Loppens år - MED EGNE ORD

Gå til indhold

Hoved menu:

Loppens år

Gamle skriverier > Dramatik
 
Loppens aar - et Spil fra Pestens Dage ...

... var titlen på Vipperød Teater- og Musikforenings tredje historiske egnsspil, som opførtes på Nyvang i forsommeren 1995.
Jeg havde skrevet manuskript, og Jean Zederkopf komponerede musikken til sangene.


- SPILLETS BAGGRUND
Uddrag af mit oplæg til Vipperød Teater- og Musikforening:

"Overordnede tanker om spillet:
Middelalderen er en fascinerende tidsalder.
Her mødes alle former for modsætninger og paradokser.
Vild luksus og vellevned lever side om side ikke bare med fattigdom, men også med selvvalgt askese.
Fromhed og gudsfrygt præger tiden i samme grad som hedensk overtro og ukristelig grusomhed.
Og sådan kunne man blive ved; det er en epoke med en utrolig spændvidde.
Den kaldes den mørke middelalder. Den var nok ikke så mørk endda: Men i mange år var den mørkelagt, fordi man vidste (og ved) så lidt om den.
Stykket skal formidle denne tidsalder, der på mange måder er lige så fremmed for os, som var den af en anden verden. Og alligevel er det jo "bare" 650 år siden, sølle 22 generationer. Og mennesket har vel næppe ændret sig grundlæggende siden da; mon ikke de elskede, hadede og frygtede omtrent som vi gør?
Spillet må på den ene side bore sig dybt ind i middelalderens væsen samtidig med at den fremstiller mennesket, der konfronteres med den største trussel.
Der er vældig mange ting fra 1349, som vi kun kender lidt eller intet til. Resten er nødt til at være fantasi.
"Loppens Aar" skal naturligvis forholde sig sandrueligt til de uomtvistelige kendsgerninger, men netop hvis vi tager middelalderens fantasifulde forestillinger om verdens styrelse og de udviskede grænser mellem virkelighed, tro og overtro, som prægede den tids mennesker på ordet, giver det os mulighed for at levere en forestilling, der er præget af frodig fantasi og fabulerende påfund; i teatrets ægte ånd.

Historisk baggrund:
Europa:
Hele Europa er katolsk og som sådan under ledelse af paven Clemens VI, der på dette tidspunkt residerer i Avignon i Sydfrankrig.
Korstogene er ved at være et overstået kapitel, men pilgrimsrejser er relativt almindelige. Overalt er der munke- og nonneklostre.
Vi befinder os i feudalt opbyggede samfund med kejsere, konger og fyrster øverst på det verdslige samfunds pyramide. Under dem finder vi mindre fyrster og herremænd, der på den ene side har svoret troskab til deres herrer, og på den anden side hersker over bønderne, som er langt de fleste og som alle lever i små landsbyer.
Nogle er fribønder, mens andre er livegne og ejes af deres herremand.
I købstæderne lever handelsfolk og håndværkere, der har et relativt selvstyre - oftest direkte underlagt kongen eller hans lokale høvedsmand.
I 1348 starter den epidemiske pest "Den Sorte Død" i Messina på Sicilien.
Den breder sig med en forbløffende hast op gennem Europa. Mange forskere mener, at den kostede livet for mellem 1/3 og 2/3 af Europas befolkning - op mod 20 millioner mennesker på bare 2 år!

Danmark:
Landet er i 1349 et splittet rige, som kong Valdemar (Atterdag) er i færd med at gen-samle.
Da hans far Christoffer II dør, er landet pantsat og faktisk besat af tyske fyrster bl.a. af den tyske grev Gerhardt (Gert). Denne bliver dræbt af Niels Ebbesen i 1340.
Igennem de næste 25 år arbejder Valdemar på at få panthaverne ud, få samlet riget under sin egen regering. Dette sker dels ved at købe dem ud, men også ved at angribe deres borge og slå dem.
Valdemar beskrives som en ægte statsmand, måske en af de største, der har regeret i landet. Han karakteriseres som: Klog, hurtig, målbevidst, ukuelig, energisk, men også kold, beregnende, kynisk amoralsk og skrupelløs.
Bid for bid lykkes det ham at erobre landsdel for landsdel. Han er evigt på farten og bor i sine borge i de forskellige købstæder, bl.a. Kalundborg, Ringsted, Vordingborg og Holbæk (Slot).
Midt under sin offensiv - i 1347 - rejser han på pilgrimsrejse til Jerusalem.
Hjemme igen fortsætter han. Adelen er splittet: På den ene side bryder de sig ikke om at være underlagt de udenlandske besættelsesmagter, på den anden side er de heller ikke interesseret i en for stærk dansk kongemagt, der kan begrænse deres indflydelse.
Hele befolkningen vånder sig under de stadige krigshandlinger, de store krav til opbygning af kongens forsvarsværker og de høje skatter, han udskriver. Man bøjer sig for kongen, men der skumles i krogene.
I 1349 er Valdemar ca. 30 år.

Lokalsamfundet:
Holbæk købstad er i 1300-tallet meget lille. Selve byen har været området , der i dag begrænses af Valdemar Sejrsvej, Jernbanevej, Smedelundsgade og videre ned til fjorden.
I forbindelse med kong Valdemars bestræbelser på igen at få landet samlet spiller Holbæk købstad en lille, men ikke uvæsentlig rolle.
Albert Thomsen skriver om dette i "Holbæk Købstads Historie":
..."den danskfødte Eventyrridder Knud Porse benyttede sig i 1323 (da kong Valdemars far kong Christoffer blev fordrevet fra landet) af Lejligheden og fiskede i rørte Vande. (Kong) Christopher havde dømt ham fredløs efter et Oprørsforsøg; nu vendte han tilbage (...) til Varberg, og allerede i 1326 kaldtes han Hertug til Halland, Samsø og Holbæk.
(...) ... da Christopher i 1329 vendte tilbage, brændte og plyndrede Knud Porse overalt paa Sjælland og deltog som Fører for danske Adelsryttere i Kampen mod ham. Ved Forliget i Ringsted (...) maatte Kongen love, at Knud Porse skulde beholde sit Hertugdømme og endda i Tilgift arveligt forlenes med Estland.
(...) Knud (Porse) døde pludselig i København 1330. Hans Enke (...) bevarede sine Godser og kaldtes i de følgende Aar ofte Hertuginde til (...) Halland, Holbæk og Samsø. Hun ejede ogsaa Kalundborg, som hun pantsatte til en Tysker. (...) Da Valdemar Atterdag i 1340 blev Konge (...) synes han foreløbig at have anerkendt Fru Ingeborgs Godser; et Brev siger, at han "lovede Hertuginden og hendes Sønner Hertugdømmet Holbæk og Samsø"; hertil hørte vel ogsaa Kalundborg.
Alligevel rendte hans Folk baade 1341 og 1342 forgæves Storm mod denne stærke og vigtige Borg, som det først i 1343 lykkedes ham at erobre ved List og Forræderi. Samtidig har han taget Holbæk, for da han 18. November solgte de skaanske Lande (...) mod at faa København, nævnes i Skødet som Kautionister - sammen med Bisper og adelige - ogsaa Borgere i Roskilde og Bymænd i Aalborg, Holbæk og Slangerup. Det var nok de eneste Byer, Kong Valdemar endnu var Herre over; derfor nyder Borgerne den tvivlsomme Ære.
Tre Aar senere afhændede han igen Holbæk. I det Forlig han 15. Aug. 1346 sluttede med Knud Porses Sønner, afstod de ham deres Arveret til Estland mod i Vederlag at faa "Hertugdømmet Holbæk" (...) Samme Aar solgte Valdemar igen Estland til de tyske Riddere.
Også Holbæk er snart igen i hans Besiddelse, (...) efter 1349, da Porsesønnerne begge (Håkon & Knud) døde af "den sorte Død".
Holbæk Slot:
Borgen lå på bakken ved siden af Shell-tanken på Valdemar Sejrsvej. Det vides, at Valdemar Atterdag ved adskillige lejligheder har opholdt sig her.
Klosteret:
Sortebrødrene (dominikanerne) kommer til Holbæk i 1275, og der bygges et kloster. Dominikanerne er en af de såkaldte tiggermunke-ordener, hvis opgaver er studier, prædiken, bøn og missionsvirksomhed. De må ikke lave legemligt arbejde og ikke have personlig ejendom, de skal i stedet tigge. Klosterkirken indvies i 1323.

Den sorte Død
kaldes den pest-epidemi, der hærer Europa 1348-50. Man anslår at 15-25 millioner mennesker blev dens ofre; mellem 1/3 og 2/3 af Europas befolkning. Sygdommen har to former, hvis smitteveje er forskellige:
- Byldepesten smitter gennem blodet. Rotter kan bære sygdommen med sig, men det kan mennesker naturligvis også. Smitten forgår via lopper, der suger blod af både smittede og raske. Byldepesten giver høj feber og - efter nogle dage - store, hævede kirtler, der farves sorte og i nogle tilfælde brister, hvorved den smittefarlige materie yderligere kan spredes. Man regner med at omkring halvdelen af de smittede dør inden for en uge.
- Lungepesten smitter ved ved dråbeinfektion, giver også høj feber, men har et forløb på kun 2-3 dage og er altid dødelig.
Datidens rotte er den sorte rotte (og ikke den brune, som vi kender fra nutiden). Den sorte rotte er langt mere tillidsfuld og langt mindre aggressiv overfor mennesker, hvilket betyder, at folk dengang accepterede den i og omkring deres boliger, måske som vi accepterer gråspurven.
Man mener, at pestens eksplosionsagtige udbredelse bl.a. skyldes den dårlige hygiejne, der gav lopperne gode levevilkår. Faktisk havde hygiejnen været bedre tidligere, men det var lykkedes kirken at lukke de fleste offentlige badstuer, da man ville undgå den usædelighed, der fandt sted her.
Datidens mennesker har ingen ide om sygdommens årsager, smitteveje eller måder at bekæmpe den på. Mange fantasifulde årsager bliver udtænkt, og mange virkningsløse kure bliver foreskrevet. Nogle mener, at det er jødernes skyld, og grusomme pogromer finder sted, fortrinsvis i Tyskland.
Det er en udbredt tro, at det er Guds straf overfor menneskerne, og mægtige optog af selvpinere - flagellanter - opstår.
Mange mennesker ser pestens hærgen som opfyldelsen af en af skrækvisionerne fra Johannes Åbenbaring, der beskriver Den yderste Dag, hvor jorden og menneskerne udslettes af Gud, Jesus genopstår og dømmer hver enkelt - til et evigt liv eller evig fortabelse i Helvede. Nogle prøver at leve ekstra fromt, mens andre kaster sig ud i de vildeste udskejelser.
Byer og hele landsdele lægges øde, og stodderen af i går er herremand den næste dag. Forældreløse børnebander prøver at overleve og drager hærgende omkring. Borgerskaberne prøver at isolere sig på landet.
Præster og munke er meget udsatte, men mange af dem nægter at opsøge de døende, som skal have den sidste olie, da de er bange for selv at blive syge.
Kongen giver amnesti til alle forbrydere, da samfundet ikke kan undvære en eneste borger.
Kort sagt: samfundet er ved at gå i total opløsning.
Da sygdommen alligevel - efter omkring et halvt år - har raset færdigt, efterlader den et samfund i dyb krise, men også en menneskehed, der tror, at de var fortabte, men som alligevel overlevede. Lettelsen over dette er med til at føre den mørke middelalder over i en ny, lysere tidsalder: Renæssancen, der jo betyder "Genfødslen".

Sproget:
Replikkerne vil blive skrevet på almindelig dansk, men med gammeldags udtryk og uden moderne vendinger. De skal siges på almindelig nutidigt dansk.

Bemærkninger:
Synopsen er blevet til efter et års historiske studier.
I en lang række tilfælde vil personer og begivenheder være baseret på historiske facts, men p.g.a. vores mangelfulde viden på masser af områder vil andre personer og begivenheder være fiktion ligesom skildringer af personers karaktertræk, tankegang og (over-)tro naturligvis er baseret på min fantasi.
Den store manglende viden kunne siges at være dårligt, hvis der skulle laves en historisk lærebog eller en udstilling.
Men da der skal laves kunst, må denne kendsgerning i stedet udnyttes kreativt - med den nødvendige historiske respekt.
Der lægges vægt på, at LOPPENS ÅR ikke primært skal fortælle historien, men fortælle historier!


Ved et tilfælde var flere teaterkompagnier i Holbæk i gang med stykker om Middelalderen i 1995. I den anledning udsendtes en art "Middelalder-avis", der beskrev de forskellige projekter. Til denne skrev Clasen nedenstående:

"LOPPENS AAR - et spil fra pestens dage
I 1348 invaderer “Den sorte Død” Europa.
Dens første ofre er nogle sømænd i Messina på Sicilien, og herfra breder sygdommen - pesten - sig nordover med en - efter datidens forhold - rivende hast.
Ingen ved, hvor mange mennesker pesten dræbte, men historikere skønner, at det drejer sig om cirka 20 millioner mennesker. Dette astronomiske tal gør de fleste historiske katastrofer - herunder 2. Verdenskrig - til det rene barnemad.
Det endnu sværere at regne ud, hvor stor en del af befolkningen, der blevet revet bort i løbet af de måneder, pesten rasede hvert nyt sted. I dag skønnes det, at det drejede sig om mellem 1/3 og 2/3 af den samlede befolkning, der døde af pesten! Enhver kan prøve at forestille sig, hvad virkningerne af en sådan epidemi ville være i dag - samfundsmæssigt og personligt.
Pesten havde to former: Byldepesten og lungepesten.
De blodunderløbne, mørke bylder, som særligt fandtes i ofrenes armhuler og lysker, gav sygdommen dens tilnavn - Den sorte Død. Omkring en tredjedel af de smittede overlevede byldepesten, mens de, der blev smittet med lungepesten alle var dødsens.
Datidens kloge fremkom med mange spekulative teorier om årsagerne til sygdommens opståen og hærgen, men fælles for dem alle var, at man dengang naturligvis intet begreb havde om virus. Og i dag ved vi, at heller ingen af de fantasifulde helbredelsesmetoder har kunnet virke.
I det katolske Europa var Bibelen det naturlige sted at søge en virkelig årsag til den svøbe, der hjemsøgte menneskene. Her fandt man et slags svar i Johannes Åbenbaring, som beskriver et rablende syn samme Johannes havde af Dommens Dag; den dag, hvor Jesus vender tilbage til jorden og tilintetgør alle onde kræfter og styrter de syndige i Helvedet, mens han fører de frelste til Himmerig. I Johannes´ syn beskrives netop, hvordan menneskene rammes af “ondartede og slemme bylder”.
I virkeligheden blev pestsmitten båret af lopper, der hoppede fra menneske til menneske og fra dyr til menneske. Det var i sandhed Loppen der regerede verden!
I Loppens Aar - 1349 - når sygdommen Danmark, som i forvejen er plaget af misvækst, besættelse og borgerkrig.
Den unge kong Valdemar (senere med tilnavnet Atterdag) er ved at samle det pantsatte og borgerkrigshærgede rige og har ved list, energi, intelligens og krigslykke næsten opnået kontrol over hele Sjælland. Han mangler kun at erobre Hertugdømmet Holbæk, der regeres af brødrene Porse, hvis far havde tilranet sig det i de lovløse år forud. Der er lagt op til en væbnet konflikt mellem hertugerne og kongen omkring Holbæk.
De historiske kilder siger ikke meget, men de fortæller dog, at den blodige konfrontation blev undgået: Porsebrødrene døde af pesten, og Hertugdømmet Holbæk kom i kongens hænder
Egnsspillet Loppens Aar foregår i dette middelalderlige univers, hvor menneskene ikke bare plages af de menneskeskabte ulykker, men også af Den sorte Død og frygten for at den yderste dag var nær."


Loppens Aar blev opført på Nyvang ved Holbæk.


Rolleliste & manuskript

Loppens Aar - et Spil fra Pestens Dage

Rolleliste:
- Parasitus, loppe
- Perforata, loppe
- Cane, loppe
- Irritans, loppe
- Inflamma, loppe
- Sangui, loppe
- Sarco, loppe
- Mortus, loppe
- Penetrans, loppe
- Had, med i børnebande, leder
- Grim, med i børnebande
- Tøs, med i børnebande
- Sorg, med i børnebande
- Kiv, med i børnebande
- Slag, med i børnebande
- Løs, med i børnebande
- Florentius, lærd mand
- Fabianus, lærd mand
- Faustinus, lærd mand
- Gisle, blind og klog kone
- Fader Conrad, munk, subprior
- Dan, soldat, spion
- Duft, en af ellefolket
- Dug, en af ellefolket
- Dag, en af ellefolket
- Døgn, en af ellefolket
- Død, en af ellefolket
- Dans, en af ellefolket
- Dån, en af ellefolket
- Charon, ligslæber
- Dante, ligslæber
- Rigor, ligslæber
- Abel, selvpisker
- Adde, selvpisker
- Adelbert, selvpisker
- Adils, selvpisker
- Adolf, selvpisker
- Adser, selvpisker
- Agge, selvpisker
- Agmund, selvpisker
- Hulda, en af de dydige
- Helga, en af de dydige
- Hedvig, en af de dydige
- Hense, en af de dydige
- Hasse, en af de dydige
- Ragnhild, en af de løsslupne
- Regna, en af de løsslupne
- Regisse, en af de løsslupne
- Rigmor, en af de løsslupne
- Rune, en af de løsslupne
- Roland, en af de løsslupne
- Robert, en af de løsslupne
- Rejer, en af de løsslupne
- Fader Cajus, munk, prior
- Broder Camillus, munk
- Broder Carolus, munk
- Broder Claus, munk
- Broder Celius, munk
- Broder Christoffer, munk
- Broder Cillius, munk
- Broder Claudius, munk
- Broder Clemens, munk
- Broder Constantinus, munk
- Broder Cordius, munk
- Broder Cornelius, munk
- Broder Cosmus, munk
- Tak, blind tigger(ske)
- Telse, etbenet tiggerske
- Tidsel, fuld tiggerske
- Tud, Tidsels datter
- Tole, imbecil tigger(ske)
- Ivan, landsknægt
- Ivar, landsknægt
- Ingvar, landsknægt
- Immer, landsknægt
- Ib, landsknægt
- Isak, landsknægt

Scenebillede:
I baggrunden:
Et skovbryn med store, gamle træer samt en yngre underskov. I skovbrynet findes to store træstubbe samt nogle bunker marksten.
Mellem nogle af de store træer er der udspændt en "rede" af kraftigt tovværk, hertil fører rebstiger op. Andre reb (udspændte og løsthængende) bruges til ture ned fra "reden". Bålplads. Bagud fortaber en sti sig ind i skoven.
I mellemgrunden:
En jordvej, der løber parallelt med tilskuertribunerne
I forgrunden:
Et fladt område med græs og ukrudt, yderligere en stor træstub.

Introduktion:
(Mens publikum finder deres pladser spilles middelaldermusik.
I børnebandens hule ligger ungerne og sover snorkende.
Når publikum er på plads kan starten gå:)

1. AKT:
(Gisle ind. Hun er blind og “føler sig frem” med sin blindestok. Hun slæber på en del tomme sække og poser samt en lertøjsdunk. Hun nynner, mens hun går:
Udenom hende følges/ledes hun af de 7 ellefolk, de nynner med på samme melodi:

Mel: - Når mørket æder alle skygger
(Gisle nynner kun refrænet og sætter kun ord på linie 2 og 4, ellefolket nynner hele melodien)
La, lala, lala, la, la, -
bukkeblad, sødskærm, johannesurt -
La, lala, lala, la, la, -
flyverøn, blodrod og elleskud.
(Gisle standser i nærheden af bålpladsen.)

Gisle:
Er her nogen?
(Ellefolket tier, idet Gisle taler. Hun får intet svar, Sorg vender sig uroligt og mumler småklynkende i søvne:)

Sorg:
Mor.
(Gisle går hen til Sorg, stryger hende forsigtigt over kinden)

Gisle: (til sig selv/publikum)
Hvad skal man sige?
Hvordan skal man kunne trøste?
Alle vegne hersker sorg, overalt råder angst og frygt.
Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde for at få fortalt om alt det forfærdelige og grufulde som hænder.
Hvordan kan den menneskelige tunge at genfortælle, hvad der sker, så grufuldt som det er?
Hvordan skal kommende slægter kunne tro, at der engang fandtes en tid, hvor alle mennesker døde, og hvor jorden lagdes øde?
At der engang var en tid, hvor den forfærdeligste og altomfattende ensomhed herskede blandt de overlevende?
Vi som er vidner, er lamslåede for livet.
(stryger igen Sorg over kinden):
Såh, såh, du lille.
(Gisle stiller dunken ved bålpladsen, leder på jorden efter noget spiseligt, finder et afgnavet ben, som hun prøver at bide bare en lille smule mere af. Med det i hånden går hun forsigtigt og smånynnende videre ud af spillepladsen fulgt/ledet af Ellefolkene, der nynner på samme melodi)
(Musikken slår over i en rask melodi, lopperne myldrer ind på scenen, mens de griner højt og larmende. Fremme på spillepladsen danser lopperne til musikken, mens de synger:)

mel: - Loppens år:
Loppens År, Loppens År
Vi har altid vidst det:
De første skal blive de sidste!
Det laveste kryb, foragtet af alle: en lille loppe
skal ende øverst oppe.
Tænk engang, hvordan det går op og ned
i Loppens År!
Loppens År, Loppens År!

(Musikken fortsætter under de følgende replikker, som lopperne taler direkte ud til publikum)

Parasitus:
Bedste søstre og brødre i Herren,

Perforata:
... gode herskaber ...

Irritans:
... Herrens ydmyge tjenere ...

Inflamma:
... og ganske almindelige bonderøve:

Sangui:
Kort sagt:

Sarco:
Kære publikum!

Mortans:
Velkommen til det trettenhundrede niogfyrretyvende år efter Kristus!

Penetrans:
Velkommen til Anno Pulex,

Parasitus:
... velkommen til ...

Lopperne: (i kor)
... Loppens År!

Mel: - Loppens år:
Loppens År, Loppens År
Vi har altid vidst det:
De første skal blive de sidste!
Det laveste kryb, foragtet af alle: en lille loppe
skal ende øverst oppe.
Tænk engang, hvordan det går op og ned
i Loppens År!
Loppens År, Loppens År!

Perforata:
Vi er kendt over hele den såkaldt civiliserede verden fra Kina til Kalundborg ...

Mortans:
... fra Hellas til Holbæk.

Penetrans:
Vi foretrækker til enhver tid menneskeligt selskab.

Sarco:
Vi er kendt af ethvert barn og voksen:

Inflamma:
Vi er kendt fra ethvert skridt og enhver en armhule

Cane:
Varme...

Sangui:
... og ingen generende pels ...

Perforata:
... men en dejlig masse sved ...,

Parasitus:
... stank ...

Perforata:
... og svineri!

Lopperne (i kor):
Sved og stank og svineri!
Sved og stank og svineri!
Sved og stank og svineri!

Irritans:
Jahhh!

Cane:
Må vi præsentere os selv:

Sangui:
Pulex Irritans

Perforata:
- eller mere ligetil:

Lopperne (i kor)
Lopperne!

Mel: - Loppens år:
Loppens År, Loppens År
Vi har altid vidst det:
De første skal blive de sidste!
Det laveste kryb, foragtet af alle: en lille loppe
skal ende øverst oppe.
Tænk engang, hvordan det går op og ned
i Loppens År!
Loppens År, Loppens År!

Mortans:
Vi skal bare et par år tilbage i tiden:

Parasitus:
Juni 1347:

Perforata:
Pesten dukker op ved Sortehavet!

Lopperne: (i kor)
Den sorte død!

Cane:
August 1347:

Irritans:
Tre skibe anløber Messina på Sicilien.

Lopperne (i kor):
Vi er med!

Inflamma:
Sømændene er syge eller døende.

Sangui:
Vi spreder rask smitten til byens indbyggere.

Sarco:
Oktober 1347:

Mortans:
Pesten kommer til Marseille!

Lopperne (i kor):
Vi er med!

Irritans:
Januar 1348:

Sangui:
Genua, Avignon og Venedig!

Lopperne (i kor):
Vi er med!

Cane:
Marts 1348:

Parasitus:
Firenze!

Lopperne (i kor):
Vi er med!

Mortans:
Maj 1348:

Inflamma:
Valencia!

Lopperne (i kor):
Vi er med!

Sarco:
Juni 1348:

Irritans:
Paris!

Lopperne (i kor):
Vi er med!

Cane:
Juli 1348:

Parasitus:
Rom!

Lopperne (i kor):
Vi er med!

Penetrans:
August 1348:

Perforata:
Bristol!

Lopperne (i kor):
Vi er med!

Penetrans:
September 1348:

Sarco:
London!

Lopperne (i kor):
Vi er med!

Sangui:
Januar 1349:

Inflamma:
Bath!

Lopperne (i kor):
Vi er med!

Mel: - Loppens år:
Loppens År, Loppens År
Vi har altid vidst det:
De første skal blive de sidste!
Det laveste kryb, foragtet af alle: en lille loppe
skal ende øverst oppe.
Tænk engang, hvordan det går op og ned
i Loppens År!
Loppens År, Loppens År!

Mortans:
Og nu ...

Lopper (i kor):
... sommeren 1349 ...

Irritans:
... hærger Den sorte Død i Danmark!

Lopperne (i kor):
Og vi er med!

Inflamma:
Sjældent så jeg et rige hårdere ramt af pesten. For hver tredje indbygger er to døde, for hver tredje hus, står to tomme, eller er beboet kun af hunde og katte.

Irritans:
Der er langt mellem beboede gårde, markerne ligger udyrkede hen, kvæget strejfer uden røgt over landet.

Sangui:
Ved Danehoffet i Nyborg bestemmer kong Valdemar:

Perforata:
Vi, Valdemar - konge til Danmark - udsteder herved en generel amnesti til alle fanger og misgerningsmænd på grund af den store skade og affolkning Danerriget har lidt. Landet behøver hårdt håndgangne mænd og aldrig har arbejdskraften været mere værd end nu - mere værd end det magre guld.

Parasitus:
Der er en sand overflod på rigdom, penge, jord, men det er døde værdier i disse tider og kaster ikke af sig.

Sarco:
Der skal folk til at dyrke føden, folk til at rejse ruinen og vinde det tabte agerland tilbage.

Cane:
Der er vendt op og ned på enhver orden; husmænd samler sig jordegods og bliver herremænd. En stodderkonge kan eje en hel by.

Penetrans:
I nogle landsbyer er der kun nogle børn tilbage, og de klarer sig som vilde hunde. Såsæden rådner, og hede og vildskov dækker vej og sti.

Mortans:
Danmarks Riges er til rotterne!

Lopperne: (i kor):
Danmarks Rige er til lopperne!

Lopperne (synger):

Mel: - Loppens år:
Loppens År, Loppens År
Vi har altid vidst det:
De første skal blive de sidste!
Det laveste kryb, foragtet af alle: en lille loppe
skal ende øverst oppe.
Tænk engang, hvordan det går op og ned
i Loppens År!
Loppens År, Loppens År!

(Lopperne ud, børnebanden begynder at vågne, Had strækker sig og gaber, Tøs vakler søvndrukkent hen til vandtruget og pøser vand i hovedet, Sorg brækker småpinde itu og lægger dem på bålpladsens gløder, som hun derefter giver sig til at puste liv i. Grim strækker sig larmende, rejser sig, går om bag et træ og tisser.)

Tøs:
Svin!
(Grim svarer ikke)
Det er dig, jeg taler til, dit svin, pis et andet sted!

Grim:
Åh, hold kæft!

Tøs: (til de endnu sovende)
Og se så at komme op!
(ingen reaktion, hun går hen og rusker i dem og råber:)
Så er det op! Nu!
(de mumler uforståeligt, vender sig om og sover videre.
Had har fyldt en spand med vand, går hen mod de sovende.)

Tøs: (appellerende til Had:)
Altså ...
(Had smider vandet i hovedet på de sovende, der farer op. Han vender sig om og går, Slag farer rasende efter ham, kaster sig over ham og det lykkes ham at lægge Had ned. De to slagsbrødre ruller rundt på jorden og kæmper indædt. De øvrige stimler sammen om dem. Had får overtaget og siddende overskrævs på Slag hvæser han:)

Had:
Har du fået nok?

Slag:
Ja ...

Had:
Hvem er den stærkeste?
(Slag siger intet. Had giver ham en øretæve.)
Hvem er den stærkeste?

Slag:
Det er du.

Had:
Hvem er den klogeste?

Slag:
Det er du.

Had:
Hvem bestemmer her?

Slag (opgivende):
Det gør du.
(Had rejser sig og går væk fra ham. Vender sig mod de andre:)

Had:
Og det gælder jer allesammen!
Her er det mig der bestemmer!

Grim:
Jaja ...

Had:
Hvad er der lille Grimrian? Vil du være vores leder?

Grim:
Nej, men ...

Had: (til alle)
Vi har ingen forældre mere, er I ikke klar over det? Vi er alene i verden!
(De andre mumler bejaende. Had mere roligt:)
Og én skal jo bestemme!
I kan bare sige til, hvis I vil have en anden ..

Tøs: (afbryder ham)
Du er god nok, Had!
Men Gisle har altså været her med medicin!

Had:
Hvem har sovet på vagten?

Kiv:
Det var Sorg, der ...
(Had går truende hen mod Sorg, Tøs stiller sig imellem)

Tøs:
Hende rører du ikke!
Forstået?

Had:
Vi kunne allesammen være blevet ...

Tøs:
Så tag selv vagterne! Og lad hende være!

Had: (til de andre:)
Og så er der medicin til alle!
(Nogle af dem rynker på næsen)

Had:
Jeg sagde alle!
(Dunken går på omgang, alle tager en slurk, idet de siger i kor med højtidelighed:)

Ungerne (i kor):
Gid Den Onde må tage pesten!

Kiv: (efter medicinritualet)
Vi har ikke mere mad.

Had:
Vi skal have noget at æde. Vi tager sydpå i dag.
(ser sig om)
Er I klar?

De andre:
Ja.

Had:
Hvad skal vi?

De andre:
På rov!

Had:
I alle onde djævles navn, ja!
Afsted!

Mel: - Vi tar´ kun på rov
(børnebanden synger, mens de går ud af spillepladsen:)
Vi tar´ kun på rov,
når vi har behov:
Så tar´ vi på rov
i den vilde skov.
Rov er ikke flov og ikke sjov, men bare husbehov!

(De 3 lærde ind ad hver sin indgang. De taler til hinanden. Lopperne følger i deres kølvand. De lytter demonstrativt interesseret til de lærde udredninger, men fniser sammen af de lærdes udredninger.)

Florentius:
Kære kolleger:
Den smitsomme karakter hos denne sygdom er visselig det frygteligste ved den. Og der findes ikke nogen måde at beskytte sig på.

Fabianus:
Kære kolleger:
Der må være en forunderlig kraft i denne pest, siden den ikke bare kan smitte fra menneske til menneske, men tilmed fra døde ting over på dyr.

Faustinus:
Kære kolleger:
Det er ikke engang nødvendigt at have været tæt på den syge for at blive smittet, det er nok at komme i berøring med tøjet eller med noget andet, som den syge har anvendt.

(Dan kommer ind. Han slæber på en del pakker og en rygsæk. Under det følgende stopper han op, ser på børnenes efterladenskaber og bålplads, Han ser sig omkring, sidder af, pakker sine sager ud. Han sætter sig ned ved bålet og begynder at spise.)

Florentius:
Når én, der har sygdommen dør, så dør også alle, som har besøgt ham på sygelejet, alle som har haft med ham at gøre, ja selv de, som bærer ham til graven, følger ham hisset.

Fabianus:
Det har vist sig vanskeligt, at finde præster, der er villige til at øve sjælesorg og gå på sygebesøg og uddele kirkens sakramenter.
Eftersom mange mennesker derfor dør uden at have modtaget bodens sakramente, har flere biskopper bestemt, at såfremt det ikke er muligt at tilkalde en præst, har syge og døende fuldmagt til at skrifte for hinanden, og hvis ingen mand er at opdrive, har sågar kvinder lov til at påhøre skrifte.

Faustinus:
I Venedig har Dogen sammen med byrådet nedsat en tremands komite, som skal rådgive om hvilke foranstaltninger, der skal sættes i værk for at hindre pesten i at brede sig.
Der er udnævnt særlige embedsmænd, der skal sørge for at renovationen er tilfredsstillende og for at det, som var smittefarligt, bliver fjernet.
Komiteen har allerede anbefalet, at det anlægges gravpladser på ubeboede øer, og at ligene graves mindst 5 fod ned i jorden.
Al immigration skal nøje kontrolleres.

Florentius:
I Firenze har man gjort alt, hvad der står i den menneskelige magt for at forebygge katastrofen: Ingen syge får lov til at komme ind i byen og alle forholdsregler er taget for at bevare borgernes sundhed.
Der er opsendt mange bønner og blevet arrangeret en mængde religiøse processioner.

(de 3 lærde ud igen.
Dan er færdig med at spise, han lægger sig godt til rette for en lur og falder i søvn. Lopperne holder op med at grine.
Musikken starter en munter dansemelodi.
Lopperne bliver på spillepladsen, de kigger interesseret på de agerende, der nu kommer ind: De løsslupne, Tidsel og siden de dydige.
De løsslupne kommer trallende, drikkende, krammende, kyssende og dansende ind på spillepladsen, hvor de syngende begynder deres muntre kædedans til sangen. De løsslupne er: Ragnhild, Regna, Regisse, Rigmor, Rune, Roland, Robert og Rejer.)

Mel: - De sorte Død den lurer
(De løsslupne synger:)
1)
Den sorte Død den lurer,
så lev imens du kan!
Refræn:
Ja, lev og lev i nuet,
før pesten slår dig ud!
Vin og et veldækket bord,
rus og fyldte maver,
spil og dans og hor
er livets sande gaver
Her regerer Fanden og hans pumpestok,
og han og vi får aldrig, aldrig, aldrig, aldrig nok!
2)
Til Helved´ med Vorherre!
Gid Fanden han var Gud!
Refræn:
Så lev og lev i nuet,
før pesten slår dig ud!
Vin og et veldækket bord,
rus og fyldte maver,
spil og dans og hor
er livets sande gaver
Her regerer Fanden og hans pumpestok,
og han og vi får aldrig, aldrig, aldrig, aldrig nok!

(Samtidig med de løsslupne kommer en ussel, beruset kvinde: Tidsel, med et sygt barn i en bylt og et snottet barn hængende i skørterne, Tud, og en flaske som hun drikker af, mens hun prøver at tigge penge hos de andre.)

Tidsel: (beruset, ad lib.)
En skærv til en lille én (peger på Tud), altså hende der, bare en lille en ...
En skilling til en stakkels enke med to børn. Giv lidt til et offer for Den sorte (hik!) Død ...

Tud: (i munden på Tidsel)
Moar! Moar! Jeg skal pisse! Jeg skal, altså ...

Tidsel: (smækker Tud en på kassen.)
Hold kæft, unge, dit djævlekrapyl!

(Ingen af de andre giver hende noget, Tidsel prøver at tigge hos publikum.
Tidsel sætter sig i udkanten af spillepladsen med sine børn.
I starten af sangen kommer også de 5 dydige ind.
Hulda krammer et kors og går mumlende rundt:)

Hulda: (ad lib)
Verden er forrykt og gal, falsk er hver en glæde, hvad vi nyder visner brat, dør som markens lilje. Verdens herlighed forgår, intet blir tilbage. Livets løfter indfries ej, alt er hult og flygtigt. Dødsdømt er hver ting på jord, svinder bort som skygger. Hvad vi ser, og hvad vi har, skal vi miste.
Vend dig bort, drag straks på flugt og lad dig ikke fange, frels din sjæl, vend blikket opad, søg kun himlens glæder.
Sejrskransen venter der: Evig fred og lykke.
Amen

(Helga og Hedvig går sammen rundt med roser i hænderne og duftende lommetørklæder som de holder foran mund og næse. De er alvorlige, men nærmest henførte af duften.)
(Hense skælder højlydt ud på de løsslupne:)

Hense: (ad lib.)
Se hvordan anstændigheden døser, dyden er stedt til hvile.
Gid Pestens bylder og blodige hoste må tage jer. Den sidste dag er nær, og vi venter Herrens komme, og imens vælter I jer i lystighed og synd.
Gavmildheden svinder bort, gerrigheden breder sig.
Gid Den sorte Død må komme over jer.
Det falske besejrer det sande, selv sandheden lyver, alle bryder lovene og ingen bliver straffet.
Vend jer til Gud den almægtige og forsag Djævelens fristelser.

(Hasse kommer, snavset og laset, krybende på knæ, mens han stønner:)

Hasse: (ad lib.)
Herre se i nåde til en stakkels synder, der på sine grædende knæ beder dig om tilgivelse og lover evig bod og bedring. Jeg hilser min skæbne så tung, som svanen i dødskamp synger jeg min sang. Almægtige Gud Fader, jeg lover dig, at jeg aldrig mere skal lytte til den Ondes fristelser. Kinderne har ikke længere deres glød, vemodet fylder mit udslidte sind, jeg føler at sorgen aldrig får ende. Fri mig for pestens rasen Pinen og smerten martrer min sjæl, livskraften svinder, alt er forbi. Elendig jeg dør, ja, elendig jeg dør.
(Lopperne flokkes på skift om de forskellige, kigger interesseret, konfererer hurtigt og uden ord, løber videre til den næste, osv.
Lopperne samler sig omkring Tidsel og hendes børn. De griner til hinanden og sniger sig ind på dem.)

Irritans:
I Loppens navn:

Lopperne: (i kor):
Døden skal leve!
Pesten skal sejre!
Du skal dø for loppens vilje!

(Lopperne inficerer Tidsel. Dette visualiseres ved at de sætter/kaster burrekugler fast overalt på Tidsel. De trækker sig lidt tilbage, står forventningsfuldt og venter på reaktionen. Tidsel begynder hurtigt at give sig af smerte.
Efter sangens følger et instrumentalt stykke; de løsslupne kæler, krammer, bander og drikker.
Lopperne angriber og inficerer også:
Hulda, Hedvig, Hasse, Regna, Regisse, Rune, og Robert, hver gang med dette “feltråb”.)

Irritans: I Loppens navn:

Lopperne:
Døden skal leve!
Pesten skal sejre!
Du skal dø for loppens vilje!
(De smittede klør sig heftigt i skridt og armhuler, men fortsætter deres gøremål, men det må ses, at de er blevet smittede. De bliver langsommere og stivere i deres bevægelser.
Tidsel får en voldsom opkastning, blodrød, hun falder sammen og jamrer, hurtigt:)

Tidsel:
Fadervor, du som er i Himl...

(Tidsels ene arm kommer til syne idet hun trimler rundt, den er fuld af sorte bylder. Hasse opdager Tidsels bylder, mens musikken fortsætter, og sangen skal til at begynde igen (samme tekst igen), da han råber:)

Hasse:
Pest! Hun har pest!

Regisse:
Pest!

Ragnhild:
Den sorte Død!

(De smittede falder døende omkuld, hostende, frådende og med smerteskrig, de andre, løber panisk ud (også orkestret), mens de råber:)

Helga:
Herrens Dom er over os!

Hense:
Djævelens værk!

Ragnhild:
Gud fader, bevar os alle vel!

Rigmor:
Pest i Holbæk!

Rejer:
Det er Den yderste Dag!

Helga:
Ud med alle fremmede!

Hense:
Det er Djævelens værk!

Ragnhild:
Herre, se i nåde til os!

Rigmor:
Hvad skal vi gøre?

Roland:
Luk havnen!

Rejer:
... og byportene!

(Mens de flygtende løber ud og de smittede falder døde om, hvor de stod, gemmer Tud sig i baggrunden ved træerne. Her putter hun sig, mens hun stille græder. Lopperne samler sig, de ser på resultaterne af deres værk, mens de godter sig.)

Irritans:
Døden leve!

Lopperne: (i kor):
Pesten skal sejre!
Loppen skal leve!

(Lopperne ud.
Gisle og Ellefolkene ind.
Ellefolket nynner deres hymne.
Gisle slæber på sække med urter i. Hun går blindt mellem ligene, standser i nærheden af bålpladsen og lytter. Tud stille gråd høres svagt. Gisle kalder, Ellefolkene tier:)

Gisle:
Er her nogen?
(Tud bliver helt stille, kigger forsigtigt, men stille frem. Gisle lytter, tager nogle skridt)
Er I her, unger?
(tager nogle forsigtige skridt hen mod den sovende Dan, som hun ikke opdager, trækker på skuldrene og går videre ud af spillepladsen fulgt af ellefolkene.
Modsat kommer de tre ligslæbere ind, trækkende på deres kærre. De stopper og uden synlig modvilje læsser de ligene af de døde op på kærren. Idet Tidsel bliver smidt op på kærren gemmer Tud sig helt i skovtykningen.
Dante tager en flaske frem, drikker af den, giver den videre til de andre, som også tager en slurk, de hanker op i kærren og kører ud med ligene.

Samtidig med ligslæbernes entré, kommer lopperne ind. De bærer hver foran sig en gylden skål med begge hænder (Mortus og Penetrans har ingen skål, men flankerer de andre). De standser foran publikum: (Johs. Åbenbaring, 16, 1-17))

Parasitus:
Og jeg hørte en høj røst fra templet sige til de syv engle: “Gå hen og hæld Guds harmes syv skåle ud over jorden!”

(Perforata knæler og hælder under den følgende replik det sort/hvidgule, slimede indhold ud på jorden)

Cane:
Og den første gik hen og hældte sin skål over jorden. Da kom der ondartede og slemme bylder på de mennesker, som havde dyrets mærke og som tilbad dets billede.

(Irritans knæler og hælder under den følgende replik det levrede blodrøde indhold ud på jorden)

Inflamma:
Og den anden engel hældte sin skål i havet, og det blev til blod som af en død; og ethvert levende væsen i havet døde.

(Sangui knæler og hælder under den følgende replik det tykke, mørkerøde indhold ud på jorden)

Sarco:
Og den tredje engel hældte sin skål i floderne og kildevældene, og de blev til blod.

(Parasitus knæler og hælder under den følgende replik det gyldne indhold ud på jorden)

Perforata:
Og den fjerde engel hældte sin skål ud over solen. Da fik solen magt til at hærge menneskene med ild.

(Cane knæler og hælder under den følgende replik det tykke, sorte indhold ud på jorden)

Irritans:
Og den femte engel hældte sin skål ud over dyrets trone. da blev dets rige indhyllet i mørke, og folk bed sig i tungen af pine.

Sangui:
Og de spottede Himlens Gud for deres smerter og for deres bylder; og de omvendte sig ikke fra deres gerninger.

(Inflamma knæler og hælder under den følgende replik det tørre sand, skålen indholder ud på jorden)

Parasitus:
Og den sjette engel hældte sin skål ud over den store flod Eufrat. Da udtørredes flodens vand.

(Sarco knæler og “hælder” under den følgende replik “det intet”, skålen indholder ud på jorden)

Cane:
Og den syvende engel hældte sin skål ud i luften. da lød der fra templet en høj røst, som kom fra tronen og sagde: “Det er sket.”(lopperne ud igen.)

Børnebanden ind. De har deres jagtbytte, en (død) høne med. Kiv bærer den. Tøs slæber på nogle grønsager. Sorg smider et knippe kvas ved bålpladsen, sætter sig og smider småpinde på gløderne. Tøs sætter sig til at snitte grønsager. Grim henter en spand vand til dem.
Sorg begynder at plukke hønen. Had smider sig på sit leje. Slag hen mod den sovende Dan:)

Slag: (opdager den sovende Dan:)
Hvad satan ...
(Løber hen til Had, hviskende:)
Der ligger én!
(Had er oppe i et sæt, ser hvad Slag mener, hviske-råber til de andre:

Had:
Kom her!
(hele børnebanden samles om Had.)
I ved, hvad der skal ske?
(de andre nikker, alle børnene tager deres våben - knive - frem. Grim og Slag tager knivene i munden og gør et stort net. De lister sig ind på den sovende Dan, på et tegn fra Had stopper de, Grim og Slag lister frem til Dan klar til at kaste nettet over ham.
På et tegn fra Had kaster de nettet over Dan og de øvrige springer frem med vilde hyl. Had springer hen foran Dan med løftet kniv. Dan spræller og vikler sig helt ind i nettet. Den totalt overrumplede Dan trækkes overjorden frem på jordvejen. Han afvæbnes, idet han korte sværd tages af Had.
Had stiller sig overskrævs over Dan og retter hans sværd mod hans bryst.
Under den højrøstede tumult har Tud igen stukket hovedet frem mellem træerne, ser nysgerrigt på, hvad der foregår.)

Had:
Hvem er du?
(Intet svar fra Dan, Had lader sværdets spids prikke Dan i maven.)
Svar mig: Hvem er du?
(intet svar, Had kaster sig over Dan, lader sværdets æg røre hans strube.)
Svar mig! Hvad er dit navn?

Dan:
Jeg er Dan

Had:
Jaså! Og hvad laver du i vores skov?

Dan:
Jeg er på vej til Holbæk.

Had:
Hvad skal du så i Holbæk?
Andre fornuftige folk flygter for pesten i byen!

Dan:
Jeg skal et ærinde...
Slip mig, jeg skal nok betale ... jeg har penge!

(Grim flår en pung, som Dan har hængende i bæltet til sig. Grim holder den i vejret, ryster den, det klirrer)

Grim:
Hvad fanden skal vi med penge?

Løs:
Har du mad?

Dan:
Jeg kan skaffe jer masser af brød!

Slag:
Ha! Hvorfra?

Dan:
Fra Holbæk Slot!

Had: (tager igen halsgreb på Dan med sværdets æg mod Dans strube)
Hvor vover du, dit ...

Slag (til Had):
Dræb ham.

De andre børn:
Ja.

Dan: (hektisk)
Stop! Jeg kan skaffe jeg brød og ost og frugt og skinke og fløde fra Holbæk Slot!

(Gisle kommer stille ind på spillepladsen med sække og poser, der er halvfyldte af urter, standser og lytter, ingen af de andre bemærker hende. Hun følges af Ellefolkene, der synger stille uden ord.)

Tøs (til Dan):
Løgn!

Dan:
Eller heste og guld og tøj fra kongens lejr!

Grim:
Hvaffor en konge?

(Gisle kommer langsomt og ubemærket nærmere, Ellefolkene følger hende.
- Ellefolket nynner deres hymne.)

Dan:
Kong Valdemar!
(ser ungernes skepsis)
Kender I ikke kongen?

Løs:
Kongen?

Had:
Ikke så mange omsvøb!

Dan:
Lad mig forklare jer det! Valdemar er konge her i Danmark! Ja, altså næsten.
Han vil belønne jer, hvis I hjælper mig!
Hør, lad mig komme op at sidde, så skal jeg forklare jer det hele.

Gisle:
I kan roligt løse ham!

(Idet Gisle taler, tier Ellefolkene og trækker sig lidt fra hende. Under det følgende befinder de sig i udkanten af gruppens lejrplads.)

Ungerne (i blandet kor:)
Gisle???

(Sorg og Løs løber hen til Gisle, tager hendes hænder og fører hende nærmere til bålpladsen, hvor hun sætter sig. Tud træder forsigtigt ud af træernes skygge, gemmer sig nu mest på skrømt)

Slag (peger på Dan):
Jamen, han ...

Gisle:
Han kan ikke gøre jer noget.

Had:
Løs ham!

(ungerne befrier Dan, han ømmer sig, strækker sig, går hen til bålpladsen og sætter sig på en stub.)

Gisle:
Det værste han kan gøre er at lyve!
(Dan ser undrende på Gisle)

Had:
Kom så ud med sproget!

Dan:
Forrige år var jeg med i kongens følge til Det Hellige Land.
(Mens Dan forklarer, gør pigerne hønen i stand og sætter den over ilden.
Had, Grim og Slag står vagt bag Dan, Had med draget sværd. De andre sætter sig og lytter. Under Dans beretning i det følgende lister Tud sig stadig meget forsigtigt nærmere bålpladsen.)
Vi var kun et par snese mand, og jeg var kvartermesterens hjælper og skulle tage mig af lasthestene.
En nat, da vi lå i lejr i den syriske ørken en dagsmarch fra Antiochia, og jeg lå og kunne ikke sove i den lumre nat. Det var fuldmåne og varmt som en sommerdag i Danmark.
På et tidspunkt hørte jeg en underlig lyd. Det lød som en svag jamren, som fra et menneske, der er i stor nød, men som ikke har kræfter til at slå alarm.
Jeg stod op og listede ud af teltet, måske var der noget galt med vores heste. Da jeg listede gennem lejren, opdagede jeg, at lyden kom inde fra kongens telt. Vagten, der sad udenfor teltet var faldet i søvn.

Had:
Det kender vi godt her!

Tøs:
Hold nu kæft!

Dan:
Jeg stod helt stille og lyttede. Det lød ikke som om kongen bare havde et mareridt, jeg ved ikke ...
Jeg tog en rask beslutning. Med min kniv skar jeg teltvæggen op. Inde i teltet lå kongen i sin køje og talte i søvne. Og i det klare månelys så jeg, at over hans hoved klatrede en slange, gul som ørkensandet og så tyk som min arm. Uden at tænke kastede jeg af al kraft min kniv efter den!
(Dan holder en pause og ser sig om. Børnene står tryllebundne og lytter)

Løs:
Hvad så?

Dan:
Kniven borede sig tværs gennem slangens hoved - midt mellem dens onde øjne - og den faldt ned oven på kong Valdemar.

Grim:
Er det rigtigt?

Dan:
Så sandt som jeg sidder her!
Kongen vågnede med et skrig, og på et øjeblik var alt kaos i lejren.
Jeg måtte jo forklare det hele, og der var mange af de høje herrer, som ikke brød sig om det ...

Had:
Hvad sagde kongen?

Dan:
Han sagde tak.
Og da vi nåede til Jerusalem, og kongen selv blev slået til “Ridder af den Hellige Grav”, udnævnte han mig til sin egen livvagt. Og sværdet dér (peger på sværdet, som Had holder i hånden) fik jeg af hans egen hånd til at forsvare ham med.
(uden et ord leverer Had sværdet tilbage til Dan, der stikker det i skeden igen)

Sorg:
Hvad skete der med vagten?

Dan (henkastet):
Han blev henrettet næste morgen.
Men nu er jeg altså her i kongens ærinde!

Had:
Hvordan det?

Dan:
Jo, altså, I kender godt brødrene Porse, der sidder på Holbæk Slot, ikke?

Ungerne (mumler:)
Jo ..

Gisle:
Hertugen af Holbæk og hans bror, jo, jo!

Dan:
Det kalder han sig, ja, men han er bare en simpel røver!
Da kongens far, den gamle kong Christopher, blev jaget af landet, benyttede deres far, den gamle Knud Porse sig af lejligheden til at tilrane sig Holbæk, Kalundborg og Samsø.
I ti år har kong Valdemar nu kæmpet med de griske sjællandske adelsmænd. Og på Sjælland mangler kongen nu kun at få Holbæk tilbage fra Knud Porses sønner, der sidder på Holbæk Slot og kalder sig hertuger.
(pause)
Og det er derfor jeg er her!

Gisle: (hen for sig selv):
Det kan du spare dig!
(Dan ser hurtigt på hende, men afledes)

Løs:
Hvad skal du?

Dan:
Jeg skal bare give dem en besked fra kong Valdemar.

Løs:
Hvad skal du sige til dem?

Dan:
At de skal overgive sig.

Kiv:
Det gør de garanteret ikke.

Dan:
Så må de tage, hvad der kommer.

Løs:
Hvordan det?

Dan:
Vi får se ...

Så kommer kongen nok med sin hær og erobrer Holbæk.

Had:
Hvad laver du så her?

Gisle:
Han venter!
(Alle kigger på hende)
Til det bliver nat!

Slag:
Der er pest i byen!

Grim:
Også på slottet!

Dan:
Kender I til byen?

Gisle:
Hold børnene udenfor!

Dan:
Jeg spurgte bare.

Tøs:
Og nu er der mad!
(Ungerne stiller op på række. Tøs og Sorg brækker stykker af hønen og øser kogte kartofler op i deres spiseskåle. Dan stiller sig bagest i køen. Had bringer Gisle den første portion. Under det følgende spiser de slubrende og med mægtig appetit.
De tre lærde kommer igen, stadig diskuterende og med lopperne omkring sig. Lopperne morer sig stadig over dem.)

Fabianus:
Jeg mener, at luften skal renses.
Ved det engelske hof prøver hofdamerne at opnå dette ved at holde klude dyppet i aromatisk vand for næse og mund.
Men der skal skrappere midler til:
Jeg kan fortælle jer, kære kolleger, at Londons natmænd, latrintømmerne, allesammen er immune mod pest!
Det har ført til, at mange af byens indbyggere tilbringer timer og dage i lokummerne. Mange er gået så vidt som til at smøre sig ind i ekskrementer for at holde Den sorte Død på afstand. Andre holder til i stalde og på møddingpladser eller har trukket geden ind i soverummet.

Faustinus:
Rigtigt! Med ondt skal ondt fordrives. Ildelugt er det bedste middel!
Jeg mener dog nok, kære kollega, at det er mere effektivt at rense luften med kraftig røg fra vådt ved. I Frankrig bruges vinstokke og laurbær.
Den hellige Fader, pave Clemens den Femte, i Avignon opholder sig kontinuerligt mellem bål af kul.
Og røgen kan gøres ekstra kraftig: Moskus er godt, og ambra, cypres, aloë. Helst skal røgen være så tung og tæt, at fuglene dør i deres reder.

Fabianus:
I Skandinavien kan man bruge ene. Den oser godt og lugter stærkt. Både i byerne og i landsbyerne skal der tændes bål på gade og på vej.
Florentius:
Jeg går nu, kære kolleger, ind for det modsatte: Gode lugte:
Rosenvand og atter rosenvand. I Firenze er der mange, der ikke lukker sig inde, men går omkring og holder blomster eller duftende urter eller andre vellugtende ting i hånden og lugter tit og ofte til dem. De er nemlig overbeviste om, at det er helsebringende at forfriske hjernen med den slags dufte, mens luften er mættet af stanken fra alle de døde kroppe.

(De tre lærde og lopperne ud igen.
Børnebandens måltid er ved at være slut. Gisle rejser sig og siger til Dan:)

Gisle:
Hvis du skal til Holbæk i nat, Dan, må du jo hellere få noget af min medicin.
(rejser sig, Ellefolkene træder nærmere til Gisle.)
Jeg henter den nu. Så kan du jo hvile dig... til det bliver mørkt.
(begynder at gå ud af spillepladsen, fulgt/ledt af ellefolket, der nynner deres hymne.)

Dan:
Jeg siger tak for enhver hjælp.
(til Sorg og Tøs)
Skal I ikke hjælpe hende, piger? Det bliver snart mørkt!

Tøs:
Hun kender skovene bedre end os!

Gisle:
En blind finder også vej i mørke!
(Gisle og Ellefolkene ud.
Løs og Kiv lægger sig til hvile, Slag og Kiv forsvinder ind i skoven. Had sætter sig for sig selv og snitter i en træpind. Tøs og Sorg vasker op.)

Tøs:
Vi får medicin af hende. Og ingen af os har fået pesten.

Dan:
Hvor længe har I boet i skoven?

Tøs:
Det er forskelligt.
Siden vores familier døde!
(Sorg sætter sig til at græde)
Hendes familie døde i sidste uge, kun hun overlevede. De var 10 søskende.
(Tager Sorg om skulderen og trøster)
(Dan trækker Had til side.)

Dan:
Hvad ville du sige til et arbejde i kongens hær?

Had:
Som hestepasser?

Dan:
Som soldat! Du er jo en helt kriger, det mærkede jeg selv.
Kongen betaler godt.

Had:
Jeg skal jo passe på de andre ...

Dan:
Du kan tage dem med, hvis du vil.

Had:
Jeg ved ikke ...

Dan:
I fryser ihjel til vinter her i skoven.
Hvis ikke I bliver fanget eller overfaldet af ulvene.
(Had ser tvivlende ud)

Had:
Hvad skal jeg gøre?

Dan:
Jeg har brug for hjælp i nat.
Når det bliver mørkt skal jeg til Holbæk og finde slottet og finde ind på slottet.
Jeg har ikke været her før, og I er jo stedkendte, ikke?

Had:
Jo ...

Dan:
Jeg får brug for at kunne komme ind på slottet udenom vagterne!

Had:
Det kan man ikke.

Dan:
Jeg kan!
Jeg skal bare vide, hvor vagterne er.
I skal bare være mine ekstra øjne, det er ikke farligt ...
Ikke for jer.

Had:
Hvorfor kan du ikke bare gå ind til hertugen med kongens besked?
Hvorfor skal du snige dig ind?

Dan:
Hvis Knud og Håkon Porse ikke forstår, at de skal overgive sig til kongen ...

Had:
Hvad så ?

Dan:
Så må de overtales.

Had:
Af dig?
(Dan tager lynhurtigt halsgreb på Had, og holder sit sværd på hans strube.)

Dan:
Og mit sværd!

Had:
Det slipper du ikke godt fra.

Dan:
Nej, måske ikke ...
men kan jeg regne med jeres hjælp?

Had:
Gisle bliver rasende ...

Dan: (slipper Had)
Sådan en blind gammel kælling ...

Had:
Det skal du ikke sige, hun kan nu mere end sit Fadervor.

Dan:
Kan jeg regne med dig? Ja eller nej?

Had:
Jeg siger det til de andre lige før vi tager afsted.
(i baggrunden kommer Grim og Slag listende ud af skoven, bag om Tud. De har set hende og vil nu overfalde hende. Bagfra er de nu listet helt hen til hende.)

Dan:
I kommer til at sove i silke!
(tager Had om skulderen)
(med et brøl kaster Grim og Slag sig over den intetanende Tud, som de vælter om på jorden. Slag får hurtigt et fast tag i Tud.)

Grim: (råber til de andre):
Se hvad vi har fanget!

(Dan holder sig i baggrunden, mens der bliver almindeligt røre omkring Tud. Løs og Kiv springer op fra deres søvn, Had løber fra Dan, Tøs og Sorg går roligere.
Slag griber Tud i nakken og holder hende frem. Hun stortuder.)

Slag:
Hvad har vi så her?

Grim:
En tyvetøs!

Kiv:
En tøs til!

Tøs:(river Tud ud af Slags greb, hånligt til Slag og Grim:)
Kan I klare jer, hva´?
(tager Tud i favnen, Tud klynger sig til hende.)
Sådan et par krigere, kunne I ikke finde en der er mindre?
I er bare et par tøsedrenge!

Slag: (går aggressivt frem mod Tøs):
Hvad sagde du?

Tøs: (skubber Tud over i Sorgs favn, stiller sig an overfor Slag og Grim)
Kom an, hvis I tør!
(de to drenge skal til at ryge på Tøs, da Had lægger sig imellem)

Had:
Så er det nok!!!

Grim: (aggressivt)
Du hørte, hvad hun sagde!

Had:
Jeg sagde stop!
(til Slag:)
Skal du have en omgang til?

Dan: (fra baggrunden med autoritet)
Spar på kræfterne, krigere.

Slag:
Hvad rager dether dig?

(Tøs og Sorg tager sig af Tud i baggrunden)

Had:
Det rager ham, at vi har en aftale med ham i nat!

Grim:
Om hvad?

Had:
Vi skal ...

Dan: (afbryder Had)
Kom her, drenge, så skal jeg forklare jer ...
(Dan og drengene går afsides, hvor Dan sagte forklarer sig til drengene.
De to store piger, vasker Tuds hænder og ansigt.
Fra skoven høres Ellefolkene synge, mens de kommer nærmere.
De fortsætter syngende hen foran publikum uden at ungerne og Dan hører dem. I hænderne har Ellefolkene hver et vokslys. Idet de går forbi ungernes bålplads, tænder de deres lys)

Mel: - Når mørket æder alle skygger
Ellefolkene:
1)
Når mørket æder alle skygger
og dagens hovmod står for fald,
så genopstår de dødes sjæle
som ellefolk i tusindtal.
Refræn:
Vi kommer fra skove -
bukkeblad, sødskærm, johannesurt -
mens mennesker sove -
flyverøn, blodrod og elleskud.
2)
I dag i live frit i solen
I morgen er du død så brat.
Og livet hjul har atter drejet
nu er du ånd i ellekrat.
3)
Af jorden er vi alle kommen,
vi blir´ til jord igen en dag.
Af jorden kommer ellefolket,
der lever uden hjerteslag.
4)
I morgensolens gyldne stråler
der funkler ære, magt og guld.
Vi tænder lys for alle sjæle,
når månens skive den er fuld.
5)
Når mørket æder alle skygger
og dagens hovmod står for fald,
så genopstår de dødes sjæle
som ellefolk i tusindtal.

(Mens Ellefolkene fortsætter deres sang, forlader de spillepladsen værdigt med de tændte lys i hænderne.)
(Slut på 1. akt. - Pause.)


2. AKT:
(Drengene og Dan ligger og sover rundt om bålpladsen, pigerne sover i tov-reden” oppe i træerne. De har trukket rebstiger o.l. op. De fortsætter med at sove under det følgende.Ind på spillepladsen kommer et stort religiøst optog.
Forrest går munke med vievandskoste og røgelseskar i tynde metalkæder. Dernæst kommer Fader Cajus, en højere gejstlig i fuldt ornat og hyrdestav. Han velsigner med korsets tegn til alle sider, mens han messer):

Fader Cajus:
Cara sanctus Eustacius, misere nobis in nomine Patre et Filii et Spiritus Sanctus.
(Kære Sankt Eustacius, forbarm dig over os i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.)
(Efter ham kommer 4 dominikanermunke (sortebrødre), som på deres skuldre bærer en platform med Sankt Eustacius´ helgenbillede. I platformens hjørner brænder levende lys i kulørte glaslamper.
Bag dette kommer en række sortebrødre, to og to. Med foldede hænder synger de gregoriansk messesang, f. eks. med disse tekster:)

- messesang:
Sortebrødre:
Kyrie eleison. (Herre forbarm dig.
Christe eleison. Kristus, forbarm dig
Kyrie eleison Herre, forbarm dig.
Sanctus, Sanctus, Sanctus Hellig, hellig, hellig
Dominus, er Herren,
Deus Sabaoth. hærskarernes Gud.
Pleni sunt coeli et terra gloria tua. Himmel og jord er fulde af din herlighed.
Hosianna in excelsis. Hossiana i det høje.
Kyrie eleison. Herre forbarm dig.
Christe eleison. Kristus, forbarm dig
Kyrie eleison Herre, forbarm dig.
Benedictus, qui venit Velsignet være han, som kommer
in nomine Domini. i Herrens navn.
Hosianna in excelsis Hossiana i det høje.
Kyrie eleison. Herre forbarm dig.
Christe eleison. Kristus, forbarm dig
Kyrie eleison Herre, forbarm dig.
Agnus Dei, qui tollis peccata mundi. Guds lam, som borttager verdens synder.
Miserere nobis. Forbarm dig over os.
Agnus Dei, qui tollis peccata mundi. Guds lam, som borttager verdens synder.
Dona nobis pacem. Giv os fred.
Kyrie eleison. Herre forbarm dig.
Christe eleison. Kristus, forbarm dig
Kyrie eleison Herre, forbarm dig.)

(Langs optoget følger en håndfuld landsknægte med panser og hjelme og bevæbnede med sværd og køller. De skal sørge for ro og orden udenom optoget, hvorfor de holder øje med borgerne.
Udenom og bag optoget følger en del “borgere”:
En gruppe mænd og store drenge er selvpiskere=flagelanter:
De bærer kun nogle usle lændeklæder, har strøet aske i deres lange, fedtede hår og pisker deres egne rygge ved at slå sig over skuldrene med flerhalede piske. Deres rygge er blodige (ketchup), men de jubler i smerte):

Flagellanter: (messer, da lib.)
Græd, menneske, græd!
Sygdommen lister sig ind i kroppen, angriber alle uden nåde.
Kærligheden slukkes, den stærke lader hånt om den svage, ingen redder den ulykkelige.
Kirken er en røverkule!.
Kom os til undsætning, retfærdige dommer!
Græd, menneske, græd.
Vend dig fra synden.
Sørg over smerten.
Tiderne skifter går, kun lasten består.
Tyrannerne hersker, dyden jages.
Kirken bespottes, mammon regerer.
Det hellige trædes under fode, kundskaben svinder.
Visdommen er lammet, pesten angriber.
Almægtige, lyt til vore nødråb, befri os fra vore pinsler.
Jag fjenden på flugt og åbn Paradisets porte for os.

(De overlevende (fra 1. akts scene med de løsslupne og dydige) følger også i optogets udkant. Nu er de allesammen dydige og går bedende med bøjede hoveder: Helga, Hense, Ragnhild, Rigmor og Rejer.
Med optoget følger også nogle usle tiggere:
En blind med stok: Tak;
en etbenet med krykke: Telse;
og en imbecil: Tole.
Tiggerne har alle deres tiggerskåle fremme, tigger hos borgerne:)

Tak: (ad lib.)
Tak, gode herre, tak gode frue, tak for en almisse til en blind, Herren se i nåde til Jer.

Telse: (ad lib.)
Giv en skærv til en stakkels krøbling. Giv en skærv til en stakkels krøbling, ...

Tole: (ad lib.)
Gi´ nå´et, gi´r du ik´ nå´et til mig? Bare en skilling? Gi´ nå´et!

(Tiggerne får intet hos borgerne, prøver hos publikum, men landsknægtene skubber dem brutalt væk.
I udkanten af alt dette kommer lopperne ind. De er de eneste, der ikke er højtidelige/alvorlige/sørgende. Tværtimod løber de omkring og leger ubekymret med smil og latter.
Optoget bevæger sig langsomt over spillepladsen og stopper ud for publikum.
Munkene sætter helgentavlen ned på jorden og danner en halvcirkel med Fader Cajus i midten.
Bagest i optoget kommer ligslæberne trækkende med deres tomme kærre.
Fader Cajus hæver stemmen)

Fader Cajus:
In nomine Patre et Filii et Spiritus Sanctus.

Munkene (i kor):
Domine, misere nobis.
(lopperne godter sig, griner og lister ind mellem munkene. Samler sig omkring Broder Cornelius.)

Fader Cajus:
Vi beder den hellige Sankt Eustacius´ gå i forbøn hos vor almægtige Herre:
Almægtige Fader, lad vores by blive udfriet af den onde pests knugende greb.

Munkene (i kor):
Domine, misere nobis.

Irritans:
I Loppens navn:

Lopperne: (i kor):
Døden skal leve!
Pesten skal sejre!
Du skal dø for loppens vilje!

(Lopperne sætter deres burrer på Broder Cornelius og springer behændigt væk. Ingen mennesker bemærker dem. Broder Cornelius begynder med det samme at vakle lidt og tage sig til hovedet)

Fader Cajus:
Vor Herre i det Højeste, lad også vor jordiske herre, hertug Knud Porse til Holbæk ved din kraft blive kureret for Den sorte Død.

Munkene (i kor):
Domine, misere nobis.

Fader Cajus:
Hellige Jomfru Maria, vi beder dig gå i forbøn for hertugens bror, den ærværdige ridder Håkon Porse, som også er blevet ramt af ...

(Broder Cornelius styrter om på stedet, de nærmeststående munke, Broder Cosmus og Broder Cordius, bukker sig ned til ham, løfter hætten på hans kutte.)

Broder Cosmus: (råber)
Han er død!

Broder Cordius:
Pesten!
(Alle flygter nu til alle sider, den hellige procession opløses i rent kaos.
Tilbage på scenen er børnebanden og Dan. De ligger stadig og sover.
De sidste deltagere i optrinnet er ligslæberne, der samler Broder Cornelius´ lig op og triller ud igen. Lopperne følger grinende efter ligvognen.
Ind på spillepladsen kommer Fader Conrad stille ridende, fulgt af de 7 landsknægte, der nu har taget sorte munkekutter over sig.
Fader Conrad ser de sovende drenge og Dan ligge rundt om bålpladsen (men ikke pigerne i tovreden), holder hesten an, giver landsknægtene tegn til at omringe de sovende. Dette gør de stille, trækker rebstykker og stofstykker frem og signalerer til Fader Conrad, at de er klar. Der står to landsknægte ved Dan. Fader Conrad stiger værdigt af hesten, binder den til et træ i udkanten af spillepladsen. Fader Conrad går hen mod de sovende.)

Fader Conrad: (til landsknægtene):
Tag dem!

(landsknægtene overfalder de forsvarsløse sovende. Vild tumult bryder løs. Drengene og Dan råber og gør alle modstand, men det nytter ikke. De spræller, men bliver hurtigt bundet grundigt om fødderne, mens hænderne bliver bundet på deres rygge. Desuden bliver de kneblet.
Under dette vågner Tøs og Sorg oppe i tovreden, men Tøs får hurtigt signaleret, at Sorg skal holde mund. Samtidig lægger hun en fast hånd over Tuds mund og vækker hende roligt, mens hun hvisker til hende (at hun skal holde kæft!) Sorg kigger vantro og rædselsslagen ned på, hvad der foregår på jorden. Mændene på jorden opdager ikke pigerne.
Landsknægtene løfter de bagbundne drenge og Dan, slæber dem ud på grusvejen, sætter dem ned på række, vendt mod publikum og stiller sig med dragne våben bag hver deres fanger. Broder Conrad tager et kors frem løfter det og messer:)

Fader Conrad:
In nomine Patre et Filii et Spiritus Sanctus.
Amen!

Landsknægtene: (mumler)
Amen.

(Had prøver at vriste sig fri, han river og flår i sine reb, og gennem hans knebel, kan man høre, at han raser. Hans oppasser kan knapt holde ham, men får ham dog tvunget i knæ.)

Fader Conrad: (påtaget venligt)
Lad os høre, hvad vores unge ven har at sige.
(til landsknægten)
Lad ham tale.
(landsknægten løsner kneblen, mens Had er midt i en længere svada.)
Had: (rasende)
... og skære nosserne af dig med en sløv kniv!

(landsknægten giver ham bagfra et hårdt slag i hovedet, så Had trimler hen ad jorden.)

Fader Conrad:
Og hvem er så det, du ønsker dette for, min ven?

(Had gisper endnu efter slaget og faldet)

Had:
For dig, dit svin!

(på et lille tegn fra Fader Conrad sparker landsknægten Had hårdt i ryggen, Had gisper af smerte og ruller af slagets kraft.)

Fader Conrad:
Og hvem er du så, som ønsker mig det så godt?

Had: (rasende og grædende, råber)
Hvad rager det dig?

(Fader Conrad tager et par overraskende hurtige skridt frem, bukker sig, griber Had i håret og trækker ham op på højkant. Had skriger igen af smerte.)

Fader Conrad:
Jeg spørger dig, hvem du er, din lille lus, med den ret, som jeg, subprior Conrad af den hellige Sankt Dominicus´ orden i Holbæk Kloster, oppebærer i egenskab af udsendt for den højvelbårne og ærværdige hertug Knud Porse af Holbæk!

(Fader Conrad giver et vink til en af landsknægtene, Ivan, der går hen til hesten, hvor han løsner en sæk. Han slæber sækken hen til bålet, hvor han hælder dens indhold, trækul, ud i en bunke.)

Fader Conrad:
Og selv om det ikke er mit egentlige ærinde, kan I være forvisset om, at hertug Porse vil være mig yderst taknemmelig, hvis jeg befrier hans ejendom for (tæller rundt blandt de tilfangetagne) 6 røvere og voldsmænd!

(Had spytter efter Fader Conrad, hans fangevogter griber ham bagfra og holder ham fast. Fader Conrad giver tegn til en anden landsknægt, der med knytnæve slår Had hårdt i mellemgulvet to-tre gange. Had knækker totalt sammen og er næsten knækket.)

Fader Conrad: (skarpt)
Jeg spurgte dig, hvem du er!
(intet svar fra Had, et tegn fra Fader Conrad, landsknægten slår igen.)
Fader Conrad:
Hvem er du?
(Had siger intet, ser op på Fader Conrad, ryster på hovedet. Fader Conrad hæver hånden som signal, Had fortryder og råber)

Had:
Nej! Jeg skal nok!

(Fader Conrad giver tegn til landsknægtene, der efterlader Had stående og træder nogle skridt tilbage. Fader Conrad går tæt hen til Had.)

Fader Conrad:
Enhver kan blive klogere! Nogle har bedre forudsætninger for det end andre!
Lad mig så høre!

Had:
De andre kalder mig Had!

Fader Conrad (forstående, venligt):
Det forstår sig, men ...

Had:
Jeg er døbt Helge ... Mine forældre er døde ... af pesten. Vi boede i Grandløse.

Fader Conrad:
Det var bedre ...
(giver tegn til “Kiv´s” vogter om at løsne hans knebel. Det sker.)

Fader Conrad:
Og hvad kalder de så dig?

Kiv:
Kiv!

Fader Conrad:
Men du hedder rigtigt?

Kiv: (skotter til Had, der nikker)
Keld. Jeg kommer fra Ågerup, og ...

Fader Conrad: (afbryder)
... og dine forældre og søskende er allesammen døde af pesten, jeg ved det!

(Kiv nikker. Oppe i tovreden græder også Sorg og Tud. Tøs tysser lydløst på dem. De “kvæler” deres gråd, og Tøs tørrer deres øjne og tysser igen med en finger for munden og viser dem nogle mindre net, hun har fundet frem under det forrige. Under det næste genner hun dem lydløst hen i det fjerneste og mørkeste hjørne af tovreden, hvor hun begynder at trække tråde ud af sin trøje. Med trådene går de tre piger i gang med at rimpe nettene sammen til ét stort net. Samtidig følger de med i, hvad der sker på jorden.)

Fader Conrad: (henkastet, mens kan går hen mod bålpladsen, han giver Ivan tegn til at slappe af, bukker sig og samler “ønskebenet” fra hønen, de tidligere spiste, op.)
Og hvad lever I så af - her i skoven?

Kiv: Æhm, æh ... af ... øh ... af bær og frugter!

Fader Conrad: (vender sig om mod Kiv og slår ham en lussing)
Løgn!
(Kiv begynder at tude.)

Fader Conrad: (stikker knoglen op under næsen på Kiv.)
Der er jo ikke ønskeben i hindbær, vel?

Kiv: (snøftende)
Nej ...
Fader Conrad: (henkastet)
I går på rov i de forladte landsbyer og gårde og tager, hvad I kan finde, ikke?

Kiv:
Jo ...
(Fader Conrad giver landsknægtene tegn til at løsne de andres knebler. Det sker.)
Fader Conrad: (med stor autoritet)
Sagen er klar: I har røvet og stjålet af hertugens ejendom.
(Brøler ind i hovedet på Løs)
Kender du straffen for tyveri?
Tyveri fra hertug Knud?

Had:
Op i røven med Knud Porse!

(kigger triumferende på Dan, der meget irriteret ryster på hovedet tilbage.
Løs bøjer hovedet og begynder at græde hjerteskærende.
Fader Conrad løfter Løs´ hoved med en forsigtig, næsten blid finger under hans hage.)

Fader Conrad: (sukkersødt)
Hvad sker der med tyve?

Løs: (grædende)
De ... de ... bliver ... hængt!
(bryder igen sammen i krampegråd)

Fader Conrad: (ud over forsamlingen)
Ja, det gør de jo. De bliver hængt, såmænd.
Og bagefter bliver de begravet af rakkerknægten - udenfor kirkegårdsmuren!
Hvis ikke han har for travlt, altså, for så bliver de slet ikke begravet! Så bliver deres kroppe bare ædt af kragerne, mens deres sjæle må brænde evigt i Skærsilden!
(Nu græder også Grim og Kiv.)

Had: (råber fortvivlet, overtalende)
Vi har ikke gjort nogen noget!

Fader Conrad: (overhører Had)
Men I har én mulighed, for at blive skånet!

Had:
Vi har selv fanget, slagtet og kogt den skide høne!

Fader Conrad:
I kan hjælpe mig!

Had:
Man skal vel leve!
(de andre tilfangetagne børn tysser på Had.)

Grim:
Hold nu kæft og hør ...

Had:
Hertugen er vel ikke gået sulten i seng på grund af os.

Fader Conrad: (til Had)
Nej, men både hertugen og hans bror blev i morges lagt i seng med feber, opkastninger og sorte pletter på arme og ben.

Slag:
Den sorte Død!

Løs:
Hertug Knud?

Fader Conrad:
Og hans bror Håkon Porse, ja!

Had:
Pest?! Har de fået pest?
(ser triumferende over på Dan, der ryster overdimensioneret på hovedet. Had forstår det ikke. Idet Had taler videre, vrider Dan sine fødder ud af rebet, han er bundet med)

Had:
Skide godt, så er vi slet ikke nødt til ...
(Dan stormer over mod Had, råber:)

Dan:
Hold dog kæft, unge!

(Dan render hovedet ind i maven på Had, begge to vælter omkuld og roder rundt på jorden, vagterne styrter til og griber Dan.)

Fader Conrad:
Bind ham igen og knebl ham. Og denne gang skal det være ordentligt!
(Det sker.)
Læg ham over ved siden af bålet!
(Den endnu kæmpende - og bag kneblen råbende - Dan bliver slæbt over til bålet. På et tegn fra Fader Conrad begynder Ivan at pakke endnu en sæk ud: en blæsebælg.
Fader Conrad vender tilbage til drengene.)

Løs:
Hvad kan vi gøre?

Fader Conrad:
Ja, det er jo spørgsmålet.
(holder en pause)
I Holbæk har alle munkene og præsterne bedt hele dagen for hertugen og hans bror. Den hellige Sankt Eustacius´ billede er blevet båret i procession og almindelige borgere pisker sig selv offentligt, altsammen blot for at bede den Almægtige forbarme sig over vores jordiske herrer.
(Ivan pakker nogle smedetænger ud og lægger dem ind i de glødende trækul.)

Grim:
Jamen, hvad har det med os ...

Fader Conrad:
Her i skovene og moserne skulle der leve en kvinde, som kalder sig Gisle!
Løs:
Hvad med hende?

Fader Conrad: (stille triumferende)
I kender hende altså!
Hvor bor hun?

Slag:
Det ved vi ikke.

Løs:
I mosen.

Slag:
Hold så kæft!
Det kan vi ikke ...

Fader Conrad: (til Slag)
Hvad kan I ikke?

Slag:
Hun hjælper os!

Fader Conrad:
Jaså? Med hvad?

(Slag tier demonstrativt.
Fader Conrad giver et tegn til Ivan ved bålet. Han begynder med blæsebælgen at blæse luft ind i trækulsbålet med smedetængerne.
Oppe i tovreden har pigerne fået knyttet et stort net sammen. Tøs holder det i hånden og forsigtigt maver de tre piger sig hen mod tovredens kant for at følge slagets gang på jorden. De er tydeligt anspændte, specielt Tøs, der har kommandoen. Fader Conrad står et stykke fra pigerne.)

Fader Conrad:
Skal jeg hjælpe dig med hukommelsen?
Hun brygger medicin!
Medicin mod Den sorte Død!
I får medicin af hende!
Og hertug Knud har forlangt, at jeg ... (slår korset for sig) ... skal skaffe ham en dunk af hendes såkaldte medicin til ham og hans bror.

Slag:
Ja, og hvad så?

Fader Conrad:
Og bagefter bliver hun overladt til Den hellige Kirkes retfærdighed.

Slag:
Hvad vil det sige?

Fader Conrad:
Hun er blind, men finder alligevel rundt i skov og moser!
Hun står i ledtog med Den Onde selv og alle hans ånder!
Hun er en heks, som trodser Den Almægtiges vilje!
(går hen under det sted, hvor pigerne står med nettet oppe i tovreden.)
Og nu vil jeg have at vide, hvor hun er!

Slag:
Vi siger ikke noget!
(I det samme kaster pigerne det store net ned over Fader Conrad. I sin forskrækkelse spjætter han ud, bliver viklet ind i nettet og vælter omkuld med et brøl.
Hurtigt smider pigerne nogle rebstiger ned, kravler ned og kaster sig vildt slående over ham.
Først er de øvrige lamslåede, så begynder drengene - så godt deres reb tillader det - at vælte deres respektive fangevogtere.)

Slag: (råber til Tøs)
Tag hans sværd! Tag hans sværd!
(Tøs prøver at få fat på Fader Conrads sværd, som han bærer i bæltet. det lykkes hende ikke. Drengenes modstand er ikke særlig effektiv, deres fangevogtere forlader dem og kommer Fader Conrad til undsætning. Et par stykker af dem får hurtigt overmandet pigerne, mens nogle andre hjælper Fader Conrad ud af hans net. De resterende landsknægte trækker deres våben og truer drengene til at forholde sig i ro.
Fader Conrad kommer på benene, børster sin kutte af og prøver at bevare sin værdighed.
Pigerne bliver bundet ligesom drengene. Herefter er landsknægtene meget årvågne i deres overvågning af børnene.)

Fader Conrad: (med tilkæmpet ro)
Og nu har I altså også lagt hånd på Kirkens mand! Det ser stadig sortere ud for jer!
(ser på børnene enkeltvis, en efter en)
Og nu fortæller I mig, hvor Gisle holder til!

Tøs:
Ikke på vilkår!

De andre børn (i kor):
Nej!

Fader Conrad:
Det har man jo hørt før.
Men det er der jo råd for! Og vil I ikke med det gode, så må vi jo bruge den Ondes kraft.
(slår korsets tegn for sig)
In nomine Patre et Filii et Spiritus Sanctus.
(han bukker sig og tager en rødglødende tang ud af bålet. Der går et jag og sus igennem børnene.)
Jeg kender ingen, der har kunnet modstå selve Helvedets varme!
(går langsomt hen mod Tud)
Nogle af Djævelens mest svorne og trofaste tjenere har kunnet klare den første tang ...
(nærmer sig fortsat Tud)
... andre - ikke mange - har kunnet klare den anden gloende djævleklo ...
(går videre og stopper foran Tud)
... men ingen - absolut ingen har kunnet klare den tredje tang!
Ingen!
(til Ivan:)
Hvor mange tænger har du varmet, svend?

Ivan:
Tre, ærværdige Fader!

Fader Conrad:
Er de to andre varme nu?

Ivan:
Ja, Fader!
Fader Conrad: (til Tud)
Tænk dig om, tøs, nu henter jeg den første
(drejer om på hælen og går hastigt hen til bålet, lægger tangen tilbage og tager en ny rødglødende op, vender sig og går rask hen mod Tud.)

Tøs:
Stop!
Vi skal nok fører jer til hende!

Fader Conrad:
Vel talt, min pige!
(går rask hen mod Tøs)
Og nu er du vel helt sikker?

Had:
Ja! Vi er sikre!

Fader Conrad (smider den glødende tang på jorden, råber til landsknægtene):
Løs dem!

Ingvar:
Dem allesammen, Fader?

Fader Conrad:
Ikke ham den voksne!
Ham beholder jeg her, mens ungerne fører jer til Gisle.
(Børnene løses)

Had:
Ham skal vi have med.

Fader Conrad:
Ikke under nogen omstændigheder.
Mens I henter hende her til mig, tager jeg vare på den sidste forbryder!
(Had ser meget skeptisk ud)

Fader Conrad:
En handel er en handel:
I skaffer mig hende troldkvinden, og I slipper for tiltale.
Og han (peger i retning af Dan) er mit pant, til I har opfyldt jeres del!

Had:
Og I gør ham ikke noget?

Fader Conrad:
Jeg skal ikke krumme et hår på hans hoved!
(Børnene ser skeptiske ud, landsknægtene tager deres munkekutter af og stiller sig med sværd og harnisk overfor dem. De ser lidt betuttede ud.

Fader Conrad: (til børnene)
Og I lægger jeres knive her imens.
(peger på jorden foran sig. Børnene tøver, ser på Had. Han går hen og smider sin kniv for Fader Conrads fødder, de andre følger efter.)

Fader Conrad:
Og I er tilbage inden midnat! Ellers tager jeg ham der (peger i retning af Dan) med mig til Holbæk Slot!
(børnene tøver, Had tager sig sammen)

Had:
Kom så.
(børnene går rask ud af spillepladsen, landsknægtene følger noget tungere efter.
Fader Conrad står stille og ser optoget forsvinde, derefter går han resolut hen til Dan, der stadig ligger bagbundet.

De tre lærde kommer ind fulgt af de meget lystige lopper. Under de tre lærdes replikker griner lopperne stadig højere og bedrevidende.
Under de tre lærdes replikker tager Fader Conrad et bæger vand, bringer det over til Dan, tager hans sværd, løsner hans reb, hans knebel og giver ham vandet at drikke. han hjælper Dan på benene og støtter ham hen til en træstub, hvor Dan sætter sig og drikker vandet.)

Fabianus:
Vi har den opfattelse, at det var stjernernes stilling den 20. marts 1345 som skabte smittekilden. På det tidspunkt blev den trukket op af havet i det fjerne Indien.
Som en giftig pestdamp har den i tiden derefter bredt sig gennem luften til mange andre dele af verden.
Der, hvor tågen trænger frem, bliver intet liv sparet. Og sådan vil det fortsætte så længe solen står i Løvens tegn.

Faustinus:
Lægernes kollegium i Paris har klarlagt årsagerne til pestilensen på en klarere og tydeligere måde, end det har kunnet gøres af astrologiens og naturvidenskabens grundsætninger: Pesten skyldes i høj grad jordnære forhold: Årsagen er de jordskælv, som ramte verden i tiden lige før, pesten brød ud. Giftige dampe og dunster, som strømmede ud fra jordens indre og forgiftede luften har skabt smittekilden.
(Under den næste replik angriber og inficerer lopperne - under skæg og moro - de tre lærde, der viser, at de er smittede og ved at blive syge.)

Florentius:
Pestilensen er et resultat af en forrådnelse i luftens substans, som skyldes både himmelske som jordiske forhold.
I jorden er årsagerne råddent vand og de mange lig rundt omkring på slagmarkerne, som ikke er blevet begravet - plus sure, golde og giftige områder.
Når det gælder luften i himlen, er årsagen de mange stjerneskud og meteorer, som forekommer i slutningen af sommeren og hen på efteråret samt de stærke vinde i december og januar.

(De tre lærde vakler jamrende ud af scenen, lopperne, der er ved at dø af grin, følger med de tre lærde ud af spillepladsen.
Tilbage på spillepladsen er kun Dan og Fader Conrad. Sidstnævnte står med Dans sværd i hånden.)

Fader Conrad:
Du kan godt spare dig umagen!

Dan:
Hvad mener I?

Fader Conrad:
Og faren!
Porsebrødrene lever alligevel ikke natten over!

Dan:
Jeg aner ikke, hvad I taler om.

Fader Conrad:
Dine tåbelige benægtelser smigrer ikke min forstand.
Jeg ved, hvem du er, og hvad dit ærinde er!

Dan:
Jeg er bare ...

Fader Conrad:
Du kommer fra kong Valdemar, som forærede dig dette sværd forrige år ved Den hellige Grav i Jerusalem.
(Dan måber)
Kongen har sendt dig til Holbæk Slot, måske for at forhandle med Porserne, måske for at ... (Fader Conrad lader - i luften - sværdet glide hen foran sin hals) ... skal vi sige, for at løse kongens problem endeligt?
(Fader Conrad smiler bedrevidende.)

Dan: (ryster på hovedet, tager sig sammen og anlægger poker-face)
Og hvad, hvis det nu var sandt?

Fader Conrad: (uengageret)
Så er det bare spildt umage og risiko.
Som sagt er både Hertug Knud og hans bror Håkon blevet ramt af pesten. Hvis de ikke dør i nat, sker det i morgen; tro mig - jeg har set alt for mange af den slags tilfælde - jeg ved det! Og så er problemet jo væk: Kongen overtager Holbæk Slot, og så har han fået herredømmet over hele Sjælland, ikke sandt?

Dan: (spekulativt)
Joe ...

Fader Conrad: (forretningsmæssigt)
Jeg har et forslag at gøre dig!

Dan:
Ja ... ?

Fader Conrad:
Du drager tilbage til kongen og fortæller ham, at hertug Porse og han bror er døde, og at Holbæk er hans. Kongen vil sikkert vide at belønne dig.
Hvad siger du til at blive høvedsmand på Holbæk Slot?

Dan:
Jo, men ...

Fader Conrad:
Til gengæld må du overbevise kong Valdemar om, at Holbæk Kloster skal beholde de privilegier og indtægter, som vi har nydt under hertug Knuds regime!
Det kan du vel nok?

Dan:
Joe ...

Fader Conrad:
Du har jo trods alt reddet Hans Majestæts liv, ikke?

Dan:
Ved I alt?

Fader Conrad:
Kun næsten!
Kongen er jo ikke bare en dygtig hærfører, det bliver ikke første gang, han laver en regulær studehandel, vel?
Kongen får Sjælland, du får Holbæk Slot, klostret får sine indtægter og Holbæk får fred!

Dan:
Og hvad får I selv ud af det, Fader?

Fader Conrad:
Fader Cajus er prior i Holbæk Kloster. Han har klart taget Porsernes parti mod kongen. Jeg er næstkommanderende på klosteret ...

Dan:
Og I vil overtage klosteret!

Fader Conrad:
De fleste brødre er på min side!
Desuden kan jeg garantere, at folkene på Holbæk Slot overgiver sig til kongen.
Ellers vil de måske kæmpe ...
(Dan rejser sig og går tænksomt rundt.)

Fader Conrad:
Nåh, hvad siger du?
(strækker sin åbne hånd ud mod Dan)
Skal vi slå en lille handel af?

Dan:
Og hvad så med hele historien om Gisle og hendes medicin?

Fader Conrad:
Hele denne lille ekspedition, jeg er på, er bare et påskud for at tale med dig!
Når jeg kommer tilbage til Holbæk er Porserne døde, og ingen vil spørge, hvor medicinen blev af! Medicin! Ha, ren overtro!

Dan:
Og hvad med børnene?

Fader Conrad: (vender ryggen til Dan)
Børnene? Hvad med dem?

Dan:
Ja, børnene! De er ude og lede efter Gisle?

Fader Conrad:
Bare rolig! Mine folk er instrueret! Ingen vidner!

Dan:
Hvad?

Fader Conrad:
Ja, børnene bliver ude mosen! Mine folk skal nok ...
(Dan løber hen mod Fader Conrad for at overfalde ham. Lige før Dan når ham, snurrer munken rundt og peger med Dans eget sværd lige mod hans mave.)

Fader Conrad:
Jeg tænkte det nok!
(går fremad, dan er på tilbagemarch, stadig med sværdet pegende imod sig)
Hvor er du dog sentimental!
(i baggrunden høres sang, ellefolkene og Gisle kommer syngende nærmere. I en kreds udenom ellefolket løber lopperne og foretager skin-angreb på Gisle, men kan ikke komme til hende p.g.a. ellefolkets levende mur.)
Ellefolk og Gisle: (Nynner versestykkerne samt 1. og 3 linie i refrain:)

Mel: - Når mørket æder alle skygger
Refræn:
(nynnen) -
bukkeblad, sødskærm, johannesurt -
(nynnen) -
flyverøn, blodrod og elleskud.

Dan:
Du satan!

Fader Conrad:
Høvedsmand på Holbæk Slot? Jeg har vist alligevel overvurderet dig!
(Gisle og ellefolket kommer til syne på spillepladsen. Idet Gisle taler, tier ellefolket.)

Gisle:
Jamen, børn dog! Slås I nu igen?
(de to mænd indstiller overraskede deres kamp/skænderi og vender sig mod Gisle og ellefolket. Dan løber hen til hende, tager hendes hånd.)

Dan:
Det er mig: Dan, Gisle! Ungerne er ikke her, de er ude og lede efter dig!

Fader Conrad:
Nå, så dét er altså Gisle!

Gisle: (trækker sin hånd til sig)
Jeg kan godt selv gå!
Og hvor leder de så, de kære børn?
(går hen mod bålpladsen, stadig fulgt af ellefolkene, der virker meget opmærksomme. Dan skæver til den bevæbnede Fader Conrad, ængstelig.)

Dan:
I mosen!

Gisle:
I mosen eller i skoven - det er jo overalt!

Dan:
Jamen, der er en flok krigere med dem, som vil sørge for at ...
(Ellefolkene ser på hinanden)

Fader Conrad:
I Herrens og Lovens navn arresterer jeg dig, Gisle Mosekone, for at øve sejd i ledtog med Satan selv og alle hans djævle!

Dan:
Det kan I ikke!

Fader Conrad:
Det ved Gud, jeg kan!

Gisle: (til Dan)
Ja, han kan, min ven!
(til Fader Conrad:)
Hvad kan jeg gøre for dig?
(sætter sig, lidt træt. Ellefolkene står tæt omkring hende og lytte opmærksomt til det følgende. Længere ude står lopperne, de er kun opmærksomme på Gisle.)

Fader Conrad:
Tilstår du?

Gisle: (træt)
Jeg tilstår, hvad det skal være ...

Fader Conrad:
Godt! På den måde slipper vi begge for mange ubehageligheder.

Gisle:
... på én betingelse!

Fader Conrad:
Her er det mig, der stiller betingelser!

Gisle:
Sendte du krigerne med børnene?

Fader Conrad:
Det har jeg ingen pligt, til at fortælle ...

Gisle: (afbryder)
Det gjorde du altså!
(til Dan:)
Og du kan intet gøre.
(Ellefolkene ser på hinanden, nikker og svæver hurtigt ud af spillepladsen i den retning, børnene og landsknægtene forsvandt.)

Dan: (klapper Gisle på skulderen)
Jo, jeg kan! Jeg løber ud og finder dem!
(løber nogle skridt efter ellefolket.)

Fader Conrad: (i kommandotone til Dan)
Du løber ingen vegne!

Dan:
Det kan du bande på, præstemand!
(løber ud af spillepladsen. Fader Conrad i vildrede, reagerer hurtigt. Idet han løber hen og løsner sin hest, råber han til Gisle.)

Fader Conrad:
Og du vover på at flygte!
(springer på hesten og galoperer afsted efter Dan.)

Gisle:
Flygte? For hvad?
(Lopperne ser på hinanden: en ny situation!
Musikken starter, og lopperne springer ud i en vild og hektisk dans omkring Gisle. De må gerne blive forpustede. De synger:)

Lopperne:

Mel: - Loppens år:
Loppens År, Loppens År
Vi har altid vidst det:
De første skal blive de sidste!
Det laveste kryb, foragtet af alle: en lille loppe
skal ende øverst oppe.
Tænk engang, hvordan det går op og ned
i Loppens År!
Loppens År, Loppens År!

(under loppernes sang/dans sidder Gisle og mumler for sig selv:)

Gisle: (ad lib.)
Hvad skal man sige?
Hvordan skal man kunne trøste?
Alle vegne hersker sorg, overalt råder angst og frygt.
Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde for at få fortalt om alt det forfærdelige og grufulde som hænder.
Hvordan kan den menneskelige tunge at genfortælle, hvad der sker, så grufuldt som det er?
Hvordan skal kommende slægter kunne tro, at der engang fandtes en tid, hvor alle mennesker døde, og hvor jorden lagdes øde?
At der engang var en tid, hvor den forfærdeligste og altomfattende ensomhed herskede blandt de overlevende?
Vi som er vidner, er lamslåede - for livet.

(under et instrumentalt stykke, stopper lopperne, og Irritans råber:)

Irritans:
I Loppens navn:

Lopperne: (i kor):
Døden skal leve!
Pesten skal sejre!
Du skal dø for loppens vilje!

(Lopperne springer hen og “inficerer” Gisle med burrekugler.
Hun fortsætter sin stille snakken-med-sig-selv, men bliver tydeligt dårlig, mens lopperne danser og synger endnu et vers:)

Lopperne:
Mel: - Loppens år:
Loppens År, Loppens År
Vi har altid vidst det:
De første skal blive de sidste!
Det laveste kryb, foragtet af alle: en lille loppe
skal ende øverst oppe.
Tænk engang, hvordan det går op og ned
i Loppens År!
Loppens År, Loppens År!

(Efter sangen er lopperne helt udmattede og forpustede, de klapper hinanden på skuldrene og griner, smider sig på jorden i en klynge et stykke fra Gisle.
Gisle bliver stadig dårligere, hun falder om på jorden. Hun ligger stadig og mumler sin stille monolog.
En glad snakkende flok nærmer sig: Dan, børnene. Ellefolket slutter en ring udenom dem.
De svinger ind på spillepladsen. Dan gør tegn til at de skal stoppe og være stille. De kigger sig omkring for evt. at få øje på Fader Conrad.
Ellefolket løber hen til Gisle.
Gisle hvisker/synger u-rytmisk, svagt og med sprukken stemme - intet akkompagnement:)

Mel: - Når mørket æder alle skygger

Gisle:
Når mørket æder alle skygger
og dagens hovmod står for fald,
så genopstår de dødes sjæle
som ellefolk i tusindtal.

(Idet ungerne hører Gisle, råber Sorg:)

Sorg:
Gisle!

(Hun og de andre løber hen til Gisle. Sorg og Tøs knæler ned ved Gisles side, løfter forsigtigt hendes hoved. Ellefolket viger en kende.
Grim henter febrilsk vand. Dan står rådvild et stykke fra gruppen.
Idet Gisle når det sidste ord i verset, dør hun.
Børnene står/sidder som lamslåede.
Ellefolket træder syngende frem, under sangen løfter de Gisle op på deres skuldre, og skrider, stadig syngende, sagte bort med Gisle, ind ad skovstien.)

Mel: - Når mørket æder alle skygger

Ellefolket:
Refræn:
Vi kommer fra skove -
bukkeblad, sødskærm, johannesurt -
mens mennesker sove -
flyverøn, blodrod og elleskud.
2)
I dag i live frit i solen
I morgen er du død så brat.
Og livet hjul har atter drejet
nu er du ånd i ellekrat.
3)
Af jorden er vi alle kommen,
vi blir´ til jord igen en dag.
Af jorden kommer ellefolket,
der lever uden hjerteslag.
4)
I morgensolens gyldne stråler
der funkler ære, magt og guld.
Vi tænder lys for alle sjæle,
når månens skive den er fuld.
5)
Når mørket æder alle skygger
og dagens hovmod står for fald,
så genopstår de dødes sjæle
som ellefolk i tusindtal.

(Idet ellefolket går bort med Gisle står alle børnene som forstenede. De følger Gisle med øjnene.
Idet hun forsvinder i tykningen, går de i hver sin retning: De finder hver et sted, hvor de kan være alene med deres sorg. Tud sætter sig alene forrest på spillepladsen.
(Ingen hysterisk gråd, kun stille tårer, det er børn, der kender døden, men som allerede savner Gisle.)
Til sidst forstummer ellefolkets sang inde fra skoven.
Alle på spillepladsen er som forstenede, ikke en lyd høres.
(denne pause holdes, til spændingen er u-udholdelig! Så:)
(En loppe peger på Tud og giver tegn til de andre.
Lopperne spreder sig i en stor halvcirkel, de bevæger sig allesammen snigende og langsomt og truende. En træthed hos lopperne fornemmes.
Idet lopperne begynder at bevæge sig begynder de et sagte, truende, men langsomt talekor:)

Lopperne:
Døden skal leve!
Pesten skal sejre!
Hun skal dø for loppens vilje!
(Når loppernes store halvcirkel er dannet, begynder de at bevæge sig, stadig lige langsomt frem mod Tud. Talekoret stiger i volumen.)

Lopperne:
Døden skal leve!
Pesten skal sejre!
Hun skal dø for loppens vilje!
(Ingen af de andre på spillepladsen reagerer.
Når lopper er omtrent fremme ved Tud:
En fanfare af en glad og hurtig dansemelodi lyder højt. Ud af skoven vrimler ellefolket, vildt dansende/løbende frem mod lopperne. Masser af lys.
Lopperne reagerer på musikken, de vender sig, bliver ukoncentrerede, og deres talekor går i stå.
Ellefolket kommer frem til lopperne, de griber lopperne hænder, trækker dem op på benene og slæber dem med i den vilde, hurtige dans.
Lopperne er trætte, kan knapt løfte benene, dansen fortsætter, ellefolket hiver dem med uden rast. Lopperne raver rundt som fulde, de begynder at trimle omkuld, men ellefolkene er over dem igen, hiver dem op og dansen går videre.
Mod slutningen af dansen, falder lopperne - en efter en - om og dør.
Ellefolkene slæber de døde lopper bort.
Dansemusikken slutter.
Tud har - ligesom de andre mennesker - siddet/ligget helt uanfægtet under dansen. Nu tørrer hun sine øjne, snyder sin snotnæse, rejser sig stille, vender sig mod de andre og siger:)

Tud:
På en måde er hun stadig hos os.
(til de andre)
Ikke også?
(Inde i skoven begynder ellefolkets sang langt borte. Denne gang er ellefolkets kor meget større:
Alle medvirkende, der ikke allerede befinder sig på spillepladsen, deltager - udklædte som ellefolk - i koret, der nærmer sig spillepladsen i løbet af de to første vers/refrainer.
De følgende replikker siges under vers 1 og vers 2 (med respektive refrainer).
Ved starten af vers 3) træder det store elle-kor - med den omklædte Gisle i spidsen - ud af skoven. De bevæger sig frem mod tilskuerne, hvor de sidste vers synges:)
(Replikker, der siges under de første vers:)

Tøs: (går hen til Tud)
Jo, din lille tudeunge!
(giver hende en kærlig begmand og lægger armen om hende)
(De andre børn og Dan begynder at bevæge sig hen mod de to piger.)

Løs:
Man skal bare tænke på hende.

Had:
En dag møder vi hende måske igen?

Kiv:
Det kan man da ikke. Hun er død, forstår du ikke det?

Dan:
Måske kan man alligevel.

Slag:
Jeg glemmer hende i hvert aldrig.

Grim:
Måske er hendes ånd her endnu?

Sorg:
Det hedder altså: sjæl!

Mel: - Når mørket æder alle skygger

Ellefolkene:
1)
Når mørket æder alle skygger
og dagens hovmod står for fald,
så genopstår de dødes sjæle
som ellefolk i tusindtal.
Refræn:
Vi kommer fra skove -
bukkeblad, sødskærm, johannesurt -
mens mennesker sove -
flyverøn, blodrod og elleskud.
2)
I dag i live frit i solen
I morgen er du død så brat.
Og livet hjul har atter drejet
nu er du ånd i ellekrat.
3)
Af jorden er vi alle kommen,
vi blir´ til jord igen en dag.
Af jorden kommer ellefolket,
der lever uden hjerteslag.
4)
I morgensolens gyldne stråler
der funkler ære, magt og guld.
Vi tænder lys for alle sjæle,
når månens skive den er fuld.
5)
Når mørket æder alle skygger
og dagens hovmod står for fald,
så genopstår de dødes sjæle
som ellefolk i tusindtal.

Denne side er senest opdateret 27. 11. 2016
 
 
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu