Blodhævn - MED EGNE ORD

Gå til indhold

Hoved menu:

Blodhævn

Blodhævn
 
I 1989 udkom min roman "Blodhævn".

Herunder er alle anmeldelserne samlet. I sig selv er de et studie værd: Kan det være den samme bog, der får så forskellige bedømmelser?
Som så mange andre bøger var manuskriptet til Blodhævn på adskillige forlag, før det blev udgivet.
Afvisningen fra Gyldendal var baseret på konsulentudtalelsen, som gengives ordret.
Bogen blev trykt i 1.800 eksemplarer og omkring halvdelen blev solgt, før den kom på udsalg i 1991.
Den udkom også som lydbog indlæst af mig selv.

I dag kan den fås på biblioteket, hvis den ikke er slidt op eller kasseret.
Desuden er der lettere brugte eksemplarer til salg blandt andet på saxo.dk. Priser omkring 65,-
Fra december 2017 kan den fås som lydbog - indlæst af forfatteren - for 69,-
Ved årsskiftet 2015/16 genudkom den hos Lindhardt & Ringhof som e-bog.
Den kan erhverves på blandt andet disse adresser: Saxo & Bogreolen.
Priser 66,- til 70,-
Desuden kan den lånes på bibliotekernes side: eReolen

En af personerne i Blodhævn kommer igen i 2019-voksenkrimien "Tripel Salto"

 
 


Ålborg Stifttidende, 25. juli 1989, af Lars Borberg
En skrap debutbog om dreng
Det er en skrap historie, den 41-årige lærer og teaterarbejder/tekstforfatter Michael Clasen har valgt at debutere med i romanfaget.
"Blodhævn" er en samfundskritisk thriller og et psykologisk portræt af en stor drengs reaktioner under pres af sorg og vrede. Drengens far dræbes ved en meningsløs arbejdsulykke. Pressen udråber landets arbejdsminister som den skyldige. Drengen beslutter at hævne sin far med ministerens blod. Det er romanens skelet. Omkring det bygger Michael Clasen en ferm, minutiøst detaljeret konstruktion, der ganske overbevisende sandsynliggør både handlingen og dens psykologi.
Han behersker sin valgte teknik fint. Minut-til-minut, dag-til-dag beretningen. Brudstykke til brudstykke, logisk brik til logisk brik – i et stigende tempo, med en voksende uafvendelighed. Det er flot og det er spændende og med den politiske snert bevaret. For politisk er romanen i bund og grund. Dystert aktuel i en tid, hvor terrorfrygt og politikermord er rykket tæt på, også i et Danmark, hvor økonomiske overlæg langsomt udhuler den nationale moral.


Politiken, juni 1989, af Ingerlise Kofoed
Sørgeligt aktuel
Jeppes far bliver slået ihjel, da en metaltræt kran falder ned over ham. Og det lige efter, at arbejdsministeren på grund af en lignende ulykke har erklæret, at den slags sker kun en gang hvert hundrede år, så der behøver man ikke tage nogen forholdsregler. Men for Jeppe, der mister sin far og ser sin mors sorg, er sagen anderledes. Han synes kun, at der er ét at gøre: at myrde arbejdsministeren. Hvilket han gør, hjulpet af en kammerat, der er stukket af fra et åbent fængsel. Sådan skaber det politiske system med dets ligegladhed og efterladenhed måske en terrorist ud af et menneske, der ellers lever helt normalt og helt godt? Måske er det det, forfatteren vil sige. Han er i hvert fald meget vred på de politikere, som i deres privatliv – som denne arbejdsminister – er fulde af omsorg for deres nærmeste, men i det politiske liv lader sig lede af kynisme og økonomi.
Men bogen er ikke bare en politisk tilkendegivelse – heldigvis for så var bevisførelsen lidt vel forenklet. Det er en meget glimrende og originalt fortalt historie, som tydeligt i sin teknik med korte, skiftende klip fra den ene situation til den anden er inspireret af film, video og tv. Menneskeskildringen er kølig i tonefaldet – alt er meget nøgternt i denne bog – men den rammer godt, man får udmærkede billeder af de mennesker, der berettes om. Og sagen i sig selv er også sørgeligt aktuel: hvorfor varer det så længe, og hvorfor skal det altid koste menneskeliv og lidelser, før arbejdssikkerhed og arbejdsmiljø ændres til det bedre?
Fin til sommerferielæsning.


BUM, nr. 1/89, september, 8. årgang, af Erik Boas Pedersen
Fire debutanter
(…)
En sikker debut!
Michael Clasen har tidligere skrevet skuespil og revyviser, og det er måske en del af grunden til at Blodhævn er blevet en så sproglig og stilistisk sikker debut.
Handlingen sættes i gang, da den 15-årige Jeppes far dør ved en tragisk kranulykke på sin arbejdsplads. Jeppes afmagtsfølelse, frustration og sorg, kombineret med mødet med den jævnaldrende flygtede kriminelle Gordon, bliver det psykologiske brændstof, som får handlingen til at eskalere ud af kontrol, da Jeppe øjner ulykkens politiske perspektiver og udser arbejdsministeren som den egentlige ansvarlige for faderens død.
Bogen skildrer de involverede personers liv i en uge, der forandrer deres liv – troværdigt og realistisk. Ikke mindst Jeppes forandring fra almindelig skoledreng til følelseskold hævner står stærkt i centrum. Men derudover er bipersonerne usædvanligt sikkert beskrevet, specielt den ældre generation: ministeren med den kræftsyge kone, bedstefaderen, der trods sin sorg formår at holde resten af familien på benene.
Stilen er filmisk i sin opbygning – ultrakorte afsnit, hastige klip fra person til person, med tiden som overordnet faktor og med præcise beskrivelser af handlinger fremfor tanker.
Krydsklipningsteknikken passer perfekt til det dramatiske handlingsforløb – specielt i den hidsige og nervepirrende slutning, hvor der klippes mellem Gordon/Jeppe og politiet, der er på sporet af en formodet forbrydelse og de formodede gerningsmænd.
Bogen er lige til en film, selv om den aldrig forfalder til overfladisk tju-bang handling. Det dramatiske og tragiske forløb fremstiller nøgternt de komplicerede og mangeartede aspekter ved en sådan ulykke, uden at forfalde til lette domfældelser. Bogens personer mister aldrig deres psykologiske troværdighed og hændelsesforløbet fungerer overbevisende.
En særdeles flot og sikker debut!
Endelig skal den flot stiliserede omslagsillustration, der korresponderer fint med indholdet, fremhæves. (…)


Dagbladet Ringsted, Fredericia Dagblad, Viborg Stifts Folkeblad, Thisted Dagblad, Sjællands Tidende, Midtjyllands Avis & Fyns Amts Avis Svendborg, juni 1989
Døden og hævnfølelsen
(…) Michael Clasen fortæller i "Blodhævn", at kort efter at Folketinget havde afslået perodiske undersøgelser af metaltræthed i kraner, bryder en kran sammen, og Jeppes fader bliver dræbt. I desperation vil Jeppe skyde arbejdsministeren. Under forberedelserne til mordet møder Jeppe en kriminel dreng. Michael Clasen fortæller overbevisende om det venskab, der opstår, og om den ulykkelige udgang på affæren. (…)


Bornholms Tidende, 10. juli 1989
Bøger for de unge
(…) Michael Clasens Blodhævn og Eve Buntings Et stumt skrig er to nye ungdomsbøger om samme emne:
Hvordan reagerer en stor teenager, når han mister en af sine nærmeste og retter sin sorg og vrede mod den, han tillægger ansvaret for ulykken? Begge forfattere lægger lidt mere vægt på følelser og reaktioner, end man er vant til i ungdomslitteraturen.

Lektørudtalelse fra Indbindingscentralen (89/28) 688 684 1. Af Torben Wilhelmsen
Forfatteren debuterer her med en spændingsroman for unge. Han har bl.a. tidligere som teaterarbejder skrevet skuespil og revytekster. Hovedpersonen 15-årige Jeppes far dør ved en arbejdsulykke og ved en uheldig sammenkædning af begivenheder får Jeppe det til, at arbejdsministeren er den skyldige i farens død. Sammen med den jævnaldrende bankrøver Gordon, der er undveget fra forvaring, planlægger han arbejdsministerens død og Gordons flugt til Sverige. Romanen er opbygget i 8 kapitler, der hver omhandler en dag i maj måned, hvor den første dag er Jeppes fars dødsdag. Hvert kapitel er stykket sammen af småbidder, der skildrer en række samtidige forløb af begivenheder. Denne fortællemåde er dels med til at skabe spænding, og dels afdækker rækken af begivenheder den tilfældighed, der er over handlingsforløbet og dets årsagssammenhænge. Det psykologiske portræt af de 2 drenge og deres forskellige baggrund er overbevisende, og det på en gang dagligdags og dramatiske handlingsforløb er realistisk og troværdigt beskrevet. En spændende debut om en skæv bearbejdelse af sorg/vrede/afmagt og om den hårfine grænse mellem forbrydelse og veltilpassethed. For unge fra 13/14 år, evt. også voksne.

Lektørudtalelse fra Indbindingscentralen (89/28) 688 684 1. Af Mogens Bille (S)
(Lix 30 (Ml 9,8 + Lo 20,6)
Den 16-årige Jeppes tilværelse formørkes, da hans far ved en arbejdsulykke bliver slået ihjel. Ulykken skyldes metaltræthed i en byggekran, og da landets arbejdsminister kort forinden har tilbagekaldt et cirkulære om påbudt tilsyn med kraner, betragter Jeppe ministeren som den skyldige i faderens død. Han beslutter derfor at myrde ham. De syn dage – fra dødsulykken til mordet – beskrives fra minut til minut i en komposition, hvor kapitelantallet svarer til dagene. Teknisk set har forfatteren bogen igennem valgt at "krydsklippe" imellem bogens aktører – en teknik som afgjort har bibragt bogen en elementær spændingseffekt, men måske også lidt forvirring for den ikke så trænede læser. Tematisk forekommer det mig, at forfatteren i nogen grad har sat sig imellem to stole – 1) en bog om en drengs umådelige sorg over tabet af en elsket far, og 2) en elementær kriminalroman. Endvidere kan den også udmærket opfattes som en politisk ungdomsbog med focus på arbejdsulykker. Selvlæsning fra ca. 13 år.


Holbæk Amts Venstreblad, 6. maj 1989, af Kim Albæk
"Det fascinerer mig at lege Vorherre"
(…) Nu har den fyrreårige lærer fra Vipperød netop fået sin første roman "Blodhævn" på boghandlernes hylder.
En ungdomsbog, hvor hovedpersonen 15-årige Jeppe på grund af en række mere eller mindre tilfældige hændelser, udvikler sig til noget i retning af en terrorist.
Jeppes far bliver dræbt under en byggekran. Jeppe når til den konklusion, at den ansvarlige er arbejdsministeren. Han tager konsekvensen og planlægger at likvidere ministeren. Om Jeppe gennemfører sin plan skal ikke afsløres her. Men der er ikke grund til at lægge skjul på, at debutforfatteren har evner til at fange sin læser. "Blodhævn" er en godt skrevet spændingsroman, der også kan læses af de unges forældre.


(…)Det fri Aktuelt, 16. maj 1989
ØJE FOR ØJE
Debutroman om da ministeren afskaffede metaltrætheden
I en flimrende, telegramstil beretter debutanten Michael Clasen om, hvad der skete, da drengen Jeppe mistede sin far og mødte ungdomsforbryderen Gordon.
HVER SIN VEJ
Michael Clasen sadler mange heste på én gang, og han rider dem alle. Bag Jeppes fars dødsfald ligger også en diskussion om arbejdsulykker. Arbejdsministeren beslutter, at metaltræthed ikke eksisterer mere, og da familien ved begravelsen (i mangel af tro) tager hul på frihedsbevægelsens ordvalg, farer en beslutsom terrorist i Jeppe. Han vil have blodhævn. Øje for øje. Og så er det han møder drengen Gordon.
Sammen planlægger de attentatet – og gennemfører det.
Man er imens kommet til at lære arbejdsministeren nærmere at kende. Også han har problemer. Så efter endt gerning er der ligesom ikke mere kraft på historien. Drengene fuser hver sin vej. Gordon på flugt. Jeppe til nærmeste politistation.
Man mærker Michael Clasen ikke er helt nybegynder. Han har skrevet en del for teater og revy. Derfra har han hentet sprogets og handlingens raphed. Det fungerer rigtig godt, men selv om metaltræthed ikke er afskaffet, og selv om frihedskampen aldrig slutter, så er der noget hengemt og overgearet over historien. En konstruktion uden man for alvor føler hjertet banke – af blod eller hævn.

Morgenavisen Jyllands Posten, 5. juni 1989, af Uffe Christensen
En forældet form
Landets arbejdsminister ophæver et cirkulære, hvorefter havne- og byggekraner ikke længere skal gennemgå et rutine-check for metaltræthed. Og det til trods for, at der netop er blevet dræbt et menneske under en kran, der brød sammen.
"Det sker ikke igen de næste hundrede, ja, måske to hundrede år i Danmark", forsikrer arbejdsministeren.
Dagen efter knuses Jeppes far under en kran, der bryder sammen af metaltræthed.
Jeppe rammes tilsyneladende meget hårdt af faderens pludselige død, og optændt af blind hævntørst beslutter han at slå arbejdsministeren ihjel. Drengen husker, at hans far på et tidspunkt havde udtalt, at dersom man gjorde Jeppes mor fortræd, så ville faderen slå ham ihjel. Også farfaderen, der har været frivillig i Spanien og med i modstandsbevægelsen, forsvarer voldsanvendelse i visse sammenhænge. Disse udtaleleser kombineret med drengens hævntørst, betyder, at han – da han tilfældigt møder en ung undveget bankrøver – begynder at realisere sin plan.
Videre realistisk virker det ikke, men bogens største irritationsmoment er dog den traditionelle måde, fofatteren skriver på. Han opfinder sted- og personnavne og andre egennavne (med en eneste undtagelse: Fremskridtspartiet, hvis folketingsmedlem sidder og snorker i salen). Denne form virker både krampagtig, forældet og unødvendig.
Bogen er formentlig ment som en beskrivelse af, hvad der kan ske med en ung "normal" dreng, der udsættes for en voldsom psykisk belastning, og derefter handler stik imod sit "egentlige" jeg, men forfatteren kommer aldrig ind under huden på sin hovedperson, og bogen virker først og fremmest som en ganske traditionel spændingsbog i mellemklassen.


Kristeligt Dagblad, 14. juni 1989, af Claus Grymer
Debutroman om sorg og afmagt
Blodhævn er skrevet med et ungt publikum som målgruppe
Skønt Michael Clasens debutroman "Blodhævn" helt tydeligt er skrevet med et ungt publikum som målgruppe, rubricerer forlaget den ikke som ungdomsroman. Måske i polemik mod den kunstige aldersopdeling af læserne og i tro på fortællingens magt til at overvinde generationskløften.
Det er i og for sig positivt, men problemet er, at fortællingen er for svagt gennemført til at opfylde de krav, der stilles til den. Et markant ydre forløb modsvares ikke af et indre, selvom Clasen vil det.
Det er historien om en desperation, der slår bunden ud af en "normal" og veltilpasset drengs tilværelse og gør ham til morder. Han mister sin far ved en kran-ulykke, og i sorgen og afmagten retter han sin vrede mod landets arbejdsminister som den ansvarlige for ophævelse af et cirkulære, der krævede periodisk kontrol af kraner for metaltræthed. Og det er netop metaltræthed, der er årsag til ulykken.
Drengen beslutter som hævn at myrde ministeren, en lille mand i gråt jakkesæt – og med sin egen personlige tragedie. Romanens fineste træk er menneskeliggørelsen af denne "skurk", som er lettest at hade, når man ikke distraheres af at kende ham og hans baggrund.
Men det er ønsketænkning, når forlaget i en pressemeddelelse hævder, at vi får "en intens psykologisk skildring" af, hvordan drengen bliver morder – for det er lige bestemt det psykologiserende, der mangler. Når den lakonisk skrivende Michael Clasen skal begrunde drengens udvikling, nøjes han stort set til at henvise til hans raseri. Dets effekt formår han kun at postulere.
Romanen er med sit skrabede staccato-sprog som et handlings-skelet til den roman, Michael Clasen gerne har villet skrive.

konsulentudtalelse Gyldendals Forlag, børnebogsredaktionen, anonym, 1987
Målgruppe: 12-15 år
BLODHÆVN er en kritisk-realistisk nutidsfortælling, der foregår otte dage i maj måned i Danmark. Hovedpersonen er den 15årige Jeppe, som mister sin far ved en arbejdsulykke i fortællingens begyndelse (en metal-træt kran vælter ned over ham).
Jeppe møder ved et tilfælde den 16årige bankrøver Gordon, som er på flugt fra et ungdomshjem. De to drenge har brug for hinanden - Gordon behøver et skjulested, mad og hjælp til sin videre flugt, Jeppe noget at beskæftige sig med i sin sorg. Et venskab (eller smertefællesskab) udvikler sig samtidig med at Jeppe finder en måde at afreagere den vrede, som sorgen afløses af: han vil skyde arbejdsministeren, som en formiddagsavis har hængt ud som personligt ansvarlig for den væltede kran. Det lykkes så på manuskriptets sidste side ....
Hvis dette lyder kulørt eller urealistisk, vil jeg skynde mig at sige, at forfatteren får os til at tro på at to drenge kan planlægge og udføre forbrydelsen. (Det finder jeg af flere grunde problematisk - men derom senere). Det skyldes ikke mindst den teknik, der benyttes: minutiøs realisme (både psykologisk og i forbindelse med drengenes planlægning af mord og flugt) og en suverænt gennemført, billedrig krydsklipning, der speeder læseroplevelsen op, næsten som i en action-film. Handlingen med de mange personer og tråde (hvoraf ingen tabes undervejs!) synes dog at være en tand for kompliceret for læsergruppen.
Når jeg indledningsvist kaldte manus "kritisk-realistisk" skyldes det forfatterens åbenbare intention med at komme "rundt" om historien med arbejdsulykker - ikke bare som psykologisk udløser af Jeppes desperate handling, men også i forbindelse med beskrivelsen af den minister, der er politisk ansvarlig for arbejdsulykken: han er halvgammel og har problemer, både med den unge løve, der er hans chef, og på hjemmefronten med en kræftsyg kone.
Det meningsløse i Jeppes handling understreges af at forfatteren ikke kommenterer undervejs, heller ikke til allersidst hvor Jeppe, stadig i chocktilstand, melder sig hos politiet. Det er som om forfatteren hermed siger, at en kombination af tilfældigheders vanetænkning og samfundsmæssig kodning (mediernes voldsdyrkelse og voksnes uoverlagte bemærkninger) kan få en 15årig til at blive terrorist i en given situation. Så langt, så godt - han har muligvis ret.
Når jeg alligevel IKKE vil anbefale udgivelse, er det netop p.g.a. den "forførelse" jeg selv oplevede ved læsningen, som bl. a. skyldes at man lever sig ind især Jeppes motiver. Blodhævnen retfærdiggøres næsten via denne teknik. Den minutiøse planlægning af flugt og mord, som læseren også indvies i, finder jeg også problematisk - af moralske grunde. Jeg ved, jeg lyder som en gammel tante, eller (værre!) en der ønsker at censurere ungdomsbøger, der foregiver at skildre "virkeligheden". Men jeg ville ikke føle mig godt tilpas ved at have anbefalet dette manus. Desværre tror jeg ikke det er muligt at redde historien ved at skrive slutningen (der også er mindst vellykket rent stilistisk) om. Den er en logisk følge af beskrivelsen af hovedpersonen og den mere eller mindre meningsløse og tilfældige virkelighed, han er en del af. Ændrede man den - fx ved at lade drengene stikke halen mellem benene til sidst - ville resten af fortællingen falde sammen.

Denne side er senest opdateret 13. 12. 2017
 
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu