
(Tekst: Michael Clasen; musik Jean Zederkopff)

På den jord, som vor Gud han skabte,
skabte han og vår og høst.
Efter æbler og vin der tabte
han kartoflen - fattigmands trøst.

Kartoflerne i jorde
bli`r maden på vore borde
til høst.

Grave, hakke og dække, rive!
Marken er det rene ler.
Kun fordi det engang vil give
mad på bordet, kan vi mer´.

Kartoflerne i jorde
bli´r mad på vore borde
til høst!

Toppen vokser og visner atter!
Bunden den kan gøre mer´!
Til oktober er der latter,
for så er der blevet fler´.

Kartoflerne i jorde
bli´r mad på vore borde
til høst!

Vi er trætte og møgbeskidte
efter mange timers slid,
Helt fra gry må vi slide i det.
Hvad er lønnen for vort slid?

Kartoflerne i jorde
bli´r mad på vore borde
til høst!

Anmeldelse:
Holbæk Amts Venstreblad: Fredag 1. juni 1990: ved jf:

"Anne tog sig tid
Fantastisk vovestykke på over tre timer i Vipperød teater- og musikforening
Anne Andersdatter blev ikke ret gammel - bare 41 år. Ikke desto mindre tager det lige knap tre timer at skildre hendes liv, gerninger, hendes skæbne, som, var så trist.
Premieren i aftes med den lyse vindlette aften, gjorde det ikke umuligt at sidde stille så længe, og de mange medbragte paraplyer, holdt byger væk fra Ågerup Rideskole, hvor »Historien om Anne« så voveligt var lagt udendørs. Men hen mod slutningen, hvor, det tætte lysmørke havde lagt sig, og mange, forudseende - eller varskoede - publikummer havde pakket sig i uldtæpper, var sikkert en god del af forsamlingen taknemmelig for ikke at skulle holde på en kuglepen…
Det er en meget flot forestilling, forfatteren og instruktøren Michael Clasen har sat på benene. Gåsehuden - ikke at forveksle med den kriblende fornemmelse, man kan få af kulde - løb på rigtige - og rigelige - tidspunkter hed over rygstykkerne, dem, Anne fik så mange tæsk på.
Siden januar, har skuespillerne øvet på stykket - og de seneste tre uger på »den rigtige scene« på Ågerup Rideskole. Scenen er utrolig enkel i sin opbygning - en gårdsplads med simple - og elegante - angivelser, rammet ind med kampesten, med halmballer, der fint - og forståeligt - gør det ud for både kirke, skole og retssal. Enkelt er godt og de naturlige omgivelser lagde en fin ramme, f. eks. sang fuglene på et tidspunkt deres aftensang så højt, at man skulle spidse øret for at høre Annes historie.
Men sceneriet er langtfra simpelt. Rekvisitterne overrasker til stadighed med nøjagtige og pudsige ting, man pludselig fæster øjet på: levende høns i bur på markedspladsen, et barn med en »rigtig« gammeldags dukkevogn, dukketeatret, højesteretsdommere med parykker og kapper, enkeltheder, som disse 125 Vipperød-amatører har taget tiden til.
»Historien om Anne« er rå, og den bliver ikke mindre barsk i Anette Eskildsens forrygende måde, at spille den på. Når hun - meget få gange under de tre timer - er glad, bobler man selv med, og den vrede og sorg, hun viser mod verdens besværligheder, trykker en længere ned i sædet. Ingen tvivl om, at verden var uretfærdig for en stakkels lollandsk pige, født i fattige kår, der måtte ud og vogte som fem-årig. Anette Eskildsen i rollen som både baby, barn og voksen kunne have virket fortænkt, men hun vækker jubel. Hun agerer og lyder som det, hun skal spille, både med lyde og skuespil.
De eneste reelle sympatisører - ud over de 250 publikummer - er de to unge »nutidsmennesker«, Karen og Christina spillet af Stine Bahn Larsen og Rikke Møller Kristensen. De to kommer fræsende i tide og utide på deres Kreisler-knallert og blander sig i hendes trælleliv. De får sat tingene i perspektiv til vore dage, men Annes liv og hendes tid er i forvejen så anderledes end vores nutid, at vi ikke behøver at få det skåret ud. Rollerne er velspillede, men spørgsmålet er, om ikke stykket kunne have klaret sig uden denne usandsynlighed at blande tiderne. En enkelt gang forekom tilstedeværelsen af en nutidsperson - en tredje - helt umotiveret. Bedst som vi havde vænnet os til de to søde og velmenende piger, dukkede deres mor op - i sin bil. Blot for at kalde på pigerne, der ledte efter Anne. Og det var i anden akt, hvor aftenen nærmede sig det tidspunkt, hvor kun de opstillede vågelamper - med fin effekt - og lyskeglerne lyste op.
Musikken og sangene derimod kan igen undvære. De er med til at sætte en tidsstemning og udtrykke stykkets følelser. Dels indledes de to akter med et fem mands spillemandsorkester, dels synges flere viser undervejs og der spilles musik under ledelse af Jean Zederkopf. Annes sang, »Jeg har en sorg så stor i mine unge dage«, blev gentaget fint flere gange, ligesom konens, spillet af Aase Petersen, »Min søn, vil du i verden frem, så buk« bør nævnes, fordi den flot skildrede, hvad Anne skulle have gjort for at klare sig.
Anne Andersdatter bukkede sig ikke, men hun kom trods stavnsbåndets ophævelse i 1788 - fint skildret med teater i teatret – i ulykke på flere måder. Hun er træt af sit trælsomme liv, vil gerne være frue - og det koster hende et dødfødt barn og en dom for tyveri. På grund af den ulykkelige omstændighed var hun nødt til at flygte for stjålne penge, men hun kommer aldrig ud af alkoven, før lovens lange arm hiver hende ud af halmen. Og kun de to nutidsmennesker redder hende fra to års tugthus på Møn.
Hvordan Anne virkelig klarede den, står hen i det uvisse, men det er også ligegyldigt - ud kom hun og drog til Kalundborg, hvor hun igen kom i ulykke. Hun skifter navn til Karen Poulsdatter, det navn hun kendes under her på egnen.
Hun er blevet 26 år, og hendes lede herre forgriber sig på hende. Og han, der er både degn og enkemand, smider hende på porten, da hun er blevet frugtsommelig. Efter at have bortadopteret sit lille barn, går det helt galt for Anne. Scenen er i øvrigt smukt spillet med præcis den følelse af sorg og afmagt, den nybagte mor må føle. Anne - alias Karen Poulsdatter - begynder at drikke, og enden er nær. Men igen oplever vi denne lykke-følelse over, at så stakkels et menneske skal undes lidt glæde. Anne danser, smiler, ler - er forelsket, og den unge Peder Jensen Post gengælder de hede følelser, indtil de nævenyttige koner - som fortællingen er fuld af, fortæller ham, at Anne har et uægteskabeligt barn. .
Han var Annes sidste rigtige glæde - ud over brændevinen, som hun knapt har råd til. Hun bliver grim, ussel, bitter, ond - og vi kan egentlig godt forstå det. Men da hun sætter ild på Malthes kro, går hun for vidt. Fængsles, og...
Ja, det skal vi naturligvis ikke røbe her. »Historien om Anne« fortælles igen i aften, på lørdag og søndag. Men med udsolgt til premieren i aftes og udsolgt til de næste tre forestillinger er der egentlig ingen grund til at lokke flere til. Alt er optaget - succesen er hjemme. Der er lagt et utroligt arbejde - og Vipperød må blive tom, når Anne endelig lægges til hvile som fortjent."



Anne Andersdatters andet liv - "Det smukke kranie fra Købmagergade"
Mere end 25 år efter "Historien om Anne" løb over scenen, fik jeg ideen til at omforme historien om hendes liv fra scenens til romanens form. Med andre ord gik jeg i gang med manuskriptet til den historiske roman "Det smukke kranie fra Købmagergade".
Selve Annes livs baggrund, begivenheder og faser forblev naturligvis de samme, men det var indlysende, at de to medier - scenen og bogen - stillede vidt forskellige krav til fortællingens udformning. Hvert medie har sine stærke fortrin - og svagheder. På scenen kan lys, lyd og bevægelser vise uudtalte tanker og følelser. I bogen kan man direkte fortælle om den historiske og den menneskelige baggrund og tage læseren med ind i personernes tanker og følelser.
Det stod mig hurtigt klart, at Anne ikke kunne bruges som første-person-fortæller; dertil ville hun være alt for dårlig til at udtrykke sig. Jeg søgte derfor en troværdig fortællerstemme blandt de mennesker, hun mødte i sit liv. Det måtte være en person med en vis evne til at udtrykke sig. Havde hun for eksempel ikke haft forbindelse med en præst eller en læge under sit ophold i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn? Der viste sig en skikkelse, jeg ikke havde truffet tidligere: fængslets læge, dr. med. og professor Carl Otto. Havde han skrevet noget? Ih, ja, tusinder af sider. Ikke bare havde han været ansvarlig for fængslets sygeafdeling i de fire periode, Anne havde været indlagt frem til sit dødsfald, han var desuden en vaskeægte nørd. Fra sin tidlige ungdom var han Danmarks kendteste bannerfører for frenologien eller kraniologien, en pseudovidenskabsgren, der påstod, at man kunne aflæse en persons karakter og evner (og mangler) blot ved at føle og opmåle vedkommendes kranie.
I romanens fiktive verden lader jeg Carl Otto som gammel mand blive grebet af tvivlens nådegave med hensyn til denne opfattelse. I hans bolig på Købmagergade i København lader jeg ham skrive sin bekendelse. Denne iblandes beretningen om Anne Andersdatters liv fra fødsel gennem fejl og nederlag til alt for tidlig død.
Jeg ser frem til, at romanen udkommer i 2017, og glæder mig til, at den kan få sin egen side på mit forfattersite. Indtil da har jeg lagt en lille, gratis læseprøve op. Se det og læs det her: Læseprøve.
Følg dens tilblivelse på min blogg: 2015 og 2016
God fornøjelse.



Denne side er senest opdateret 26. 11. 2016
 
 
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu