I 1992 startede jeg informations- og formidlingsafdelingen i Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk.
Som et væsentligt led i formidlingsarbejdet udgav man ved årsskiftet 1992-92 et årsskrift, der fortalte om museets aktiviteter i den foregående sæson.
Jeg redigerede årsskriftet og skrev en del af dets artikler, blandt andet nedenstående:
"Blodbad" på Nyvang
Da programmet over særarrangementer i weekends skulle laves, var det klart, at livets gang på husmandsbruget måtte indeholde væsentlige aktiviteter.
Frivillige og gæstende eksperter har derfor i løbet af sommeren henlagt knipling, halmbinding og honningslyngning til de atmosfærefyldte omgivelser. Ingen problemer i det.
Husmandsstedets faste medarbejdere har jo hver dag sørget for, at det lille landbrug var et levende sted at komme: Dyrene skulle passes, marker og have ligeså, og der var jo også en del arbejde med at sætte hegn og andre nødvendige anlægsarbejder. Heller ingen problemer med det.
Den faste stab blev suppleret med frivillige fra museumsforeningen, når vi annoncerede syltning og henkogning af frugt og grønt. Det gik fint.
I det hele taget var det altid et tilløbsstykke, når der blev fyret op i komfuret, og der var gang i gryder, pander og potter. Måske var det de lovede smagsprøver, der lokkede, men mødet mellem "landhusmødrene" og gæsterne resulterede altid i en god snak om livet på landet før i tiden. Det kunne bare dreje sig om en "knaldtår", men specielt æbler og kartofler trak fulde huse. Der blev lavet gele, mos, bagværk efter gamle opskrifter, der også var trykt og gik som varmt brød. Ikke det mindste problem i det.
Øjensynligt fandtes der et stort behov for at nutidens mennesker kunne opleve livet på landet som vores bedste eller oldeforældre levede det Men - for der kom et men - så var der slagtningerne.
Her kom der om ikke problemer, så dog skarpe reaktioner.
Det begyndte, da en journalist fra freelance-pressegruppen Dead-line (nej, navnet har intet med slagtninger at gøre) skrev en artikel på Politikens bagside. Artiklen handlede blandt andet om de sortbrogede danske landsøer, der netop havde fået grise og råtrivedes i den store indhegning med fyrretræer.
Journalisten fortalte - i overensstemmelse med sandheden og til min udelte tilfredshed - (gratis omtale!) at vi agtede at lade et af svinene hjemmeslagte på gårdspladsen, som man nu gjorde det før i tiden.
Artiklen blev bragt og vi var allesammen glade for den. Nu kunne hele landet læse om vores ny, levende og arbejdende museum.
Få dage efter modtog vi et brev fra Foreningen til Dyrenes Beskyttelse i Danmark (hvad har de udenlandske dyr dog gjort). Foreningens direktør påpegede, at det ifølge gældende lov ikke er tilladt at slagte dyr uden forudgående bedøvelse.
Svar til "Dyrenes Beskyttelse"
Det vidste vi nu godt. Det vidste også både de to hjemmeslagtere, der skulle foretage slagtningen og vores faste dyrlæge, der skulle bivåne den. Dyreværnsdirektøren tilføjede i sit brev i en lettere truende tone at foreningen agtede at følge sagens videre forløb. Faktisk havde jeg undersøgt alle regler, der gælder på området, for ikke at gøre noget galt. Og både kredsdyrlægen samt politifuldmægtigen på Holbæk Politistation var blevet konsulteret.
Det skrev jeg i et brev til direktøren, som jeg også indbød til (gratis) at komme og se, hvor godt dyrene levede, og hvor hurtigt og humant de blev slagtet.
Jeg har aldrig fået noget svar. Jeg tror heller ikke, at hverken direktøren, vicedirektøren eller andre mere underordnede medlemmer af dyreværnsforeningen var blandt tilskuerne, da grisen blev slagtet. Om de var der i forklædninger, ved jeg naturligvis ikke, men der var ingen til stede, der var iført cottoncoat, blå briller og spionkamera. Om de har været der en anden dag, skal jeg heller ikke kunne sige, men jeg vil da håbe, at de ved selvsyn har fået set, hvilket herligt svineliv, der leves på statshusmandsbruget.
Dagen efter kom den næste reaktion: et læserbrev i Politiken skrevet af S. Olsen fra Vester Søgade i København.
Av, den var værre! Jeg har godt hørt, at dårlig omtale kan være bedre end ingen omtale, men jeg er ikke sikker på, at dette gælder i tilfælde som dette. Altså røg jeg igen i blækhuset:
"Nu er jeg selv gammel københavner, så jeg ved godt, at der ikke findes mange frilandssvin på Vester Søgade. Jeg valgte derfor at fortælle lidt om dyrenes dagligliv, den sammenhæng både deres liv og død foregår i, at de under alle omstændigheder skulle slagtes på et tidspunkt (ellers ville vi hurtigt blive oversvømmet af svin på museet), og at vi fandt, at en hjemmeslagtning under værdige og humane former er lige så naturlig, på et husmandssted som kaffebrygning, pløjning, fødsler eller kartoffelopgravning. Nu mindes jeg ikke, at jeg i en tidligere tilværelse har haft tryne og fire ben, men jeg tillod mig dog at udtrykke, at hjemmeslagtningen ikke i den mindste måde er mere grum, end den skæbne en moderne slagterigris oplever i sine sidste timer."
Til slut indbød jeg også S. Olsen til at besøge museet på slagtedagen eller en anden dag.
Heller ikke på dette brev fik jeg noget svar. Politiken havde også beskåret mit brev, så måske derfor?
Derimod fik jeg nogle dage senere en venlig opringning fra en embedsmand i Veterinærdirektoratet, der på S. Olsens foranledning havde lovet at undersøge sagen. Den venlige embedsmand fik så hele historien og sagde bare: "Javel, jaså, OK, jamen, det skulle jo være i sin skønneste orden og farvel". Siden har jeg hverken set eller hørt mere fra S. Olsen.
Kyllingeslagtning
Men det var bare grisene. Der var jo også hanekyllingerne.
I foråret kom der en kasse uskyldige, kære, dunede, pibende daggamle kyllinger til husmandsstedet.
Nu har naturen maget det sådan, at der er lige mange haner og høner i sådan et usorteret kuld. Men naturen har ikke tænkt på, at haner absolut ikke er monogame. Så da de ikke var dunede og pibende mere, men sporede og galende, foregik der i husmand stedets hønsegård den grovest tænkelige sexchikane. De pubertetskåde hanekyllinger overfaldt og voldtog på stribe de alt for få høner.
Nu sørgede vi så for at arrangere en slagtning af de overflødige hanekyllinger også åben for publikum.
Jeg overværede hele seancen sammen med 40-50 gæster og vil gerne fortælle de, der ikke kunne eller ville være til stede, hvordan det foregik.
Men først lidt om forberedelserne. Ikke de praktiske og tekniske, men de forberedelser, der har at gøre med publikums mulighed for at overvære en landslagtning:
Pressen er adviseret, pressemeddelelser udsendt og annoncer indleveret i tide til aviserne. Et stort skilt er fra morgenstunden ophængt ved billetsalget "Hanekyllingeslagtning, kl. 13, husmandsstedet. Personer under 14 år har kun adgang i følge med voksen ledsager!"
De unge mennesker, der sælger billetter har fået nøje pålæg om at fortælle alle gæster, at der slagtes i dag og bede gæsterne betænke, at det kan virke voldsomt på nogle særligt børn.
Når tiden nærmer sig, indfanges hanekyllingen. Med den på armen fortæller en medarbejder publikum, at slagtningen vil finde sted om 5 minutter.
Det giver mening
Gæsterne advares igen og det checkes, at ingen mindreårige er uden voksent selskab. De voksne gøres klart, at det er deres ansvar, hvis børnene skal se slagtningen. Blandt publikum befinder der sig mange yngre forældre med mindre børn. Nogle fædre har børnene på skulderen, mens andre knæler ved siden af deres børn. Der hviskes stille. Derefter fortæller husmanden, mens kyllingen stryges beroligende over ryggen, hvad der vil ske - trin for trin. Slutteligt gives alle en chance for at forlade stedet, hvor øksen ligger klar. Alle 40-50 gæster vælger at blive.
Dyrets hoved får et kort og hurtigt slag mod huggeblokken, dyret mister bevidstheden, den holdes i vingerne, mens øksen på et splitsekund skiller hovedet fra kroppen.
Mens dyret stadig er fikseret, løber blodet af. Nogle reflekser sender krampetrækninger igennem den døde krop. Hurtigt bæres dyret ind på gårdspladsen, hvor den ene landhusmoder skolder og grovplukker hanen.
Under dette samles publikum for at beundre hendes ferme håndelag. Jeg hører en 4-årig sige til sin far: "Er det ikke synd for den?" Faderen svarer, at det da er godt, at den har haft et godt liv hele sommeren i hønsegården, hvor den har kunnet skrabe, finde insekter og ukrudt, støvbade og nyde solen og den fri luft. Purken nikker betuttet. Et andet sted hører jeg en mor sige til sin pige: "Jamen, sådan har vores lørdagskylling fra supermarkedet da også set ud." Jeg ser en prås gå op for pigen.
Når man ikke er ældre, og altid har boet i byen er det ikke let at gennemskue de sammenhænge, der var selvfølgelige for tidligere generationers landboungdom. Der læres vigtige ting om livet og døden, og hvad det er, vi putter i munden.
10 minutter efter den blev indfanget, og 5 minutter efter den blev bedøvet, rækkes kyllingen ind gennem køkkenvinduet til den næste husmoder, der på husmandsstedets køkkenbord befrier den for de sidste dun. Indenfor serveres smagsprøver på hønsekødssuppe og grydestegt kylling - lavet på de hanekyllinger, der måtte lade livet dagen før.
Under forberedelsen af disse arrangementer, der indbefattede blodsudgydelse, har jeg hele tiden spillet på det selvfølgeligt naturlige i arrangementet
Men ærlighed varer længst.
Jeg har aldrig selv tidligere deltaget i, ja endsige overværet en slagtning på landet.
Jeg var derfor også spændt på min egen reaktion. I dag ved jeg, at det ikke var slemt, at det var et lille personligt skridt væk fra det industrialiserede menneskes fremmedgjorthed overfor livets fundamentale vilkår, og at det ikke har givet mig onde drømme.
Hvis andre end jeg har haft det på samme måde, har disse arrangementer ikke været forgæves."
Denne side er senest opdateret 27. 11. 2016