Læseprøve - MED EGNE ORD

Gå til indhold

Hoved menu:

Læseprøve

Daniel & dødssynderne > Grådighedens pris
 
Herunder finder du tre gratis læseprøver fra min kriminalroman "Grådighedens pris":

SAMTALE MED FORSVARSMINISTEREN
FREDAG 29. NOVEMBER

Ugen efter gik to mænd tur på de brede stier i Dyrehaven nord for København.
Den ene en høj, ældre herre med stålgrå manke, den anden en lille, tæt, rødmosset og skaldet mand i marineblå frakke. Det var vindstille gråvejr. På afstand kunne man se, at de var i en intens samtale, hvor den ældre virkede i offensiven og den marineblå mere modstræbende.
Omkring hundrede meter bag dem fulgtes de diskret af to anonymt udseende mænd, der dog lyste langt væk af at være ministerens livvagter.
Knud E havde rullet sig helt ud: Det drejede sig om danske interesser af vigtig national betydning. Ikke blot i form af international prestige, men også hidtil usete summer af indtjening til landet. Kort sagt drejede det sig om at yde beskyttelse til danske interesser!
Ministeren havde trukket på det.
”SanoDan er jo trods alt et helt privat foretagende, så vi skal vel ikke til at sætte den danske flåde ind?”
”Nej, naturligvis ikke, men vi må have beskyttelse af et civilt fartøj, som skal igennem et urohærget farvand.”
”Hvordan?”
”Danske elitesoldater!”
”Frømændene? Det kan der ikke være tale om!”
”Nej? Så må jeg jo tale med statsministeren.” Det var almindeligt kendt, at Knud E stod på god fod med regeringslederen.
”Jeg skal undersøge, om vi kan gøre en undtagelse. Men ingen orlogsfartøjer?”
”Absolut ikke. Jeg skal sørge for at sådan en tjeneste ikke bliver glemt, der hvor jeg har indflydelse.”
De to mænd vendte rundt og gik i tavshed tilbage mod parkeringspladsen uden for de røde porte."

*

Setting: Helten Daniel har truffet Anita, som han straks er blevet interesseret i. Han har inviteret hende til middag. For at alt skal blive vellykket konsulterer han sin gamle kammerats kone Maj, som er en kunstner i sit køkken:

EN SCOREMIDDAG
FREDAG 9. MARTS

Da Daniel inviterede Anita til middag, var der en del ting, han ikke havde overvejet.
Pludselig så han sit hjem med en fremmeds øjne, og det var en blandet oplevelse. Han kunne naturligvis ikke sætte huset i stand inden lørdag, men torsdag morgen gik han i gang med en improviseret hovedrengøring af køkken, toilet, stue og soveværelse. Støvsugning, gulvvask, aftørring af døre og alle andre flader. Stolehynder og sofapuder blev banket grundigt udendørs. Hjørner, lamper og vindueskarme blev renset for spindelvæv. Vinduesruderne blev vasket både udendørs og indvendig. De døde stueplanter blev smidt ud. Bad og toilet blev skrubbet med hård hånd. Komfur og bageovn blev renset grundigere end de havde prøvet i mange år. Køleskabet blev tømt og vasket, inden de varer, der havde passeret deres sidste frist, blev kasseret. Da han syntes, at han ikke rigtig kunne gøre mere, tog han alt i øjesyn. Jo, det havde da hjulpet gevaldigt, og havde hun måske ikke også sagt, at der var hyggeligt som hos hendes bedsteforældre? Jo, men også at der så slidt ud.
Daniel kørte afsted på en indkøbstur. Nye, friske potteplanter. Et sæt bestående af en flødefarvet dug med tilhørende tykke, bløde stofservietter. Et par messingstager med høje, hvide stearinlys. Nye, bløde, kitfarvede hynder til køkkenstolene. Han smilede mest til sig selv, inden han rystede på hovedet, da han gik ind i den lokale forretning med sengetøj. To nye dyner og puder med tilhørende hvidt sengetøj. Man kunne jo ikke vide …?
Da alt var på plads, syntes han selv, at hans hjem så helt tåleligt ud. Det kunne godt være, at kvinder havde en anden målestok, men det var altså det bedste, han kunne præstere lige nu.

Fredag morgen slog en tanke ned i ham. I al sin indretningsiver havde han næsten svedt ud, at han jo egentlig havde inviteret til middag. Middag! Og ham som var sådan et fjols i et køkken. Var det for sent at bestille ude fra byen? En bedre ide slog ned i ham. Maj! Hun var da rigtig skrap til at lave lækker mad. Han ringede til hende. Han var heldig, hun havde tilfældigvis en fridag fra sit sekretærarbejde hos advokaten.
“En middag? Bare sådan lige pludselig, Daniel?”
“I morgen aften, faktisk.”
“Aha?”
“Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg skal have damebesøg, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal gribe det an.”
“En scoremiddag med andre ord?”
“Ja, det kan man vist godt sige.”
“Er hun sød?”
“Hold op, ellers havde jeg jo ikke …”
“Klart! Jeg tænker lige. Har du noget i køleskabet?”
“Overhovedet ikke.”
“Så må du jo nok regne med en lille indkøbsturné. Jeg ringer om fem minutter.”
“Nu må du ikke finde på noget, der er for svært.”
“Bare rolig.”

Ti minutter senere.
“Nu skal du bare høre. Har du noget at skrive med? Godt.
Velkomstdrinken er en krydret æbletoddy med cognac, som rigtig vil varme damen op. Dertil serverer du bare en lille skål med hjemmelavede saltmandler. I det hele taget og husk det hele aftenen: Små portioner! Kvinder vil ikke føle sig forædte, når de skal …, du ved?”
“Så, så, lad os nu se.”
“Forret: Et par shotglas med den kolde, spanske grønsagssuppe gaspacho. Og så har du sørget for at lave et foccacia om eftermiddagen.”
“Et fuck-hvadfornoget?”
“Foccacia! Et italiensk brød! Jeg skal nok give dig opskriften. Og igen: skær brødet i små, mundrette stykker og lad brødkurven stå på bordet hele måltidet.”
“Jeg er med foreløbig.”
“Det er smadder nemt, Daniel. Indtil nu har du bare skullet varme æbletoddyen. Alt det andet har du lavet i forvejen. Kan hun lide fisk?”
“Det aner jeg ikke.”
“Så er det altså et ret nyt bekendtskab? Vi satser, og til hovedret laver du laksepakker i filodej. Dem kan du også lave i forvejen, og så passer de bare sig selv i ovnen, mens du rydder af efter forretten. Den kolde mayonnaisedressing har du lavet allerede om formiddagen. Køb en god, tør hvidvin til. En sylvaner fra Alsace for et eksempel.”
“Ok.”
”Inden desserten synes jeg, at du skal servere en Limoncello hentet direkte fra fryseren. Det var den, du fik inde hos os i de små glas. Som jeg altid siger: den renser uden at ridse!”
“Den var god. Foreløbig er den vist også det eneste, jeg har fod på.”
“Til dessert foreslår jeg to små, jeg gentager: små, portioner abrikostrifli lavet med mascarpone og cantuccini.”
“Hvad er det?”
“Nu skal du få opskrifterne. Jeg har forresten fundet dem alle sammen på nettet. Jeg bruger faktisk ikke min alt for store samling af kogebøger mere.”

I løbet af den næste halve time, måtte Daniel hente flere nye ark papir til at notere på. Som den effektive køkkenskriver hun var, sluttede Maj af med at diktere ham en komplet indkøbsliste.
“Og så kan du bare ringe, hvis du har brug for råd. Og lyt så endnu en gang til en erfaren kvinde: Små portioner og totalt nærvær!”
“Tak skal du have.”
“Skal jeg ikke have at vide, hvem hun er?”
“Det tror jeg, at du må vente med.”
“Held og lykke med det!”

*

HJERTESTOP
MANDAG 9. APRIL

Meget gamle folk så op mod himlen og sagde, at præcist sådan var vejret også den 9. april i 1940, den dag da det nazistiske Tyskland besatte Danmark og Norge.
Aksel Steffensen var slet ikke gammel nok til at huske noget om det, faktisk havde han ikke skænket det en tanke, at det var en national mærkedag. Aksel var ikke mere end 37 år, men hans helbred var dårligt. Han rørte aldrig alkohol, men røg og spiste uhæmmet. Selv om han ikke var mere end 172 centimeter høj, vejede han ikke mindre end 136 kilo uden sko og kun iført underbukser. Han boede i sit barndomshjem og elskede sin mors mad, som var beregnet til folk med hårdt fysisk arbejde i mark og i stald. Aksel levede som langturschauffør af at køre store lastbiler med anhængere rundt i det meste af Europa. Det gav ikke meget motion, og maden undervejs var lige så fed, som portionerne var store. Han fik normalt kun rørt sig, når de læssede svinene, han skulle køre til slagterier mere end 700 kilometer mod syd.
Ikke fordi der ikke fandtes udmærkede slagterier i Danmark, men de danske slagteriarbejderes timeløn var flere kroner højere end i Polen, så svineavlernes grådighed lukkede det ene danske slagteri efter det andet, og svinenes miserable liv endte med mange timers rumlen ad vejen mod deres elendige død. Som om de anede deres skæbne, strittede de ofte imod at blive læsset på Aksels store lastbil med svinebure i ikke mindre end tre etager. Aksel var naturligvis ikke alene om at læse dyrene, som regel hjalp både landmanden og hans hjælpere med. Når nogle særligt genstridige dyr strittede for meget imod og spærrede for de andre, var der kun en ting at gøre: De kontrære svin fik tæsk med elektriske stave, eller hvad der nu var nærmest såsom kosteskafter eller fastnøgler i den tunge klasse.
Denne morgen havde været ekstraordinær svær. Aksel havde hentet dyr på fem forskellige gårde, og han havde kun fået mådelig hjælp. Og svinene havde også været ekstraordinært genstridige.
Da han endelig ad de smalle sogneveje kunne sætte kursen mod Polen, følte han sig rigtig skidt tilpas. Kvalmen plejede han at kunne få væk med cola, og han tog et par store slurke af flasken, der altid sad i holderen ved siden af instrumentbrættet. Det hjalp ikke meget. Som en meget overvægtig mand var Aksel vant til at svede en del, men det var ligesom anderledes i dag. Var det den slags, man kaldte koldsved? Der var sgu´da også noget tosset med hjertet, sådan som det galoperede. Det blev den sidste tanke, Aksel Steffensen nåede at tænke. Hans overbelastede hjerte holdt op med at slå, og i løbet af få sekunder besvimede han bag rattet i sit 22 tons tunge vogntog. Bilen fortsatte uden kontrol til den væltede, da det prøvede at forcere en dyb grøft. Så stort et køretøj har en kæmpe enerti og stoppede først helt, da det sidelæns havde pløjet sig femten meter ind på marken. De stakkels svin blev kastet rundt inde i deres bure, mens de hylede i vilden sky. Svineburene var ikke beregnet til den medfart, de modtog her og blev splittet ad. De overlevende dyr tog flugten, og inden længe var vejen og de omliggende marker fulde af sårede og forvirrede grise.
I førerhuset var Aksel Steffensen blevet kastet over i højre side, hvor han ikke anede noget om, hvad der var sket.

Det næste menneske på ulykkestedet var Ella Eriksen, som var på vej til arbejde. Det syn, der mødte hende, da hun drejede om hjørnet, var chokerende. En kolossal væltet lastbil med smadret forrude og hundredvis grise, som planløst for omkring, hvis ikke de lå og forblødte på vejbanen.
Ella Eriksen havde bestået den afsluttende prøve i de sidste dage i marts og havde fået overrakt sit eksamensdiplom som nyuddannet SOSU-asistent den 31. Under sin uddannelse havde hun været i praktik på neonatal afdeling på Haubjerg Sygehus. Hun var blevet meget glad både for de gode kolleger og for arbejdet med de alt for tidligt fødte babyer. På afdelingen havde de været lige så glade for hende, og da en ældre SOSU-assistent gik på pension, blev Ella opfordret til at søge jobbet. Hun fik det og var begyndt på sit arbejde den første april.
Et af de sidste moduler i hendes uddannelse havde været det udvidede førstehjælpskursus, som indbefattede både “førstehjælp ved ulykker” og “førstehjælp ved hjertestop”. Denne situation kaldte på al hendes viden fra kurset. Hun var dog klarhjernet nok til først at alarmere over nummer 112, og de lovede straks at sende hjælp.
Ella var en stærk type, som passede sin træning i fitnesscentret. De kræfter fik hun brug for, da hun skulle hive den tunge og bevidstløse Aksel ud gennem førerkabinens smadrede forrudeåbning. Med grise rendende om fødderne konstaterede Ella, at chaufføren hverken havde puls eller åndedræt. Han reagerede heller ikke, når hun nev ham i kinden. Hun var ikke i tvivl. I det modul, der kaldtes “livsreddende førstehjælp”, blev der brugt meget tid på at indøve hjertemassage, som er afgørende ikke bare for at redde liv, men også for at forebygge hjerneskader. Hjertemassage kræver ligeledes en god fysik af den, der udøver den, og Ella arbejdede stadig med at redde Aksels liv, da redningsfolkene sagde, at nu tog de over. De konstaterede hurtigt, at den overvægtige chauffør i svinetransporten ikke stod til at redde.
Udmattet og chokeret satte Ella sig hen i sin bil. Foran hende var folk i færd med at indfange de undslupne grise. Alle de sårede blev straks aflivet. Ella måtte væk til et sted, hvor der var nogen at snakke med. De var ingen hjemme, så hun bakkede og kørte direkte til sin afdeling.
På vejen ind til byen så hun mange flag på halv.
På neonatalsk blev hun modtaget af søde kolleger, som gav hende kaffe og mulighed for at læsse sine frygtelige oplevelser af.

Denne side er senest opdateret den 19. oktober 2017

 
 
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu